Fyr (navigation): Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m småret |
m Robot: Konverterer nøgne referencer, ved hjælp af ref navne for at undgå dubletter, se FAQ; kosmetiske ændringer |
||
Linje 4:
Et '''fyr''' er et [[pejlemærke]] og navigationshjælpemiddel, som giver information via [[lys]], [[lyd]] eller [[radiosignal]]er.
De mest kendte fyr er [[lysfyr]], som benyttes af [[søfart]]en til at [[navigere]] efter især i mørke. Lysets [[farve]] fra et fyr kan give oplysninger om, i hvilken [[retning]] man er i forhold til fyret, idet de enkelte [[farveområde]]r kan ses på en [[søkort]]. I nedsat sigt har man ved disse fyr også benyttet sig af lyd ([[tågehorn]]) for at angive deres [[position]] og i sidste del af det 20. århundrede indførtes [[radar]] ved hjælp af [[racon]].
[[Radiofyr]] er fyr, som benytter sig af [[radiosignal]]er og kendes især fra [[luftfart]]en.
Linje 13:
Et fyr (og dertil svarende virkemidler) kan siges at have tre funktioner:
# at give den søfarende oplysning om hvor, vedkommende befinder sig,
# at vejlede et skib gennem et vanskeligt sejlbart område,
# at advare imod ikke umiddelbart synlige farer fx lavvandede områder, sunkne skibe, undersøiske skær og lignende.
For et skib, der nærmer sig land, er det af vigtighed hurtig at kunne skaffe sig en stedsbestemmelse og der efter med sikkerhed at kunne sejle den korteste og sikreste vej til bestemmelsesstedet. Dette gjordes fra renæssancen frem til midten af det 20. århundrede om dagen fortrinsvis ved hjælp af kendelige genstande i land som [[kirketårn]]e, køller, [[båke]]r, andre tårne samt [[sømærke]]r — [[vager]]e. Om natten måtte vejledningen derimod ske især ved hjælp af lys, hvilket gjordes ved kraftige lysgivere anbragte på fyr, fyrskibe og [[lystønde]]r. Når [[tåge]] eller tykning gjorde alt usynligt, kunne den søfarende blive vejledt gennem øret af tågesignaler, der blev afgivet fra de fyr, fyrskibe, lystønder og sømærker, hvis beliggenhed særlig egnede sig dertil.<ref name="Bloch 187">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0202.html Bloch, s. 187]</ref>
I anden halvdel af det 20. århundrede udvikledes elektroniske hjælpemidler, især som hjælp ved navigationen.<ref>Farvandsvæsenet, s. 16-19</ref> Fyr udgør her efter kun et enkelt af en række hjælpemidler ved navigation for søfarende. Søkort (på papir eller fra anden halvdel af det 20. århundrede også elektroniske) har givet den søfarende mulighed for at orientere sig om de mulige farer i det besejlede farvand. Til trods for den teknologiske udvikling består væsentlige dele af de ældre navigationshjælpemidler fortsat (omend med løbende opdateret teknologi), da ikke alle fartøjer er forsynede med den nyeste navigationsteknologi, lige som mange søfarende fortsat vælger at bruge de gamle hjælpemidler.<ref name=autogeneret2>Farvandsvæsenet, s. 16</ref>
== Fyrtyper ==
Linje 28:
[[Fil:Mission Point Lighthouse.jpg|thumb|Fyret for enden af [[halvø]]en [[Mission Point]] i [[Michigan]], [[USA]].]]
Lysfyr til farvandsafmærkning findes i mange størrelser og former, og de kan inddeles i kategorier afhængig af deres nærmere formål:
* ''Anduvningfyr'' er store fyr, hvis hovedformål er at give landkending; de giver altså de søfarende mulighed for at fastslå deres position i forhold til at et kendt punkt på land. De er ofte placeret så de kan vejlede ved indsejling fra åbent hav (kaldet anduvning). Denne type fyr er de kraftigste og er ofte udformet som roterende blinkfyr.<ref name="Bloch 187"/> Anduvningsfyr kaldes under tiden også landfaldsfyr.<ref name=autogeneret3>Farvandsvæsenet, s. 15</ref>
* ''Ledefyr'' har til formål at markere løb, render og andre vanskelige besejlingsforhold. Ledefyr optræder parvis med et forfyr og et bagfyr, og de markerer da den retning, hvor de ses over hinanden (den såkaldte fyrretning).<ref name="Bloch 187"/> Ledefyrene viser den søfarende, om man er på vej væk fra den sikre sejlrende.<ref
* ''Vinkelfyr'' hvor lyset har forskellige farver i forskellige retninger (sektorer). Ligesom ledefyr bruges de typisk til at markere sejlløb og render, og den almindeligste grundudformning er tre sektorer som er henholdsvis rød, hvid og grøn: hvid sektor angiver da, at man er i midten, mens rød og grøn sektor angiver, at man er for langt mod henholdsvis [[bagbord]] og [[styrbord]]. I vinkelfyr er linseapparatet som ved det faste, hvide fyr. De farvede vinkler frembringes ved at ophænge farvede glas for ruderne i lanternen. Blinkene frembringes ved hjælp af jalousier bag ruderne, de åbnes og lukkes af et urværk. Med et sådant fyrapparat kan der således gives fast hvidt eller farvet lys samt hvide og farvede blink i forskellige vinkler. Vinkelfyr, der ikke indeholder blink, gøres ofte kendelige ved formørkelser, der frembringes som ved fast fyr med formørkelse.<ref name="Bloch 187"/>
* ''Havnefyr'' er mindre fyr som markerer havneindsejlinger.
