|
== jonas er en taber ==
[[Fil:Humane_Society_Children.jpg|thumb|right|Beskyttelsen af børn mod fysisk revselse startede for mere end 100 år siden.]]
'''Revselsesret''' er retten til anvendelse af fysisk vold mod personer, man har myndighed over, i forbindelse med udøvelsen af myndigheden. Det er en betegnelse for forældres ret til tugtelse af deres børn samt retten for lærere til magtudøvelse overfor skoleelever{{kilde mangler|dato=Uge 20, 2013}} samt husbondens ditto over tjenestefolk.
== Eksterne kilder og referencer ==
I Danmark er revselsesretten afskaffet i flere etaper, senest med lovændringen fra [[1997]], som utvetydigt gjorde det forbudt at slå sine børn. I en række lande eksisterer revselsretten eller lignende foranstaltninger fortsat. Her er smæk – slag med flad hånd mod sædepartiet – og lignende opdragelsesformer stadig meget udbredt.
== Praksis ==
[[Fil:Petites_Filles_modèles_067.jpg|thumb|Det var ikke altid at forældre var køligt neutrale, når de anvendte det pædagogiske styringsmiddel.]]
I [[Middelalderen]] og indtil det [[18. århundrede]] blev der pryglet med [[ris (redskab)|ris]] og [[ferle]] skolerne. I Bilage A.Folkeskoleloven 1814, § 27 står der:" Læreren må aldrig tillade sig, at give børnene ørefigen, stød eller slag med hånden, at knibe dem, eller bruge skældsord imod dem." Lussinger var altså forbudt og blev ikke senere tilladt. Riset blev brugt indtil midten af det [[19. århundrede]], hvor ændrede samfundsforhold gjorde det blufærdigt at blotte enden på den elev, der skulle afstraffes. Herefter blev [[spanskrør]]et, som allerede var i brug, nu det foretrukne redskab. Herudover blev [[lussing]]er, eftersidninger og [[skammekrog]]en også ofte benyttet.
I hjemmene blev ''smæk'' – slag mod sædepartiet, påklædt eller afklædt – udført med hånd eller varierende typer genstande som fx [[livrem]]me og [[grydeske]]er.
Der bør nævnes, at der til alle tider har været forskellige holdninger til dels om revselse overhovedet var hensigtsmæssigt, dels til graden af revselse som pædagogisk styringsmiddel. Fælles for praksis har været at straffe, når det var relevant. Betegnelsen ''[[relevans]]'' har imidlertid varieret meget i betydning, som kunne bestå i at barnets var til stede på et upassende tidspunkt; at barnet have gjort noget, der ikke var tilladt; eller relevansen kunne bestå i, at forælderen ville sikre sig at opfylde sine forældreforpligtigelse – fx med legitimering i, at børnene havde sikkert lavet et eller andet utilladeligt.
== Danske lovs bestemmelser ==
[[Christian 5.|Christian den Femtes]] [[Danske Lov]] fra [[1683]] indeholder i 6. bogs 5. kapitel bestemmelser, der fastslår omfanget af revselsesretten. Den centrale bestemmelse er 6-5-5, hvori fastslås:
<blockquote>''Husbond maa refse sine Børn og Tyende med Kæp, eller Vond, og ej med Vaaben; Men giør hand dem Saar med Aad, eller Eg, eller slaar dem Lemmer sønder, eller skader dem paa deris Helbred, da straffis hand saa som hand een fremmet hafde gjort Skade.''</blockquote>
I 6-5-6 fastslås, at også hustruen har ret til at revse børnene og tyendet. Husbonds ret til at revse hustruen fremgår ikke eksplicit af Danske Lov, dog fremgår det af 6-5-4, at hustruen straffes for at slå sin husbond. Et tilsvarende forbud var ikke gældende for husbonden. Husbonden måtte dog ikke behandle hustruen "tyrannisk og Uchristeligt" (6-5-7).
Forældrenes revselsret er ligeledes fastslået i 6-9-4, der udtrykkeligt fastslår, at forældrene ikke krænker husfreden, når de slår deres hjemmeboende børn.
== Afskaffelse af revselsesretten i Danmark ==
Danske lovs bestemmelse om revselsesretten var langt op igennem det 20. århundrede grundlaget for fortolkningen af revselsesrettens omfang. I [[1921]] blev det med [[Medhjælperloven]] forbudt af slå [[tyende]]t. [[Håndværksmester|Mesters]] ret til at revse [[lærling]]e blev ophævet i [[1937]]. [[1951]] blev legemlig afstraffelse ophævet i de københavnske kommuneskoler, men først i [[1967]] afskaffede man med en bekendtgørelse, kaldet ''Spanskrørscirkulæret'', læreres ret til overhovedet at slå elever. Samme år forbød en tilsvarende bekendtgørelse at slå klienterne i døgninstitutioner for børn og unge. Forældrenes ret til at revse egne børn forblev dog uantastet.
