Christian Rantzau (guvernør): Forskelle mellem versioner

Han var søn af gehejmekonferensråd, rigsgreve [[Carl Emil Rantzau]] til [[Rastorf]] (1775-1857) og Emilie født [[komtesse]] [[Bernstorff (adelsslægt)|Bernstorff]] (1777-1811), tog [[1819]] [[juridisk eksamen]] i [[Glückstadt]], udnævntes [[1823]] til [[Kammerjunker (titel)|kammerjunker]] og [[kavaler]] hos prinsesse [[Caroline Amalie af Augustenborg|Caroline Amalie]], [[1824]] til [[marskal]] hos prins [[Christian 8.|Christian Frederik]], [[1825]] til [[hofmarskal]] hos samme, [[1826]] til [[kammerherre]], [[1828]] til Ridder af [[Dannebrogordenen]], men forlod [[1829]] hoftjenesten, da han blev ''Verbitter'' ([[provst]]) for det adelige kloster i [[Itzehoe]], [[1838]] guvernør og [[landdrost]] i [[Hertugdømmet Lauenburg]], [[1839]] Kommandør af Dannebrog, [[1841]] Storkors og [[1847]] gehejmekonferensråd. Ved [[Treårskrigen|oprørets udbrud]] [[1848]] havde Rantzau, som var en kongetro mand, en vanskelig stilling, da [[Revolutionerne i 1848|den revolutionære bevægelse]] også havde grebet lauenborgerne. Det lykkedes ham dog at forhindre oprettelsen af en provisorisk regering i lighed med den i Kiel, men da han var afskåret fra enhver hjælp fra Danmark, måtte han til sidst påkalde militær hjælp fra [[Hannover]], og da der ikke kunne opnås enighed mellem Rantzau og den lauenborgske landdag, påkaldte denne [[Det tyske Forbund]]s indblanding, som førte til afsendelsen af en særlig forbundskommissær, der [[10. juli]] afsatte Rantzau. Han levede siden på [[Rastorf]], hvor han døde 26. april 1857, før faderen.