Weimarrepublikken: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
Rmir2 (diskussion | bidrag)
Linje 132:
=== Weimarrepublikkens forfatning ===
{{uddybende|Weimarforfatningen}}
Det tyske riges forfatning af 11. august 1919 gav navn til republikken. Efter forfatningen udgjorde Tyskland en republik, hvis statsmagt udgik fra Folket, og hvis ved [[Versailles-freden|Versaillesfreden]] af 1919 indskrænkede landområde bestod af de tyske landes områder, hvilke atter i det hele faldt sammen med de tidligere tyske enkeltstaters.<ref name="Berlin 10">[http://runeberg.org/salmonsen/2/20/0020.html Berlin, s. 10]</ref> Dog kunne disse ændres ved rigslov, og sådan ændring indtrådte delvis kort efter forfatningens vedtagelse, idet de 7 små lande Sachsen-Weimar-Eisenach, Sachsen-Meiningen, Reuss, Sachsen-Altenburg, Sachsen-Gotha — ikke derimod Sachsen-Coburg, der blev forenet med Bayern — Schwarzburg-Rudolstadt og Schwarzburg-Sondershausen fra 1. maj 1920 blev forenede til et nyt land, Thüringen.<ref name="Berlin 10"/> I øvrigt var landene de samme som de tidligere tyske enkeltstater, men deres stilling til riget blev en mere underordnet, hvorfor de heller ikke i rigsforfatningen benævntes »"stater«", men kun »"lande«".<ref name="Berlin 10"/> Ikke alene var rigets kompetence blevet langt mere udvidet end før, så at landene havde mistet såvel enhver selvstændig ret til at optræde udad til som også enhver selvstændig myndighed til at pålægge skatter, men det rigsorgan, hvor igennem de enkelte lande som sådanne deltog i rigsstyrelsen, rigsrådet, stod i betydning langt tilbage for det tidligere, de forbundne regeringer repræsenterende forbundsråd, der retligt var at anse for rigets øverste organ. Dernæst var det nu også rigsforfatningen, der bestemte, hvilken regeringsform de enkelte lande måtte have, idet det i artikel 17 udtaltes, at ethvert land skulle have en republikansk — »"freistaatliche«" — forfatning, at folkerepræsentationen skulle være valgt ved almindelige lige, umiddelbare og hemmelige valg af alle rigstyske mænd og kvinder efter grundsætningerne for forholdstalsvalg, og at landsregeringerne skulle have repræsentationens tillid.<ref name="Berlin 10f">[http://runeberg.org/salmonsen/2/20/0020.html Berlin, s. 10f]</ref> De enkelte tyske lande kunne altså ikke mere frit skifte regeringsform, altså fx indføre [[diktatur]] eller genindføre [[monarki]]et, uden at krænke rigsforfatningen. Ikke desto mindre var de tyske »"lande«" vedblivende at anse for stater, der selv havde givet sig deres egne forfatninger og derfor også inden for rigsforfatningens rammer selv kunne ændre dem igen. Men de var naturligvis nu i endnu højere grad end før ikke-suveræne stater — de tidligere enkelte større stater hjemlede reservatrettigheder var nu helt bortfaldne — og den øverste statsmagt i den forbundsstat, som Tyskland vedblivende udgjorde, lå i endnu højere grad end før hos rigets organer.<ref name="Berlin 11">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0021.html Berlin, s. 11]</ref>
 
Mens tidligere forbundsrådet og kejseren som rådets chef var rigets øverste organ og rigsdagen kun spillede en mere underordnet rolle, var nu [[Rigsdagen (Weimarrepublikken)|rigsdagen]] som repræsentant for hele det tyske folk i forfatningen stillet i spidsen som øverste rigsorgan. [[Valgret]] havde alle 20-årige eller ældre mænd og kvinder, og valgene skete som [[forholdstalsvalg]] på den måde, at hver partiliste fik en repræsentant for hver 60.000 stemmer, der var faldet på listen.<ref name="Berlin 11"/> Antallet af rigsdagens medlemmer svingede altså efter antallet af afgivne stemmer, i 1924 var det 459, i 1926 493.<ref name="Berlin 11"/> Valgene skete for 4 år, men rigspræsidenten kunne opløse rigsdagen inden valgperiodens udløb, dog kun én gang af samme grund.<ref name="Berlin 11"/> Rigsdagen bestemte selv, hvornår dens samling skulle afsluttedes, derimod prøvedes valgbrevene ikke af den selv, men af en særlig valgprøvelsesdomstol.<ref name="Berlin 11"/> Foruden de almindelige udvalg nedsatte rigsdagen et stående udvalg for udenrigske anliggender, der også kunne fungere selv efter samlingens slutning og valgperiodens udløb og efter rigsdagens opløsning, og et lignende stående udvalg nedsatte den til at varetage folkerepræsentationens rettigheder lige over for rigsregeringen i den tid, rigsdagen ikke var samlet.<ref name="Berlin 11"/>
 