Linje 40:
Efter virkemåden — karakteren — inddeles fyrene i:
# ''fast fyr'', der viser stadigt og uforandret lys.<ref name="Bloch 187"/>
# ''blinkfyr'', der viser blink eller grupper af blink med mellemliggende mørke, hvilket gentages med regelmæssige mellemrum. De kaldes blinkfyr med et-blink, to-blink og så videre. Lysperioden er altid kortere end den længste mørkeperiode. Når blinket er meget kort, kaldes fyret lynfyr.<ref name="Bloch 187"/>
# ''fast fyr med blus'', der viser fast lys varieret af blus af større lysstyrke eller anden farve end det faste lys med en kort formørkelse før og efter blusset. Fast fyr med blus har en tromle som ved det faste fyr, og uden om denne bevæger sig en smal linse, hvis profil i det horisontale plan er som tromlens i det vertikale. Lysstråler, der fra tromlen træffer denne linse, vil samles til et strålebundt lodret på dens plan, og en iagttager, der træffes af dette bundt, vil altså observere et forstærket lys. På grund af den yderligere samling af lysstrålerne i den yderste linse kommer der en kortvarig mørkeperiode før og efter blusset. I stedet for ved en omdrejende linse uden om tromlen kan denne karakter også opnås ved at indsætte linsefag i tromlen og give den hele linse en omdrejende bevægelse.<ref name="Bloch 187"/>
# ''fast fyr med formørkelse'' (norsk: ''okkulterende fyr''), hvis stadige lys med regelmæssige mellemrum pludselig afbrydes af een eller flere mørkeperioder, hvor efter det igen pludselig viser stadigt lys. Lysperioden er altid længere end den længste mørkeperiode. I fast fyr med formørkelse er linseapparatet som ved det faste fyr. Flammen dækkes med regelmæssige mellemrum af en nedfaldende hætte eller ved skærme, der roterer om lysgiveren.<ref name="Bloch 187"/>
Der findes yderligere varianter af disse grundtyper og der kan sammensættes mere komplicerede mønstre som f.eks. ''VQ(6)+LFl.10s'', som angiver 6 hurtigblink efterfulgt af et langt blink; det hele gentaget hver 10. sekund. Denne fyrkarakter anvendes på syd-[[kompasafmærkning]]er.
Linje 55:
Man kan skelne mellem tre slags beliggenhed:
# Den del af kyststrækningen, der støder op til de store have, er belyst med de kraftigste fyr (anduvningsfyr). Sådanne fyr anvendes endnu i begyndelsen af det 21. århundrede efter deres oprindelige formål.<ref
# I de mere lukkede farvande, hvor sejlløbenes forgreninger og tilstedeværelsen af skær og grunde kræver flere fyr i indbyrdes kortere afstand, anvendes mindre kraftige fyr (vinkelfyr).<ref
# Endelig anbringes småfyr til besejling af havne på en mole ved disse (havnefyr).
[[Hanstholm Fyr]], elektrisk blinkfyr på Jyllands vestkyst, der er anduvningsfyr for de fleste skibe, der fra [[Nordsøen]] søger ind i [[Skagerrak]] og således er af stor vigtighed, har en højde af 65,3 m over havets overflade, hvilket giver en synsvidde af 21,5 sømil. Dets lysstyrke er 1.000.000 ''[[hefnerlys]]'', der giver en lysevne af 33 [[sømil]], på hvilken afstand en iagttager med tilstrækkelig øjenhøjde altså kan se fyret under atmosfærens middeltilstand; det er derfor indlysende, at fyret kan ses selv under dårlige atmosfæriske forhold, når en iagttager er i en afstand fra fyret lig synsvidden.
Linje 67:
[[Fyrskib]]e har været taget i anvendelse i områder, hvor fast fyr ikke lader sig lægge men er sejlvejledning er ønskelig. I fyrskibene er synsvidden som hovedregel 11 sømil, i et kraftigt hvidt fyrskibs-blinkfyr som på fyrskibet "''Lappe-Grund''" var lysstyrken 10.000 ''hefnerlys'', hvilket gav en lysevne på 22,5 sømil. I lystønder med hvide blink er lysstyrken indtil 150 ''hefnerlys'', lysevnen og synsvidden lig ca. 9 sømil.
== Fyrets Konstruktion ==
Et fyrtårn består af en underbygning og lanternen.<ref name="Bloch 187"/>
Linje 79:
En indvendig [[vindeltrappe]] fører op i tårnene, i hvis øverste del er indrettet rum til opbevaring af reservedele, vagtlokale med mere. En vægtergang går rundt om toppen, hvorfra der kan foretages observationer og pudsning af lanternens ruder. Siden begyndelsen af 1900-tallet anvendtes ofte, særlig i Amerika, åbne jernkonstruktioner med en mindre, lukket cylinder i midten til trappen.
