Alexander den Store: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
tilføjet link |
sp, afsnit mangler hovedside og krono, henvisninger etc... |
||
Linje 109:
== Alexander III (Alexander den Store) kommer til magten. ==
[[Fil:AlexandreLouvre.jpg|thumb|Den såkaldte ''Azaraherme'' fra [[Louvre]]. Romersk kopi af hvad der siges, at ligne et af [[Lysippos]]’ værker, der ifølge [[Plutarch]] fangede Alexanders karakteristiske træk bedst.]]
Efter mordet på Filip i [[336 f.Kr.]] tog Alexander omgående kongemagten og befæstede sit herredømme i Grækenland. På et møde i Korinth, hvor den Græske Union samledes, blev han udråbt til "Strategos Autokrator Hellenon" (ΣΤΡΑΤΗΓΟΣ ΑΥΤΟΚΡΑΤΩΡ ΕΛΛΗΝΩΝ) (hærfører og selvhersker over grækerne). Formålet var at udpege en leder, der kunne samle de græske bystater og én gang for alle eliminere truslen fra folkeslagene nord for Makedonien og fra det persiske rige. Han knuste herefter flere stammer nord for Makedonien. I mellemtiden gik der rygter om Alexanders død til bystaten [[Theben (Grækenland)|Theben]] i Sydgrækenland, og der opstod et oprør der. Alexander marcherede på 14 dage de 380 km til Theben med sin hær og udslettede byen. Kun templerne og digteren [[Pindar]]s hus blev ikke revet ned.<ref>[[Plutarch]], ''Life of Alexander'' 11.6</ref><ref>[[Arrian]], ''Anabasis Alexandri'' 1.9.10</ref> Der blev dræbt 6.000 mand og de 30.000 overlevende blev solgt som slaver for 440 sølvtalenter. Det øvrige Grækenland forholdt sig i ro.
Rollen som regent var ikke uvant for Alexander. Kong Filip havde tidligere overladt magten til Alexander: ”På et felttog mod [[Byzans#Byzans|Byzans]] i 340 betroede Filip Alexander, der på det tidspunkt var 16 år, ledelsen af kongedømmet, idet han sørgede for at omgive ham med erfarne rådgivere.”<!--Kildehenvisning ønsket! --> Der er også beretninger om andre gange, hvor Filip havde overladt magten til Alexander for en kortere periode. Alexander var vant til at styre et land, selv om han kun var 20, da han kom til magten. Inden for de første 15 måneder af sin regeringstid havde han knust flere oprør og marcherede ind i forskellige græske byer, hvor han forlangte underkastelse. I 334 f.Kr. marcherede han ind i Asien med 37.000 mænd. Han styrkede forsigtigt sit erobrede land ved at grundlægge græske byer der.
Linje 116:
== Alexander i krig ==
{{main|Alexander den stores felttog}}
[[Fil:Map-alexander-empire.png|thumb|Kort over Alexander den Stores rige, kort efter erhvervelsen af det [[Persien|Persiske rige]].]]
Alexander udmærkede sig tidligt som en dygtig soldat, taktiker og strateg, og han betragtes af [[militærhistoriker]]e som en af historiens største strateger.
Størsteparten af Alexanders regering fra [[334 f.Kr.]] var opfyldt af hans store felttog mod [[Persien]].
I tre slag ([[Slaget ved Granikos|Granikos]] 334 f.Kr., [[Slaget ved Issos|Issos]] [[333 f.Kr.]] og [[Slaget ved Gaugamela|Gaugamela]] [[331 f.Kr.]]) slog Alexander de persiske hovedhære, hvorefter det persiske rige brød sammen. Den sidste persiske konge, [[Dareios 3.]], myrdedes af [[Bessos]] på flugten med sine græske lejesoldater under ledelse af general [[Memnon]]. Alexander betragtede dem som forrædere mod den græske sag. I pauserne mellem fremrykningerne foretog Alexander også erobringer på andre fronter, bl.a. af [[Fønikien]] under stor blodsudgydelse ([[332 f.Kr.]]) og af Ægypten (332-31 f.Kr.). Kilderne fra antikken om Alexander den Store viser næsten alle, at Alexander var en mand, der formåede at gøre noget, som ingen andre kunne. Det var den almindelige opfattelse, at Alexander var en dygtig strateg og et politisk geni.