=== Rigspræsidenten ===
 
Rigsdagen var dog ikke det eneste direkte af folket valgte rigsorgan. Tværtimod havde rigsdagen i så henseende til en vis grad en konkurrent i republikkens overhoved, rigspræsidenten. Mens den første foreløbige rigspræsident — [[Friedrich Ebert]] — var blevet valgt af nationalforsamlingen, skulle nemlig efter rigsforfatningens artikel 41, der omsider ved Ebert’s død 1925 trådte i kraft, den tyske rigspræsident lige som i USA, men modsat i Frankrig, vælges ikke af folkerepræsentationen, men af det samlede tyske folk.<ref name="Berlin 11"/> Valget, der var umiddelbart og hemmeligt, skete for 7 år, og genvalg var uden indskrænkning tilladeligt. Inden denne frists udløb kunne han vel ekstraordinært afsættes ved en folkeafstemning efter forslag af rigsdagen, men til rigsdagens beslutning krævedes 2/3 flertal, og hvis afsættelsen forkastes ved folkeafstemningen, betragtes præsidenten som genvalgt og rigsdagen som opløst.<ref name="Berlin 11"/> Rigspræsidenten repræsenterede riget udad til og indgik forbund med fremmede stater. Til krigserklæring og fredsslutning krævedes dog rigslov, og til traktater, der angik rigslovgivningen, krævedes rigsdagens samtykke. Han udnævnte og afskedigede rigsembedsmændene, havde overbefaling over rigets samlede stridsmagt og kunne ved hjælp af den væbnede magt om fornødent tvinge et land til lydighed, der ikke ville opfylde sine pligter mod riget. Han havde desuden ifølge den allerede oftere anvendte artikel 48 beføjelse til, når den offentlige sikkerhed og orden i det tyske rige i væsentlig grad forstyrredes eller blot udsattes for fare, at træffe de til den offentlige sikkerheds og ordens genoprettelse nødvendige forholdsregler og til om fornødent at skride ind med hjælp af den væbnede magt, ja, han kunne endog i det øjemed sætte en hel række af de vigtigste i forfatningen hjemlede grundrettigheder helt eller delvis ud af kraft og eventuelt indføre militært diktatur.<ref name="Berlin 11"/> Når dertil kom, at han i henhold til artikel 25 altid kunne opløse rigsdagen, var det altså en ret stor magt, der var tillagt ham. Værnet imod misbrug lå foruden i, at han selv kunne anklages for statsdomstolen i tilfælde af tilregnelig krænkelse af rigsforfatningen eller af en rigslov, deri, at alle forføjninger af ham skulle medunderskrives af rigskansleren eller den vedkommende rigsminister, der både var strafferetligt og parlamentarisk ansvarlige for regeringens førelse. Den ansvarlige rigsregering, rigskansleren og rigsministrene, udnævntes vel og afskedigedes af rigspræsidenten, men ifølge artikel 54 skulle de til deres embedsførelse have rigsdagens tillid, og enhver af dem måtte derfor træde tilbage, når rigsdagen ved en udtrykkelig beslutning havde unddraget ham sin tillid.<ref name="Berlin 11"/> Den tyske rigsforfatning af 1919 var den første forfatning, der på denne måde udtrykkeligt havde søgt at slå parlamentarismen grundlovsmæssigt fast. Rigskansleren bestemte retningslinjerne i politikken, men i øvrigt ledte enhver rigsminister under eget ansvar over for rigsdagen selvstændigt sit ministerium.<ref name="Berlin 11"/>
 