[[
Ved mindre fyr, særlig ved vinkelfyr, har lanternen været anbragt i [[gavl]]en på et hus; de fleste havne- og ledefyr kan anbringes på mindre jernkonstruktioner eller på pæle af jern eller træ, ad hvilke lanternen kan hejses op og ned. Skal fyret anbringes i vandet på et sted, hvor underlaget ikke uden stor bekostning tilsteder bygning af en af de oven for omtalte underbygninger, anbringes lanternen på en fyrbåke. Denne består enten af en jernkonstruktion samlet til svære ben, hvis nederste ende er skruet ned i sandet (skruepæle), eller der støbes et betonunderstykke, i hvilket indstøbes søjler til bæring af overdelen.<ref name="Bloch 188">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0203.html Bloch, s. 188]</ref>
Linje 119:
I olielamper brændes udelukkende mineralsk olie.<ref name="Bloch 190"/>
=== Gaslamper ===
Almindelig kulgas har kun fundet ringe anvendelse i større fyr. Grunden hertil er de store omkostninger til anlæg af gasværk og til pasningen. Kun i [[Irland]] har kulgas været anvendt i større udstrækning. Lampen til disse fyr er forsynet med et stort antal almindelige gasbrændere fordelte i grupper; den midterste gruppe er stadig brændende, mens de øvrige grupper kan tilsættes, når atmosfærens tilstand kræver et kraftigere lys. Gasfyr kan indrettes som "blinkfyr" og "fast fyr med formørkelse" ved åbning og lukning for gassen og anvendelse af et fast fyrs linseapparat. Endvidere har kulgas fundet anvendelse i havnefyr med ledning fra byens gasværk. Først ved fremkomsten af komprimeret gas og gasglødenet fik gassen større og større anvendelse i fyr belysningen. Sammentrykkeligheden gjorde, at gassen kunne forsendes i forholdsvis små beholdere således, at det ikke var nødvendigt at oprette særlige gasværker ved hvert fyr, men disse kunne forsynes fra enkelte større værker, hvorfra gasbeholderne kunne transporteres til søs eller til lands til brugsstedet. Endvidere kunne man anvende gastrykket som bevægekraft til åbning og lukning for gassen, hvorved man automatisk kunne give fyrene karakter, idet lys- og mørkeperioderne kunne varieres på forskellig måde, lige som der kunne økonomiseres med gasforbruget og stadigt tilsyn undgås. Endvidere kunne gassen anvendes til automatisk udførelse af andre funktioner så som tågesignaler.<ref name="Bloch 191">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0206.html Bloch, s. 191]</ref>
De anvendte gasarter var fedtgas, blaugas og acetylen, nævnt i den rækkefølge hvori de fremkom, men i omvendt orden for deres betydning i fyrbelysningen:
# fedtgas fremstilles ved tør destillation af mineralolie. Dens sammentrykkelighed er ikke så stor som de øvrige neden nævnte gasarters, så der fordres ret store beholdere såvel ved fyrene som til transporten, hvilket indskrænker dens anvendelse.<ref name="Bloch 191"/>
# blaugas, opkaldt efter dens opfinder Blau, er en art fedtgas, der ved sammentrykning går over i flydende tilstand, men atter bliver luftformig, når trykket formindskes. Den transporteres og magasineres på brugsstedet i flydende tilstand i beholdere som de velkendte kulsyreflasker. I transporttilstand optager blaugas kun 1/25 af det rumfang, fedtgassen kræver.<ref name="Bloch 191"/>
# acetylenlyset er på grund af sin klarhed særlig egnet til fyrbelysning. Acetylen i ren tilstand kan imidlertid ikke anvendes, da den eksploderer ved sammentrykning, men denne egenskab forsvinder, når den absorberes i et med væsken azeton gennemfugtet porøst stof. Man kan give beholderne den for anvendelsen mest passende størrelse, de kan ved 15 atmosfærers tryk optage 120 gange deres eget rumfang acetylen.<ref name="Bloch 191"/>
Lamperne til automatisk virkende gasfyr med sammentrykkelig gas er konstruerede efter næsten samme princip. Da blinkmekanismen, der åbner og lukker for gassen, fordrer et konstant lavt tryk, mens trykket i beholderne er varierende, må der indskydes en reduktionsventil på rørledningen mellem beholderen og lampen. Denne ventil består af et skålformet rum fast forbundet til den nederste del af lanternen, rummet er for oven gastæt lukket med en lædermembran, der ved en vægtstangsarm står således i forbindelse med ventilen på tilgangsrøret for gassen, at jo mere membranen løftes af gassens tryk, desto mere lukker den for tilgangen og omvendt. En fjeder, der virker på vægtstangsarmen modsat membranen, er spændt således, at membranen først overvinder fjederens modstand, når trykket i skålen har nået den størrelse, lampen fordrer. Fra reduktionsventilen føres gassen op til lampen, hvis konstruktion retter sig efter den karakter, lystønden skal vise: skal lyset være fast, føres gassen direkte til een eller flere almindelige brændere, der altså lyser med en konstant styrke. På grund af det store gasforbrug og lysets lighed med skibslanterners anvendes sjældent fast fyr, men de indrettes til at blinke. I så tilfælde føres gassen fra reduktionsventilen dels til en lille brænder (tændflammen), der stadig brænder, dels gennem blinkmekanismen til flere uden om tændflammen siddende brændere, der afvekslende tændes og slukkes. Blinkmekanismen er indesluttet i et rum, der for oven er lukket med en membran over hvilken, der er anbragt en spiralfjeder. Membranen er ved en vægtstangsforbindelse