Den græske verdens hovedvåben havde i flere hundrede år været det tungtudrustede fodfolk. Det var opstillet i den tætsluttende, dybe formation, der kaldes en [[falanks]].
Line 128 ⟶ 129:
Det var ved dette første, store slag, at Alexander viste sine evner for perserne, men dog var det uden Dareios’ tilstedeværelse.
Det var i [[slaget ved
[[Diodor]]os og [[Arrian]]os fortæller, at Dareios i løbet af to år havde samlet en hær på en million mand, men det er en overdrivelse. [[Quintus Curtius Rufus]] opgiver det laveste tal: 200.000 infanterister og 45.000 kavalerister. Alexander havde 40.000 infanterister og 7.000 kavalerister. Hvilket muligvis er sat en smule for lavt. Men en ting ved vi: Alexanders hær var betydeligt mindre end Dareios’.
[[Fil:Darius III.jpg|thumb|Den flygtende Dareios<br />(detalje fra [[Alexandermosaik|Alexander]]-[[mosaik]]en)]]
Arrianos beretter om slagets højdepunkt ved Guagamela:
: ”I et kort stykke tid blev der udkæmpet en nærkamp, men da rytterne omkring Alexander, og også han selv gjorde et kraftfuldt angreb ved at trænge frem og stikke perserne i øjnene med spyd, og da den tætpakkede makedonske falanks med fremstrakte lanser havde kastet sig over dem, og alle frygtelige ting på én gang viste sig for den skrækslagne Dareios, var han den første, der gjorde helt om og flygtede”.
Her såvel som ved Granikos var det Alexanders taktiske geni, der gjorde sig bemærket. Makedonernes mod og disciplin havde endnu engang vundet den største sejr i Alexanders liv. Den persiske hær blev slået i stumper og stykker, og Dareios måtte som Arrianos beretter, flygte igen. Allerede to år tidligere havde Dareios tabt [[slaget ved Issos]], og her havde han også været klart i overtal. Arrianos taler om, at Dareios havde samlet en hær på 600.000 mand, men hverken hans eller andres tal virker troværdige. Forfatteren Bengt Liljegren vurderer, at der er tale om 75.000 persere mod 30.000 makedonere. Alexander vandt dette slag pga. makedonernes meget bedre våben og måden han opildnede sine soldater på. En anden væsentlig faktor var, at Dareios tidligt vurderede slaget som tabt, flygtede og lod sine tropper i stikken. Dette slag er vist i filmen
Nu skulle Alexander fuldføre Filips mission, som i første omgang gik på at erobre Egypten efter samlingen af de græske bystater. Tilsyneladende var det ikke en svær opgave for Alexander, for under [[Perserkrigene]] i 490-479 f.Kr. havde perserne ødelagt store dele af Grækenland og dele af Makedonien. Det gjalt først om at få makedonernes støtte til invasionen af Asien. De, der ikke ønskede at hjælpe, dræbte eller landsforviste Alexander. Det gjalt også aristokrater og familiemedlemmer. Da alle forhindringer var afskaffet i Makedonien, vendte han blikket mod Grækenland.
Grækerne havde, efter at have hørt om Filips død, forsøgt at gøre oprør, fordi de så en mulighed for at komme fri af Makedonien, men Alexander ville det anderledes. Han begav sig på et felttog med sine makedonske tropper for at overtale de græske bystater til invasionen af det persiske rige og for at komme til Korinth for at lade sig udråbe som hegemon og strategos autokrator. Der var kun en vanskelighed: den thessalske hær, der blokerede vejen. Det løste han ved at marchere uden om fjenden, over bjerget Ossa og angribe fjenden i ryggen. Den nedlagde våbnene uden kamp. Det var første gang, han viste sine fabelagtige evner som en strateg.
