Helligånden: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m tilføjet skabelon
m Robot: Kosmetiske ændringer
Linje 17:
 
== Den kristne lære om Helligånden ==
Allerede hos tidlige kristne kirkefædre, f.eks. [[Tertullian]], forstås Gud som treenig, med Helligånden som den tredje person i [[Treenigheden]] (med [[Gud Fader|Faderen]] og [[Sønnen]] som den første og anden person){{kilde mangler|dato=Uge 24, 2014}}. I det 4. århundrede, da kirken begyndte at fastlægge sit grundlag, blev Helligånden i første omgang slet ikke diskuteret. Ved [[koncil]]et i [[Nikæa]] var det således kun forholdet mellem Faderen og Sønnen, der blev diskuteret, mens Helligånden ikke var til debat. Det blev fastslået, at Sønnen var helt og fuldt Gud ("af samme væsen som Faderen", "sand Gud af sand Gud"). Senere i det 4. århundrede stødte [[Athanasius]] på ægyptiske kristne, der benægtede, at Helligånden var af samme væsen som Faderen og Sønnen. Athanasius angreb dem og hævdede Helligåndens guddommelighed, fordi frelsen også var fra Helligånden, og kun Gud kunne frelse. På det 2. koncil i Konstantinopel i [[381]] blev Helligånden (i den [[nikænokonstantinopolitanske trosbekendelse]]) derfor også sidestillet med Faderen og Sønnen, men man undlod at bruge udtrykket "af samme væsen", fordi man helst ville holde sig til bibelske vendinger{{kilde mangler|dato=Uge 24, 2014}}. I stedet sagde man, at Heligånden "udgår fra Faderen" (en formulering fra Johannesevangeliet). Det var dog teologernes mening, at Helligånden var af samme væsen som Faderen og Sønnen, og desuden at Helligånden udgår fra Faderen gennem Sønnen, som det fremgår af samtidige skrifter (f.eks. [[Gregor af Nyssa]]).
 
[[Augustin]]s treenighedslære byggede også på den nikænske teologi og Konstantinopel-koncilet, men lagde i højere grad op til, at Helligånden udgår fra Faderen "og Sønnen", og senere tilføjede man ligefrem disse ord til trosbekendelsen i Vesten i den tidlige middelalder ("filioque"). Dette var i [[1054]] en af årsagerne til [[Det store skisma 1054|skismaet mellem øst- og vestkirken]].
Linje 32:
 
== Kritik af Helligånden som del af den treenige Gud ==
Modstandere af [[tese]]n om den [[Treenigheden|treenige gud]] stiller et kritisk spørgsmål om Helligånden, der lyder sådan her: "Da [[Jesus]] blev fristet af [[Satan]] i [[ørken]]en, var det da "Uhelligånden" som Satan anvendte til [[Jesu fristelse|Jesu fristelse]], jævnfør evangelisternes beskrivelser af fristelserne? Satan var kun i stand til at friste Jesus, på de [[overnaturlig]]e måder fristelserne foregik på, fordi han engang havde været en engel og derfor havde fået Guds-kræfterne direkte fra Gud, som beskrevet i Bibelens første kapitler af [[Første Mosebog]]. Gud må altså enten have glemt at tage helligånden tilbage fra Satan, da denne blev u-[[hellig]], eller også findes der slet ikke nogen Helligånd, men kun [[ånd]], der kan anvendes godt eller skidt, lyder det fra modstanderne af tesen om Helligånden.
 
I Islam ses kritikken af Helligåndens ophøjelse til Gud direkte i Koranens sura 5:73, hvor der står: "Sandelig, de er vantro, som siger: Allah er visselig den tredje af de tre! – men der er ingen gud undtagen den Ene Gud, og hvis de ikke afholder sig fra det, de siger, så vil en smertelig straf visselig ramme de, der i blandt dem er vantro." (citat fra A.S. Madsens oversættelse af Koranen, udgivet af Borgens forlag, 3. udgave 1. oplag 1989, hvor der synes at være opstået rod i versangivelserne).
Linje 46:
{{Commonskat|Holy Spirit}}
{{navboks kristendom}}
 
[[Kategori:Kristendom]]
[[Kategori:Spiritualitet]]