=== Rigsrådet ===
 
Skønt rigsdagen kun udgjorde ét kammer, var det dog kun tilsyneladende, at den tyske rigsforfatning hvilte på etkammersystemet, thi ved siden af rigsdagen fandtes endnu et andet rigsorgan, der i virkeligheden delvis indtog et andet- eller førstekammers stilling, nemlig rigsrådet. Dette bestod af repræsentanter for de enkelte lande således, at hvert land havde mindst én stemme og de større lande én stemme for hver 700.000 indbyggere, men intet land dog mere end 2/5 af alle stemmerne. I 1927 var stemmetallet således 66, deraf havde Preussen 26, Bayern 10, Sachsen 7, Württemberg 4, Baden 3, Thüringen, Hessen og Hamburg hver 2 og de øvrige stater hver 1.<ref name="Berlin 11"/> Efter forfatningens artikel 61 skulle også Tysk-Østrig efter dets tilslutning til riget deltage i rigsrådet med et til dets befolkning svarende stemmetal og skulle indtil da have en rådgivende stemme, men denne bestemmelse foblevforblev uvirksom, da Tyskland ved Versaillesfreden måtte anerkende Østrig som en uafhængig stat, hvis uafhængighed ikke måtte ændres, medmindre Folkeforbundets råd gav sit samtykke dertil.<ref name="Berlin 11"/> Efter hver folketælling fastsattes stemmetallet på ny af rigsrådet selv. Landene var berettigede til at sende så mange repræsentanter til rigsrådet, som de førte stemmer, men repræsentanterne skulle være medlemmer af landenes regeringer bortset fra Preussen, for hvis vedkommende halvdelen besattes af de preussiske provinsforvaltninger.<ref name="Berlin 11"/> Rigsrådet udøvede for det første medvirken ved rigslovenes udarbejdelse og vedtagelse, selv om det i sidste henseende kun skete i form af en såkaldt indsigelsesret, idet rigsrådet vel havde et suspensivt veto over for alle rigslove, men dette dog regelmæssigt kunne væltes ved gentagen vedtagelse med 2/3 flertal fra rigsdagens side.<ref name="Berlin 11"/> Dog kunne rigspræsidenten altid bestemme, at uenigheden mellem de to forsamlinger skulle afgøres ved folkeafstemning. Dernæst udøvede rigsrådet den medvirkning ved det årlige rigsbudgets fastsættelse, at rigsdagen ikke uden dets samtykke kunne forhøje udgifter eller indsætte nye på finanslovforslaget. Men endelig udøvede rigsrådet også en betydningsfuld medvirkning ved rigsforvaltningen.<ref name="Berlin 11f">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0021.html Berlin, s. 11f]</ref>
 
=== Rigsøkonomirådet ===
 
En ejendommelighed ved den nye tyske rigsforfatning var, at denne endog indeholdt et tilløb til et tredjekammer ved dens bestemmelse i artikel 165 om oprettelsen af et rigsøkonomiråd (''reichswirtschaftsrat''). Dette bestod af repræsentanter for kredsarbejderrådene og rigsarbejderrådet i forbindelse med repræsentanter for arbejdsgiverne og andre interesserede folkekredse og udøvede rådgivende medvirkning ved socialiseringslove og lignende love. Socialpolitiske love af grundlæggende betydning skulle nemlig af rigsregeringen før deres indbringelse for rigsdagen forelægges rådet til betænkning. Rådet havde yderligere ret til selv at andrage om forelæggelse af sådanne lovforslag, og hvis rigsregeringen ikke tiltrådte dem, så skulle den alligevel indbringe dem for rigsdagen, hvor rådet også selv kunne give møde gennem et af sine medlemmer. Rådet trådte som blot foreløbigt ud i livet den 30. juni 1920 og talte i 1927 i alt 326 medlemmer.<ref name="Berlin 12">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0022.html Berlin, s. 12]</ref>
 