Spartanerne ønskede ikke at underlægge sig Makedonien, men Alexander var tilfreds, for han havde knust alle de andre græske oprør. Spartanerne vendte sig mod Makedonien i år 330 f.Kr., men måtte også underlægge sig makedonsk herredømme og indgå i det [[korintiske forbund]]. Alexander fik nu besked om, at der var problemer mod nord tæt ved Makedonien, da nogle thrakiske stammesamfund ikke ville anerkende makedonsk overhøjhed. Alexander ville ikke risikere at Makedonien blev angrebet, mens han var på vej mod Asien og ville knuse de små stammesamfund. Alexander nedslagtede dem, men han fik også hjælp af kong Langaros, der raserede autaritarernes land (Albanien). Alexander kæmpede mod en lang række små folkestammer i [[Illyrien]] under kongerne Kleitos og Glaukias. Alexander vandt en knusende sejr.
De bidrog til hærafdelingen i år 334 f.Kr. , men der kom aldrig en fredsslutning, og de blev ikke underkastet Alexander pga. rygter om, at han var faldet. Storkongen Dareios den 3. så en mulighed for at skabe splid mellem Makedonien og Grækenland og betale athenske soldater for at gå i krig med Theben mod Makedonien. Det lykkedes ham at få græske lejesoldater på sin side i kampen mod Alexander.
Da Alexander kom til Theben, ville han forhandle med thebanerne for at undgå krig selv om hans hær var den thebanske langt overlegen. Men de ville ikke forhandle med ham, og nogle herolder opfordrede indbyggerne til at gå sammen med Dareios mod Makedonien. Det gjorde Alexander så rasende, og han ødelagde byen. Han bestemte endda i samråd med det korintiske forbund, at alle thebanerne var lovløse. Han skånede dog den berømte digter Pindars familie, og den familie, som havde huset Alexanders far, da han sad der som gidsel. Alexander og hans mænd blev efter ødelæggelsen af Theben betragtet med had og afsky af næsten hele Grækenland , men ikke af Athen. Byen skånede han uden anden grund end han var ivrig efter at indlede felttoget mod Persien og behøvede en flåde.
Alexander var nu klar til at rejse en hær på 30.000 fodfolk og 5.000 ryttere mod Persien og kong Dareios III.
<!-- === Hærens opstand === -->
== Alexanders død ==▼
[[Fil:Alexander coin, British Museum.jpg|thumb|Alexander afbildet med [[diadem]] og Ammons horn, [[Drakme|tetradrakme]] præget af [[Lysimachos]] af [[Thrakien]] (ca. [[305 f.Kr.|305]]-[[281 f.Kr.]]). [[British Museum]].]]▼
Efter den endelige sejr over perserne blev Alexander udnævnt til storkonge og arbejdede for at befæste sin magt. Han fortsatte felttoget til det nordlige Indien, da et truende mytteri tvang ham til at afbryde videre fremrykning. Tilbage i Persien bragte han orden i imperiets administration og kvalte et mytteri blandt sine egne soldater.
▲== Alexanders død ==
▲[[Fil:Alexander coin, British Museum.jpg|thumb|Alexander afbildet med [[diadem]] og Ammons horn, [[Drakme|tetradrakme]] præget af [[Lysimachos]] af [[Thrakien]] (ca. [[305 f.Kr.|305]]-[[281 f.Kr.]]). [[British Museum]].]]
Alexanders karriere sluttede i [[323 f.Kr.]] En eftermiddag d. 10. eller 11. juni 323 f.Kr. døde han i [[Babylon]] af en mystisk sygdom. Han var kun en måned fra sin 33 års fødselsdag. Det er i tidens løb blevet fremsat forskellige teorier om grunden til hans død: forgiftning, sygdom eller et tilbagefald efter en [[malaria]], som han fik i 336 f.Kr.
De fleste peger på, at Alexander døde af feber efter en særlig vild fest.
Line 171 ⟶ 176:
== Litteratur ==
* [[Arrian|Flavius Arrianos]]: ''Alexandros’ Bedrifter samt om Indien og Nearchos’ Kystfart,'' oversat og oplyst ved Anmærkninger af [[M.Cl. Gertz]]. Kbh. 1913-15. (Antik hovedkilde til Alexanders liv)
* Charles E. Mercer: ''Alexander den Store.'' Kbh. 1964. (Populærhistorisk skildring)
* [[Bengt Liljegren]]: ''Alexander den Store.'' Kbh. 2005. ISBN 91-85057-68-1
== Noter ==
| |||