Arthur Schopenhauer: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Linje 41:
Schopenhauer blev elev på Göttingen-universitetet i [[1809]]. Der studerede han [[metafysik]] og [[psykologi]] hos [[Gottlob Ernst Schulze]], en af de første kritikere af [[Immanuel Kant]]s [[transcendentalfilosofi]], som rådede ham til at koncentrere sig om [[Platon]] og [[Immanuel Kant|Kant]]. Dette valg af filosoffer bliver aldeles afgørende for Schopenhauers videre filosofi. I [[Berlin]], fra [[1811]] til [[1812]], havde han været til foredrag af den Kant-inspirerede [[filosof]] [[J. G. Fichte]] og [[teolog]]en [[Schleiermacher]]. Schopenhauer protesterede mod [[Schleiermacher]]s opfattelse af, at filosofiens formål var at opnå viden om [[Gud]].<ref>Arthur Schopenhauer, Manuscript Remains, Volume II, p. 241</ref> Han protesterede også imod [[Fichte]]s ekstreme [[idealisme]]. Fichte påstod, at det observerende subjekt er årsag til objekterne, hvorimod Schopenhauer mente, at subjekterne og objekterne altid eksisterede sammen i en nødvendig korrelation.<ref>The World as Will and Representation, Volume I, § 7</ref> Desuden angreb han især også [[Hegel]]s tænkning, der ifølge ham var baseret på spekulative abstraktioner.
I [[1814]] begyndte Schopenhauer på sit hovedværk [[Die Welt als Wille und Vorstellung|''Verden som vilje og forestilling'']] (Die Welt als Wille und Vorstellung). På dette tidspunkt havde han forladt Weimar og var flyttet til Dresden. Her udarbejdede han også sin egen farveteori der senere blev til bogen ''Om synet og farverne,'' der udkom i [[1816]].
Han færdiggjorde ''Verden som vilje og forestilling'' i [[1818]]. I [[1820]] begynder han at undervise på [[Berlin]]s universitet, og det er her, at hans kritik af [[Hegel]] begynder. Schopenhauer lagde bevidst sine egne lektioner oveni [[Hegel]]s i et forsøg på at fjerne støtten fra [[Hegel]]s filosofi. Dette virkede dog ikke, og kun fem elever dukkede op til Schopenhauers lektioner, men derimod ufatteligt mange til [[Hegel]]s. Han annoncerer igen og igen sin forelæsningsrække, men de må aflyses gang på gang på grund af den manglende interesse. Derefter droppede han ud og underviste aldrig på et universitet igen. Efter dette kunne han dog leve en uafhængig eksistens som filosof på grund af en betydelig arv fra faderen. På denne tid siger Schopenhauer om sine filosofiske modstandere:
| |||