forbundet med såvel tilgangs- som afgangsventilen på en sådan måde, at når den ene er lukket, er den anden åben. Når gassen strømmer ind gennem tilgangsventilen, løftes membranen i vejret og sammentrykker spiralfjederen, og når den har nået en bestemt højde, lukker den for tilgangen og åbner for afgangen. Gassen presses nu med et jævnt tryk af spiralfjederen til brænderen, og lysperioden indtræffer; når membranen er gået tilstrækkelig ned, skifter den ventilerne, afgangen lukkes, og tilgangen åbnes, hvorved mørkeperioden indtræder. Lysperioden og dermed karakteren kan særlig i acetylen-fyrene varieres meget betydeligt. Blinkene er som regel bestemte således, at lysperioden pr. minut er 6 sekunder, der er et meget økonomisk forbrug. Økonomien kan yderligere forøges ved anvendelse af en såkaldt solventil, der automatisk lukker for gassen om morgenen og atter åbner for den om aftenen. Dens virksomhed beror på dagslysets forskellige indvirkning uden hensyn til temperaturen på matte og blanke jernstængers længde, hvilket benyttes til at sætte en vægtstangsforbindelse i bevægelse, hvorved der åbnes og lukkes for gassen. Ventilen indsættes mellem reduktionsventilen og blinkmekanismen.<ref name="Bloch 191"/>
Linje 136:
Den elektriske lampe til store fyr kunne bestå af en buelampe med Serrin’s regulator. Elektriciteten kunne frembringes af vekselstrømsmaskiner, der sammen med de nødvendige dampmaskiner eller motorer anbringes i bygninger i tårnets umiddelbare nærhed. Ved godt isolerede ledninger føres strømmen fra maskinen op i lanternen. Flammen holdes stadig i linsens brændpunkt ved mekaniske midler. På grund af lysets store intensitet i forhold til flammens størrelse kan linseapparatet til et elektrisk fyr gøres betydelig mindre end ved et oliefyr. Elektriske glødelamper fandt i ældre tider ofte anvendelse i mindre fyr.<ref name="Bloch 190f">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0205.html Bloch, s. 190f]</ref>
== Rotationsværket ==
Linsens omdrejende bevægelse kunne som regel ske ved hjælp af et urværk, der drives af et lod, der vandrer op og ned gennem tårnet.<ref name="Bloch 191"/><ref>Naturstyrelsen, s. 11</ref> Værket er ved en [[tandhjul]]sforbindelse i indgreb med en tandring på det omdrejende stativ, der glider over friktionsruller på en fast bane. I nyere fyr, særlig i lynfyrene, der kræver stor omdrejningshastighed, søges friktionen bragt ned til et minimum ved at lade apparatet bæres af en kvægsølvsflyder.<ref>[http://mfs.dk/sites/default/files/documents/1946DeDanskeFarvande91-122.pdf Nielsen (1946), s. 105]</ref> Som regulator anvendes vingeregulatoren, der består af et sæt vinger, der påvirkes af svingende kugler; går værket for hurtig, svinges kuglerne ud og stiller vingerne mere lodret, hvorved de frembringer mere modstand med bevægelsen og sagtner gangen, eller der anvendes en friktionsregulator, hvor kuglernes større eller mindre udsvingning forøger eller formindsker friktionen. Disse regulatorer giver en aldeles jævn gang, om end mindre nøjagtig end penduler og andre regulatorer, der imidlertid er uanvendelige på grund af den stødende gang, de meddeler værket. I små blinkfyr, anbragte på steder, hvor der ikke kan holdes vagt, kunne rotationsværket drives af en lille elektrisk motor, der kunne holdes gående i flere måneder ved hjælp af tørre elementer eller ved hjælp af den til fyret anvendte gas.<ref name="Bloch 192">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0207.html Bloch, s. 192]</ref><ref>Naturstyrelsen, s. 12</ref>
Linje 145:
Synsvidden for et fyr afgør på hvilken afstand, det kan ses i mørke. Synsvidden modsvarer den største afstand fra fyret på hvilket, fyrlyset kan iagttages ved en sigtbarhed, som svarer til en dagslyssigt på 10 nautiske mil.<ref>{{webbref |url=http://www.sjofartsverket.se/upload/Listade-dokument/Haverirapporter/SV/2002/Meg.pdf |titel=Torrlastfartyget MEG -UBFHgrundstötning den 15 oktober 2002 |utgivare=[[Sjöfartsverket]] |datum=15 januari 2003}}</ref> Der er flere faktorer, som påvirker synsvidden, fx lyskildens styrke, højden på fyret og betragterens højde over havet, samt havets og atmostfærens tilstand. Tre faktorer regnes som de vigtigste:<ref name="synbarhet">{{webbref |url=http://www.lighthouse.net.au/lights/Bulletin/0507/pharology_101.htm |titel=Pharology 101- Light Visibility |verk=Lighthouses of Australia |förnamn=Denise |efternamn=Shultz |språk=engelska |datum=8 februari 2005}}</ref>
# ''Meteorologiske forhold''. Vejret kan påvirke sigtbarheden i både positiv og negativ retning. Regn, sne, tåge og lave skyer kan forringe sigtbarheden. Termale forskelle i atmosfæren kan på den anden side fungere som linser, som kan forstærke lyset og tillige gøre fyrets lys synbart, når det er under horisonten. Sigtafstanden udtrykkes i [[nautisk mil|nautiske mil]].<ref name="synbarhet"/>
# ''Lyskildens styrke''. [[Lysstyrke]]n måles i [[candela]]. Den maksimale afstand, på hvilken lyset kan ses ved en sigt dagtid på 10 nautiske mil, bestemt uden at tage hensyn til begrænsende faktorer, kaldes ''lysrækkevidde'' (engelsk: "luminous range").<ref name="synbarhet"/> Ved at justere den nominelle lysrækkevidde efter sigten kan man beregne den forventede lysrækkevidde på et vist tidpunkt.
