Krigsfange: Forskelle mellem versioner

Danmarks engagement i det humanitære arbejde intensiveredes, da man efter schweizisk forbillede ønskede at oprette lejre i Danmark, hvor syge krigsfanger kunne behandles. Dette tiltag var i høj grad politisk, da man mente, at et omfattende dansk humanitært arbejde ville bestyrke Danmarks anseelse hos de krigsførende magter og at disse dermed ville vedblive med at anerkende Danmarks [[neutralitet]]. Det lykkedes at etablere en udveksling af krigsfanger mellem på den ene side Tyskland og Østrig-Ungarn og på den anden side Rusland. Krigsfangernes hjemlande skulle betale for krigsfangernes forplejning i Danmark, mens Danmark skulle betale for lejre og administration. Dette betød, at omkostningerne for Danmark ville være overskuelige til trods for projektets størrelse.<ref>[[Inge Adriansen|Adriansen, Inge,]]; ''Ivan fra Odessa – Krigsfanger i Nordslesvig og Danmark 1914-1920'' (Historisk Samfund for Als og Sundeved, 191) p. 67ff.</ref> Til formålet med at huse de syge krigsfanger opførtes to lejre i henholdsvis [[Horserød]] i Nordsjælland og ved [[Hald Ege|Hald]] nær [[Viborg]]. [[Horserødlejren]] kom til at huse de russiske krigsfanger, mens de tyske og østrig-ungarske blev anbragt i [[Folkekuranstalten ved Hald|Haldlejren]]. Frem til 1918, hvor arbejdet med syge krigsfanger ophørte, blev cirka 3800 krigsfanger behandlet i Danmark.