I 1979 blev revselsesretten afskaffet i Sverige og i Danmark indførte i [[1985]] en bestemmelse i Myndighedsloven, der lød: <blockquote>''Forældremyndigheden medfører pligt til at beskytte barnet mod fysisk og psykisk vold og anden krænkende behandling.''</blockquote>
Den formulering blev siden opfattet som tvetydig, fordi der kunne rejses tvivl om, hvorvidt pligten til at beskytte barnet også medfører, at den pågældende forælder har pligt til ikke selv at volde barnet skade. I [[1997]] fandt Folketinget efter længere tids politisk debat derfor behov for at tydeliggøre formuleringen og på den måde utvetydigt afskaffe den sidste rest af revselsesretten. Konkret skete lovændringen ved at ændre ovenstående formulering i det, der nu hedder lov om forældremyndighed og samvær, til
<blockquote>''Barnet har ret til omsorg og tryghed. Det skal behandles med respekt for sin person og må ikke udsættes for legemlig afstraffelse eller anden krænkende behandling.''</blockquote> Efter afskaffelsen af revselsesretten er vold mod børn strafbar efter [[straffeloven]] i samme omfang som vold mod andre.
De borgerlige partier, herunder [[Centrum Demokraterne|CD]] og løsgængeren [[Jacob Haugaard]] stemte imod lovforslaget<ref>[http://www.ft.dk/doc.aspx?/samling/19961/lovforslag_oversigtsformat/l213.htm Afstemningsresultat, L 213: Forslag til lov om ændring af lov om forældremyndighed og samvær. (Afskaffelse af revselsesretten), 1996-1997, fra Folketingets hjemmeside]</ref>. I retsudvalgets betænkning af [[13. maj]] [[1997]] anføres, at [[Det Konservative Folkeparti]] gik imod lovændringen, ikke fordi partiet gik ind for anvendelse af fysisk afstraffelse i børneopdragelsen, men fordi hensynet til barnets tarv er dækket af gældende lovgivning, herunder myndighedslovens, bistandslovens og straffelovens bestemmelser, hvoraf utvetydigt fremgår, at det allerede er forbudt at udøve vold over for børn. De øvrige borgerlige partier begrundede modstanden med, at oplysning på området er bedre end ny lovgivning, der blot vil kriminalisere mange forældre.
[[Pia Kjærsgaard]] sagde i sin [[Grundlovsdag|grundlovstale]] 1997:
<blockquote>''Forleden vedtog Folketinget så med én stemmes flertal afskaffelse af revselsesretten. Derved blev det slut med forældres ret til at bestemme over deres børn – og forældrenes ret til at opdrage deres børn. Og derved blev børn i realiteten statens ejendom. En uhyrlig socialistisk lov, som vel at mærke blev lusket igennem og vedtaget uden nogen former for offentlig debat. Og altsammen startet ved et par løselige strøtanker fra justitsministeren i slutningen af februar. Dansk Folkeparti har ikke tænkt sig at opgive kravet om, at børns opdragelse naturligvis er forældrenes ansvar – ikke statens. Og så snart, vi får bare et minimum af politisk indflydelse i Folketinget, vil sagen blive rejst igen.''<ref>{{cite web |url=http://www.danskfolkeparti.dk/Pia_Kj%E6rsgaards_Grundlovstale_1997.asp |title=Pia Kjærsgaard's Grundlovstale 1997 |accessdate=2008-4-13 |last=Kjærsgaard|first=Pia |coauthors= |date= |work= |publisher=www.danskfolkeparti.dk}}</ref></blockquote>
----
Fysisk afstraffelse ses fortsat anvendt i nogle danske hjem, men efter lovvedtagelsen i 1997 er et støt stigende antal forældre imod brugen af fysisk afstraffelse som en del af børneopdragelsen.<ref>{{cite web |url=http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/106448:Danmark--Foraeldre-afviser-fysisk-afstraffelse|title=Kristeligt Dagblad}}</ref>
{{-}}
== Afskaffelse af revselse i verden ==
I mange af verdens kulturer har det historisk været betragtet som forældres ret og pligt at disciplinere deres børn ved at "give dem en endefuld, når det var relevant". Imidlertid er nogle landes holdning og lovgivning ændret gennem de seneste år, især i det kontinentale [[Europa]]. Revselse er nu (2013) forbudt i 34 af verdens lande, allerførst med forbud var [[Sverige]] i [[1979]]. Størstedelen af disse 24 lande ligger i Europa og Latinamerika.