# ''Geografisk rækkevidde''. Den geografiske rækkevidde er ofte den mest begrænsende for et fyr. Den opstår på grund af jordoverfladens krumning. To faktorer begrænser den geografiske rækkevidde, nemlig fyrets lyshøjde (fyrtårnets højde + højden for jordoverfladen) og betragterens højde over havet. Hvis betragteren befinder sig ved havoverfladen, får et fyr med 100 meters lyshøjde en geografisk rækkevidde på 35,7 km. Et fyr med lyshøjde på 200 meter giver en geografisk rækkevidde på 50,5 km. Den geografiske rækkevidde beregnes ved formlen <math>\scriptstyle{d\,=\,\sqrt{h(h + 2 R)}}</math>, hvor ''d'' er den geografiske rækkevidde, ''R'' er jordens radius, og ''h'' er lyshøjden (observatøren).<ref name="synbarhet"/> Ofte antages betragterens øjne at befinde sig på en højde af 5 meter<ref>{{webbref |url=http://portal.liikennevirasto.fi/portal/page/portal/s/trafiknat/sjokort/nautiska_publikationer/tm_1_2011.pdf |titel=Tiedonantoja merenkulkijoille |utgivare=[[Sjöfartsverket (Finland)|Liikennevirasto]] |sid=14}}</ref> eller 15 fod (4,5 meter), når man beregner lysrækkevidden.<ref>{{webbref |url=http://www.sailnet.com/forums/seamanship-articles/19242-light-lists-lighthouses-visible-ranges.html |titel=Light Lists, Lighthouses, and Visible Ranges |förnamn=Jim |efternamn=Sexton |utgivare=SailNet |datum=19 juni 2003}}</ref>
== Fyrskibe ==
[[Fil:Feuerschiff Flensburg 1961a.jpg|thumb|Fyrskibet "''Flensburg''" på plads i [[Flensborg Fjord]] i 1961.]]
[[Fyrskib]]e anvendes på de steder i farvandet, hvor det er nødvendigt at anbringe et kraftigt fyr, og hvor forholdene vanskeliggør opførelsen af et fyrtårn. Det er nærmest i farvande med mindre dybder og opfyldte af grunde, således de danske, at fyrskibe anvendes. I andre farvande, som de norske, er fyrskibene unødvendige og til dels uanvendelige, da farvandet har store dybder helt ind i [[skærgård]]en. Skibet, der er af størrelse som en mellemstor [[skonnert]], bygges i ældre tid som regel af træ, noget solidere end handelsskibe af samme størrelse, og der tages ved konstruktionen særligt hensyn til, at skibet kan ligge så roligt som muligt i søen. Opankringen udføres særlig omhyggelig. [[Anker (søfart)|
=== Lystyper og deres egenskaber ===
Linje 158:
Efter lysstyrken inddeles fyrene sædvanlig i 6—7 ordener, hvor 1. orden betegner de kraftigste fyr.
Fra fyrskibe vises de samme karakterer som fra landfyr med fyrets lysstyrke er afhængig af lysgiveren, linsen eller spejlet. Jo klarere lysgiver, jo mere lyset koncentreres ved hjælp af linsen eller spejlet, des større er lysstyrken. Den angives i lysenheder, hvorved forstås det lys, der udgår fra en lysgiver af bestemt konstruktion og med bestemt brændselsforbrug i en bestemt tid. Der anvendes forskellige lysenheder, af hvilke de vigtigste er "''bec Carcel''" (fransk), "''Standard candle''" (engelsk) og "''[[hefnerlys]]''" (tysk). I det danske fyrvæsen har været anvendt "''hefnerlys''", der er nærlig 1/10 "''bec Carcel''" og det samme som et engelsk normallys. Loven, at lyset formindskes med kvadratet på afstanden fra lysgiveren, gælder kun i [[lufttomt rum]] eller på meget korte afstande. Lyset formindskes i langt højere grad ved at gå gennem [[Jordens atmosfære|
Fyrenes lysevne er afhængig af deres lysstyrke og atmosfærens tilstand. Den angives i sømil til atmosfærens middeltilstand, hvilket vil sige, at i en afstand fra fyret lig den opgivne lysevne er sandsynligheden for at se fyret lige så stor som for ikke at se det. Lysevnen lader sig ikke direkte måle, men er bestemt ved observationer udførte med bestemte mellemrum gennem lange perioder af fyr, hvis lysstyrke og afstand til observationsstedet var bestemt. Det fremgår heraf, at fyr med samme lysstyrke ikke har samme lysevne over alt på jorden, da den atmosfæriske middeltilstand er forskellig.<ref name="Bloch 194"/>
Linje 166:
Tågesignalapparater har været anvendt, når tåge, regn- eller snetykning berøver sømanden evnen til at navigere ved hjælp af synet. Med sådanne apparater gives kraftige lydsignaler, der gennem øret kan vejlede sømanden.<ref name="Bloch 194"/> Lydsignaler kunne anvendes i forbindelse med navigationsanlæg.
