Weimarrepublikken: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag)
m →‎Første kriseår 1919-1923: rettet intern henvisning
Rmir2 (diskussion | bidrag)
→‎Fredsbestræbelser: indsat billede
Linje 243:
 
==== Fredsbestræbelser ====
 
[[Fil:Bundesarchiv B 145 Bild-P011502, Berlin, Reichskanzlei, Philipp Scheidemann.jpg|thumb|Kort før udråbelsen af Weimar-republikken: SPD-politikeren [[Philipp Scheidemann]] taler fra et vindue i [[Rigskancelliet]] til folkemængden den 9. november 1918]]
 
Den 9. februar 1918 sluttedes en fred med Ukraine, der døbtes med det forhåbningsfulde navn "brødfreden", fordi man mente, at den skulle åbne Tyskland adgang til et velforsynet kornkammer. Men dette håb slog i den grad fejl, at brødrationerne tværtimod måtte nedsættes.<ref name="Jensen 92">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0102.html Jensen, s. 92]</ref> [[Brest-Litovsk-freden|Freden med Rusland]] i [[Brest-Litovsk]] i marts måned blev ved de store afståelser, som blev dikteret [[Sovjetunionen]], en udpræget anneksionsfred, som de, der holdt på forsoningsfreden, ikke skjulte deres misfornøjelse med. Så fulgte i foråret og sommeren 1918 de sidste store offensiver på vestfronten, som snart afløstes af den ententeoffensiv, der førte til de tyske hæres endelige tilbagetog. Ånden i den tyske hær var ikke mere den gamle. På Balkan brød [[Bulgarien]] nu sammen, og 29. september stillede den øverste hærledelse krav om en regering, der var villig til at skaffe våbenstilstand. [[Hertling]] trådte da tilbage, og prins [[Max af Baden]] dannede [[3. oktober]] [[1918]] som tysk rigskansler og preussisk ministerpræsident Tysklands første virkelige parlamentariske regering.<ref name="Jensen 92"/>
 
Efter prins Max’ opfordring indtrådte de to socialdemokrater Scheidemann og Bauer i hans regering efter først at have krævet og fået løfte om vidtrækkende indre reformer, Belgiens og andre besatte områders rømning, opgivelse af traktaterne i Brest-Litovsk og Bukarest med [[Rumænien]]. Kun flertalssocialisterne blev på denne måde deltagere i regeringen, de uafhængige socialister, der forkastede ethvert samarbejde med borgerlige partier og fordrede øjeblikkelig fredsslutning, stod uden for. I øvrigt bestod den nye regering af liberale og demokratiske politikere, der iblandt centrumsmanden Erzberger, og dens program, som prins Max fremsatte den 5. oktober, gik ud på forfatningens demokratisering og i udenrigspolitisk henseende på respekt for folkenes selvbestemmelsesret.<ref name="Jensen 92"/> Samme dag rettedes henvendelse til USAs præsident, [[Woodrow Wilson]], om at mægle fred, ved hvilken henvendelse man efterkom de ønsker, der indtrængende var blevet fremsat af det militære hovedkvarter. Den demokratiske bølge var stærkt stigende i den nærmest følgende tid og havde en stor styrke ved, at man ikke uden grund fortolkede præsident Wilsons noter således, at der ville blive budt Tyskland gunstigere fredsbetingelser, hvis det antog en demokratisk regeringsform, end hvis det vedblev at være "autokratisk". I en note af 23. oktober udtalte Wilson således, at "''verdens nationer ikke kunne have nogen tillid til de mænds ord, der hidtil havde behersket den tyske politik''".<ref name="Jensen 92"/> Kravet om Hohenzollernes afsættelse må betragtes som rejst af den sejrende [[entente]] førend af det tyske folk. For prins Max’ tanker var det fra først af ganske fremmed at gå så vidt. Den 28. oktober, da Tysklands forbundsfæller allerede havde svigtet, gjorde regeringen skridt til en række lovforanstaltninger, der skulle demokratisere forfatningen inden for det konstitutionelle monarkis ramme ved at overflytte de grundlæggende rettigheder fra kejseren til folket.<ref name="Jensen 92"/>
 
==== Den kommunistiske opstand ====