I [[Nordamerika]], [[Storbritannien]] og det meste af den engelsktalende verden er den revselsesudøvende praksis meget kontroversiel.
Den private organisation ''Global Initiative To End All Corporal Punishment Of Children'' (GITEACPOC) <ref>{{cite web |url=http://www.endcorporalpunishment.org/|title=Global Initiative to End All Corporal Punishment of Children}}</ref> blev oprettet [[2001]] i forbindelse med en kampagne for et forslag om en verdensomspændende lov mod enhver form for [[korporlig afstraffelse]] af børn. Forældre skulle også være omfattet af en sådan lov.
[[FN]]'s undersøgelser om vold mod børn satte året [[2009]] som målsætning for et sådant universel forbud, et forbud som også omfatter det hjemlige miljø<ref>{{cite web |url=http://www2.ohchr.org/english/bodies/crc/study.htm |title=The United Nations Study on Violence against Children}}</ref>. Målsætningen er blevet kritiseret af f.eks. [[The Economist]] som "det seneste eksempel på tåbelige utopiske FN-målsætninger".
I [[Afrika]], [[Mellemøsten]], og i de fleste dele af det østlige [[Asien]] (herunder [[Kina]], [[Taiwan]], [[Japan]] og [[Korea]]), er korporlig afstraffelse af egne børn tilladt. I [[Singapore]] og [[Hong Kong]] er korporlig afstraffelse af egne børn lovlig, men det bliver ikke anbefalet. Indstillingen hos mange mennesker i området om, at en vis mængde korporlig straf er hensigtsmæssig og nødvendig for deres børn, peger dermed på at samfundet som helhed accepterer revselse af børn.
I disse lande er revselse forbudt:
{| class="wikitable sortable" border="1"
|-
! scope="col" | Blev forbudt år
! scope="col" | Land
|-
|1979 || {{flagland|Sverige}}
|-
|1983 || {{flagland|Finland}}
|-
|1987 || {{flagland|Norge}}
|-
|1989 || {{flagland|Østrig}}
|-
|1994 || {{flagland|Cypern}}
|-
|1997 || {{flagland|Danmark}}
|-
|1998 || {{flagland|Letland}}
|-
|1999 || {{flagland|Kroatien}}
|-
|2000 || {{flagland|Bulgarien}} <br /> {{flagland|Israel}} <br /> {{flagland|Tyskland}}
|-
|2003 || {{flagland|Island}}
|-
|2004 || {{flagland|Rumænien}} <br /> {{flagland|Ukraine}}
|-
|2005 || {{flagland|Ungarn}}
|-
|2006 || {{flagland|Grækenland}}
|-
|2007 || {{flagland|Holland}} <br /> {{flagland|New Zealand}} <br /> {{flagland|Portugal}} <br /> {{flagland|Spanien}} <br /> {{flagland|Togo}} <br /> {{flagland|Uruguay}} <br /> {{flagland|Venezuela}}
|-
|2008 || {{flagland|Costa Rica}} <br /> {{flagland|Liechtenstein}} <br /> {{flagland|Luxembourg}} <br /> {{flagland|Moldavien}}
|-
|2010 || {{flagland|Albanien}} <br /> {{flagland|Kenya}} <br /> {{flagland|Polen}} <br /> {{flagland|Tunesien}} <br /> {{flagland|Republikken Congo}}
|-
|2011<ref>http://endcorporalpunishment.org/pages/progress/prohib_states.html</ref> || {{flagland|Sydsudan}}
|-
|2013<ref>http://www.endcorporalpunishment.org/pages/progress/reports/honduras.html</ref> || {{flagland|Honduras}}
|-
|}
== Revselsesret i religiøs sammenhæng ==
[[Det Gamle Testamente]] indeholder i [[Ordsprogenes Bog]] 13:24 i den danske oversættelse ordsproget "Den, der sparer på stokken, hader sin søn, den, der elsker sin søn, tugter ham i tide." Dette ordsprog, og Biblens øvrige anvisninger til opdragelse af børn (Ordsprogenes bog 29:15, [[Brevet til Hebræerne]] 12:7-11 m.fl.) har oprindeligt givet revselsesretten en religiøs legitimitet i store dele af verdenen.
== Se også ==
* [[Korporlig afstraffelse]]
== Eksterne kilder og referencer ==
{{Reflist|2}}
| 