=== Typer ===
De vigtigste tågesignaler er: signal med klokke, signal med skud, sirene- og fløjtesignaler.<ref name="Bloch 194"/>
Linje 172:
==== Signal med klokke ====
''Signal med klokke'' er det mest primitive tågesignal; det anvendtes over vandet kun på [[havnemole]]r eller i forbindelse med andre af de nævnte signaler, når disse kun kunne gives med større mellemrum. Som oftest bevæges hamrene, der slog på klokken, ved mekaniske midler, hvorved der kan opnås et regelmæssigt, let kendeligt signal. Endvidere anbringes klokke på sømærker, klokketønder; den er ophængt i et stativ oven på tønden og bearbejdes af bevægelig ophængte hamre eller kugler, der bevæger sig i rør, anbragte radialt mod klokken. Hamrene eller kuglerne sættes i bevægelse, når tønden slingrer i søen. Lys- og klokketønder kaldes de lystønder, der er forsynede med klokke.<ref name="Bloch 194"/><ref name=autogeneret1>[http://www.billesoe.dk/bog/fyr/rettelsesblad.pdf Supplement til "Danmarks fyrtårne og fyrskibe", s. 9]</ref>
==== Signal med skud ====
Linje 183:
''Sirene'' eller ''tågehorn'' kaldes de tågesignalapparater, hvor lyden frembringes ved, at sammenpresset luft eller damp strømmer gennem en sirene anbragt i en trompet eller reflektor. På alle danske sirenestationer anvendtes sammenpresset luft i sirenen. Ved luftfortætningspumper, drevne ved maskinkraft, sammenpresses luften i beholdere, der er så store, at tågesignalet kan lyde med den deri opsamlede luft, til maskinerne kan komme i gang og levere luft til fortsat signalering. Disse apparater har således den store fordel frem for de apparater, der anvender damp, at de er klare til øjeblikkelig brug ved indtrædelse af tåge eller tykning. Selve sirenen består af to cylindre, den ene sluttende tæt uden om den anden. Cylindrene er forsynede med lange, lodrette, smalle udskæringer, der i visse stillinger af cylindrene korresponderer med hinanden. Når man giver den inderste cylinder en hurtig omdrejende bevægelse, og luften med stor kraft presses gennem den ydre ind i den indre, fås en hurtig på hinanden følgende afskæring og åbning af luften, der sættes i svingninger og frembringer lyden. Rotationen udføres af luften selv, idet der gives åbningerne en skrå stilling mod hverandre. Sirenen anbringes som regel i den smalle ende af en trompet af metal, hvis svingninger bidrager til at forstærke lyden. Trompeten kan gøres drejelig så, at den kan gives den for lydens forplantning heldigste retning. Sirener i land, der skal lyde i en bestemt retning, anbringes i reflektorer; undertiden giver man disse en omdrejende bevægelse, hvorved lyden forplantes som lyset fra et blinkfyr. Ved at give eet eller flere stød med bestemte mellemrum og ved at variere tonens dybde kan der gives signalet forskellig karakter. For at få nøjagtige tidsmellemrum åbnes for luften ved mekaniske midler, der reguleres ved et urværk. Som oftest er det ønskeligt, at sirenen anbringes nærmere søen, end det er muligt at anbringe fyret og de øvrige bygninger; i så tilfælde føres luften fra maskinhuset til sirenen gennem underjordiske ledninger.<ref name="Bloch 194f">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0209.html Bloch, s. 194f]</ref>
==== Fløjtesignaler ====
''Fløjtesignaler'' har været mindre anvendte, da de kunne forveksles med dampskibsfløjte, fra hvilke de kun afviger ved en større regelmæssighed i signalets afgivelse. Et særligt fløjtesignal havde man i [[fløjtetønde]]n, der kan udlægges som sømærke, hvor søens bevægelse er tilstrækkelig stor til at få fløjtetønden til at virke. Tønden har en pæreagtig form; den brede del hviler på vandets overflade. Fra tøndens indre går et tykt rør 9—10 m ned i søen. Et stykke over vandets niveau findes i røret en bund med 3 ventiler, af hvilke de to åbner sig indad og står ved en rørledning i forbindelse med luften, mens den tredje åbner sig udad og står ved en rørledning i forbindelse med fløjten, der er anbragt på et stativ oven på tønden. Da rørets munding er så langt nede i vandet, vil vandets overflade i røret have en konstant højde lig middelniveauet. Når tønden hæves af søen, vil rummet mellem vandets overflade i røret og ventilbunden blive større, hvorved luften fortyndes, og den atmosfæriske luft strømmer ind gennem de to ventiler; når tønden der efter synker ned i en bølgedal, formindskes rummet, luften fortættes og lukker ventilerne til luften og åbner ventilen til fløjten. Lys- og fløjtetønder kaldes de lystønder, der tillige er indrettede til at give fløjtesignal. Den midterste, cylindriske del af Tønden gøres længere, for at der uden om røret til fløjtemekanismen kan være tilstrækkelig rum til gassen.<ref name="Bloch 195">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0210.html Bloch, s. 195]</ref><ref
Endnu i 1946 havde fyrvæsenet i Danmark 84 lys-, fløjte- og klokketønder udlagt i danske farvande, og yderligere 49 var udlagt af andre institutioner.<ref>[http://mfs.dk/sites/default/files/documents/1946DeDanskeFarvande91-122.pdf Nielsen (1946), s. 109]</ref>
Linje 199:
=== Afvikling ===
Lydsignaler har siden slutningen af det 20. århundrede været af aftagende betydning. Det sidste tågehorn ved et kystnært fyr i Danmark blev således nedlagt i midten af 1990-erne, og der er fra omtrent samme tid sket en løbende afvikling af tågehorn i tilknytning til havne.<ref
== Historie ==
[[Fil:Spain LaCoruna tower.jpg|thumb|[[Herkulestårnet]] ved [[A Coruña]] i Spanien.]]
Linje 221:
[[Fil:Bascule-ight-Skagen.jpg|thumb|Rekonstruktion af et vippefyr ved [[Skagen]]. Det oprindelige var i brug fra 1627 til ca. 1750.]]