=== Folkets magt ===
 
Endelig fremtrådte også nu i visse tilfælde selve det tyske folk som umiddelbart øverste rigsorgan og ikke som tidligere som blot middelbart valgorgan, idet folkeafstemning og folkeinitiativ nu blev indførte. Ikke blot rigspræsidenten kunne altid lade en af rigsdagen vedtaget lov underkaste folkeafstemning, men såfremt 1/3 af rigsdagen forlangte en rigslovs forkyndelse udsat i to måneder, skulle den altid underkastes folkeafstemning, hvis 1/10 af samtlige vælgere forlangte det. Folkeafstemning kunne ligeledes af 1/10 af de stemmeberettigede forlanges over et af dem selv udarbejdet lovforslag, der dog først skulle forelægges rigsdagen. Til at sætte en af rigsdagen vedtaget beslutning ud af kraft måtte dog flertallet af de stemmeberettigede deltage i afstemningen. Også ved ændringer af forfatningen, der kun kunne vedtages med kvalificeret flertal på rigsdagen, kunne folkeafstemning anvendes, men skulle en forfatningsændring vedtages efter folkeinitiativ, måtte flertallet af de stemmeberettigede stemme derfor. En sådan folkeafstemning — med negativt resultat — afholdtes første gang i 1926 angående erstatningen til de tyske fyrster. Derimod var folkeafstemning ikke nødvendig ved ændring af forfatningen, og selv forfatningens fuldstændige ophævelse ville derfor kunne ske uden, at folket direkte blev spurgt.<ref name="Berlin 12"/>
 
=== De tyske lande ===
 
Som anført var rigets kompetence i forhold til de enkelte lande blevet meget udvidet. Således var det nu ikke blot riget alene, der kunne udsende gesandter og konsuler og på egen hånd slutte traktater med udlandet — når der alligevel var blevet oprettet et fransk gesandtskab i [[München]], var det altså i strid med rigsforfatningen — men rigets forsvar var nu også ikke blot til vands, men også til lands — hvorved erindres, at værnepligt var blevet afskaffet i henhold til Versaillestraktaten af 1919 — helt og holdent et rigsanliggende. Derimod udøvedes retsplejen i det hele i det tidligere omfang af rigsretten og landenes domstole. Dog var alle militære retter bortfaldne, bortset fra krigstider og om bord på krigsskibe og bortset ligeledes fra krigsretter og standretter i tilfælde af indførelse af belejringstilstand. En særlig såkaldet statsdomstol til pådømmelse af anklager mod rigspræsidenten og rigsministrene samt af statsretlige tvistigheder mellem riget og landene eller de enkelte lande indbyrdes blev oprettet ved en rigslov af 9. juli 1921. Den bestod af rigsrettens præsident som formand, et medlem valgt henholdsvis af den preussiske overforvaltningsret, den bayerske øverste landsret og den hanseatiske overlandsret samt af 10 andre bisiddere, valgte i fællesskab af rigsdag og rigsråd. Endvidere oprettedes på grund af mistillid til de retskyndige dommeres trofasthed over for republikken ved rigslov den 21. august 1922 en særlig statsdomstol til beskyttelse af republikken. Den pådømte forbrydelser mod republikken eller imod medlemmer af den nuværende eller tidligere republikanske regering i riget eller i landene med videre og bestod af 3 medlemmer af rigsretten samt af 6 andre medlemmer, der ikke behøvede at opfylde betingelserne for at beklæde dommerembede. Medlemmerne udnævntes for lovens varighed (5 år) af rigspræsidenten.<ref name="Berlin 12"/>
 
=== Borgerrettigheder ===
 
Endelig udmærkede den nye tyske rigsforfatning sig ved det usædvanligt store antal friheds- og grundrettigheder, som den anerkendte. Mange af de egentlige frihedsrettigheder kunne dog for ubestemt tid suspenderes ved et dekret af rigspræsidenten eller af regeringen i de enkelte lande i henhold til artikel 48, når den offentlige sikkerhed og orden i riget eller i det pågældende land udsattes for fare.<ref name="Berlin 12"/>
 
=== Rigsregeringen ===
 
Med hensyn til rigsforvaltningen var rigsregeringen fordelt på 10 ministerier: udenrigs-, indenrigs-, rigsøkonomiministeriet (reichswirtschaftsministerium), arbejdsministeriet, ministeriet for næring og landbrug, rigsforsvarsministeriet, justits-, finans- og postministeriet samt rigstrafikministeriet (reichsverkehrministerium). Foruden den øverste civile og kriminelle rigsdomstol, rigsretten i [[Leipzig]], der bestod af en præsident, 7 senatspræsidenter og 80 andre dommere, og de forannævnte to nye statsdomstole fandtes der også en regnskabsret i [[Potsdam]].<ref name="Berlin 12f">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0022.html Berlin, s. 12f]</ref>
 
== Forsvaret ==