Da [[Kattegat]] og i Øresund blev søvejen for de større handelsflåder fra Nord- og Østersølandene, kom der idelige klager over mangelen af sømærker mellem Skagen og [[Falsterbo]], der forårsagede talrige forlis. Kong [[Frederik 2.]] lod da udgå befaling [[8. juni]] [[1560]]<ref>[http://www.billesoe.dk/bog/fyr/rettelsesblad.pdf Supplement til "Danmarks fyrtårne og fyrskibe"]</ref> til at bygge de første egentlige farvandsfyr, nemlig fyrene ved [[Skagen]], [[Anholt]] og [[Kullen]], klare til at tændes i marts 1561. I februar 1561 udgik der ordre til tolderen Jens Mogensen i [[Helsingør]] om at bekendtgøre fyrenes tænding i de store havne. Mogensen stod ifølge sin embedsstilling i stadigt samkvem med de fremmede skippere, hvorfor kongen benyttede ham som mellemmand mellem Kronen og de søfarende. Fyrene er sikkert blevne tændte til den befalede tid, thi i juni og august måned samme år skrives der til [[Lensmand|lensmændene]] på [[Aalborghus]] og [[Kalø]], at Skagen og Anholt fyr kun brænder 1—2 timer om aftenen, og der pålægges dem at sørge for fyrenes forsvarlige pasning, og samtidig meddeles det Mogensen, at et sådant påbud er udstedt, for at han kan berolige de vrede skippere. De første fyr har været [[vippefyr]], en konstruktion, der rimeligvis er ført til Norden fra Holland. Kong Frederik 2. giver en af lensmændene følgende beskrivelse af fyrvippen: fyrkurven skulle være af jern l½ alen dyb og så vid som en tønde, samt at det tømmerværk, som lampen skulle hænge i, skulle være af godt svært egetømmer og bygges i form af en papegøje, så at lampen eller fyrkurven kunne nedhales for at fyldes med brænde og antændes og der efter atter løftes i vejret, indtil den hang 20 alen højt. Fyrvippen lignede således nærmest en brøndvippe. I begyndelsen fyredes der med brænde, hvilket gik ud over de nærliggende skove, således blev skoven på Anholt væsentlig ødelagt ved hugst til fyret, og det viste sig snart nødvendigt at indføre brænde fra Norge.<ref name="Bloch 196"/> På grund af besværligheder herved og de første fyrvippers svage konstruktion, der medførte hurtig ødelæggelse af storme, opførtes der ved Skagen og Kullen trætårne med en lanterne for oven, hvori der brændtes [[tran]] og senere lys, men denne belysningsmåde blev atter hurtig forladt, og i den kontrakt, der oprettedes [[1631]] med [[Jens Pedersen (Grove)]], borger i Helsingør, om fyrenes pasning ved Skagen, Anholt, Kullen, [[Niddingerne]] og Falsterbo, omtales kun kul som brændsel. En af Grove forbedret fyrvippe indførtes igen. Fyrvippen på Skagen beskrives 1695 af [[søkortdirektør]] [[Jens Sørensen (søkortdirektør)|Jens Sørensen]] på følgende måde: bakken eller hympelens højde efter vandet og vaterpasset 13 alen 2 tommer høj. Fyrestabben 6 1/2 alen høj og jern-gaflen 1 1/4 alen høj, er 7 3/4 alen høj, og vippen lang for hen til fyrspanden 9 alen og tilbage til klumpen (kontravægten) og taljen 11 1/2 alen, er 20 1/2 alen lang. Stabben er af eg, 4 kantig, tyk i hver kant 2 1/2 kvarter, står på en enkelt krydsfod af 2 stykker 9 alen lange egetræer med doble stivere, 8 stykker. Fyrvipperne holdt sig ved Skagen til 1745, ved Anholt til 1788, da de afløstes af fyrtårne med åbent kulfyr på toppen. Ved slutningen af det 18. århundrede havde Danmark kun disse to fyr; der var dog bygget et kulfyr ved Nakkehoved og indrettet et "Løgtefyr" på Kronborg 1772, men de blev atter slukkede efter et par måneders forløb og først tændte 1801.<ref name="Bloch 197">[http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0212.html Bloch, s. 197]</ref>
Det første fyr på de norske kyster tændtes 1654 på [[Lindesnes]], hvor man lod et bål flamme umiddelbart på klippen; 1725 fik [[Jørgen Michelsen]] fra [[Strømsø]] privilegium på »for egen Regning at opføre en Vippefyr paa Lindesnes, 50 Favne over Vandfladen«; dette privilegium gik 1758 over til [[Andreas Chrystie]] fra [[Moss]], som indehavde det til 1782, da staten igen overtog fyret. 1696 fik [[Jacob Wølner]] fra [[Drammen]] privilegium til at tænde og vedligeholde Norge’s næstældste fyr på [[Færder]]; det bestod af en fyrkurv stillet umiddelbart på klippen. Endvidere var der 1700 indrettet en fyrvippe ved [[Hidingsø]] og 1767 et kulfyr med fyr-panden stillet på et muret fundament på klippen på [[Rundø]] samt enkelte "Løgtefyr" i skærgården. Norge havde i alt 8 fyr ved udgangen af det 18. århundrede. I Sverige tændtes det første fyr 1669 ved [[Landsort]], det var et åbent kulfyr på tårn.<ref name="Bloch 197"/>
Linje 255:
Anvendelse af fyrskibe strækker sig kun tilbage til år 1732, da det første fyrskib udlagdes ved "North sand" ud for [[Themsen]]. Belysningen bestod af lanterner ophængte på en rå på masten. Det første danske fyrskib blev udlagt ved Læsø-Trindel 1829. Den første anvendelse af tågesignaler på fyr og fyrskibe hører det 19. århundrede til. Klokkeværk opsattes 1811 på Bell Rock Fyrtårn ved Skotland. Hamrene blev bevægede af det samme urværk, der bragte fyrapparatet til at rotere. 1844 anvendtes de første fløjtesignaler i England, og siden 1867 har sirenen været i brug som tågesignalapparat. Skydebomulds-patroner forsøgtes første gang i England 1877. Undervandssignalerne hører det 20. århundrede til.
== Administration, budget m. m. ==
Fyrvæsenets administration sorterer i alle stater under regeringen og er som regel henlagt under et ministerium. Når administrationen er henlagt under et civilt ministerium, danner en kommission af søkyndige og tekniske medlemmer den øverste ledelse, således har man i Frankrig haft ''Commission des Phares'', i England ''Trinity House'', i USA ''Light House Board''. I andre stater var fyrvæsenet oftest henlagt under marineministeriet, således i Sverige, Norge og Danmark. Midlerne til udgifternes bestridelse har man fået ved fyrafgifter, der afkræves skibene i havnene, eller de afholdes direkte af statskassen. De vigtigste stater, der ikke har opkrævet fyrafgifter, er Frankrig, USA og Spanien, hvis skibe til gengæld har været fritagne for fyrafgifter i fremmede havne. Danmark forpligtede sig ved afviklingen af [[Øresundstolden]] til at belyse gennemsejlingsfarvandene uden derfor at opkræve fyrafgifter.
Linje 276:
=== Fyrtårne og tågehorn i Færøerne ===
Færøernes fyrtårne og tågehorn hører under og administreres af den danske Søfartsstyrelse. Fyret ved Skansin i Thorshavn blev etableret i 1888. Den 1. oktober 1893 blev 6 nye fyr på Færøerne tændt for første gang. Det største af disse er lokaliseret på Borðan, som danner øen Nólsoy's sydspids og ligger øst for Thorshavn. Derudover blev fem mindre fyr oprettet rundt omkring på Færøerne. Man havde sat to lys op ved Trongisvágsfjørður, som er [[Suðuroy]]'s længste fjord, to mere længere inde på fjorden, ved Tvørábakki. På Nólsoy blev et lys stillet op ved Kápilsund. Ved Skálafjørður (Eysturoy), som er Færøernes længste fjord, blev et lys stillet op ved [[Toftir]]. På [[Kunoy]] satte man et lys på Kunoyarnes, lidt syd for bygden Syðradalur, som ligger på øen [[Kalsoy]]. Farvandet ved Suðuroy's sydlige spids anses for at være et meget farligt farvand. Ved bygden Sumba ligger Sumbiarhólmur, længere mod syd ligger nogle skær, som kaldes Flesjarnar. I 1884 blev situationen yderligere forværret, da den høje klippe ''Munkurin'' (Munken) på den sydligste af Flesjarnar (Sumbiarsteinur) styrtede i havet og man derved mistede det faste landemærke for klippeskærene. Et fyrtår blev bygget på Akraberg, og har fungeret siden det lyste for første gang i 1909. Det er hvidt med rød top og har fresnel linse med tre farver, rød, grøn og hvid, som lyser 2x2 sekund. Selve tårnet er 14 meter højt og lanternehøjden er 74 meter målt fra havoverfladen.
== Noter ==
Linje 283:
== Eksterne henvisninger ==
* [https://dl.dropboxusercontent.com/u/13910857/Biblioteket/2001Fyrskibslivigamledage7-22.pdf Frede Bak: "Fyrskibsliv i gamle dage" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 2001''; s. 7-22)]
* [http://runeberg.org/salmonsen/2/9/0202.html Chr. Bloch: "Fyrvæsen" (''Salmonsens Konversationsleksikon'', 2. udgave, bind IX (1920), s. 187-200)]
* [http://www.soefartsstyrelsen.dk/SiteCollectionDocuments/Publikationer/Navigation/nav_21.pdf ''Navigation i det 21. århundrede. Det første årti'' (Farvandsvæsenet 2001)]
* [https://dl.dropboxusercontent.com/u/13910857/Biblioteket/1960Papegoejeogvippefyr1-40.pdf Henning Henningsen: "Papegøje og vippefyr, det danske fyrvæsen indtil 1770" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1960''; s. 1-40)]
* [http://www.sns.dk/udgivelser/2001/87-7279-320-1/default.htm Caspar Jørgensen og Eske Møller: ''Danske Fyranlæg 1750 – 1950''; Skov- & Naturstyrelsen 2001]
* [https://dl.dropboxusercontent.com/u/13910857/Biblioteket/1942KnudKlem58-100.pdf Knud Klem: "Om udlægningen af Danmarks ældste Fyrskib på Læsø Trindel 1829" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1942''; s. 58-100)]
* [https://dl.dropboxusercontent.com/u/13910857/Biblioteket/1960Frablusfyrtilblinkfyr41-86.pdf Knud Klem: "Fra blusfyr til blinkfyr, 1770-1830" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1960''; s. 41-86)]
* [https://dl.dropboxusercontent.com/u/13910857/Biblioteket/1960lysenetaendesigen130-168.pdf A. Skov Knudsen: "Lysene tændes igen, det danske fyrvæsen 1945-1960" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1960''; s. 130-168)]
* [https://dl.dropboxusercontent.com/u/13910857/Biblioteket/1946DeDanskeFarvande91-122.pdf John Nielsen: "De danske farvande i fred og krig" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1946''; s. 91-122)]
* [https://dl.dropboxusercontent.com/u/13910857/Biblioteket/1960Hovedlinierifyrvaesenetshistorie87-129.pdf John Nielsen: "Hovedlinier i fyrvæsenets historie, fra 1830 til 1945" (''Handels- og Søfartsmuseets årbog 1960''; s. 87-129)]
* [http://www.leuchtturmseiten.de/home.htm Fyrtårne i Europa] (tysk og engelsk)
* [http://fyrtaarne.dk/ Fyrtårne i Danmark]
== Se også ==
* [[Fyrtårne i Danmark]]
{{wiktionary-flad|fyrtårn}}
| |||