Forskel mellem versioner af "Wahabisme"

86 bytes tilføjet ,  for 5 år siden
m
sprogret
(igangsat udvidelse (ikke afsluttet))
m (sprogret)
Vahhabiter, en muhammedansk reformeret sekt i Central-Arabien, af arab.isk ''wahhābī'', det vil sige tilhængere af Muhammed ibn Abd-el-wah-hāb (1704 i ʿUjeina - 1792 i Derʿīje i Nedjd, "den Gifmildes, det vil sige Guds, tjänare"), sektens stifter. Han blevopdraget i Ibn Hanbals ritus, den strengæste af de fire ortodokse skolformerna, inom hvilken hans farfar Suleiman havde væaret en fremstående auktoritet, og studerede i sin ungdom hovedsagelig i Damaskus. Der kom han i forbindelse med den ekstremt hanbalitiske retning, som var blevet grundlagt af Ibn Teimija. Denne, en betydende religiøs og etisk personlighed (døde 1328 i Damaskus), havde med flammende iver optrådt som reformator af islams mange synkretistiske udvækster, hvilke havde vundet burskap også inden for de ortodokse skoler. Islams historiske udvikling er betinget af tre faktorer: koranen, sunna og idjmāʿ, det vil sige consensus blandt de teologiske autoriteter, men blandt dem var idjmāʿ blevet formen for en synderlig vidtgående synkretisme, gennem hvilken alskens religiøse anskuelser, skikke og brug var blevet optagne og forenede med profetens religion under tilpasning til omgivende religionsformer. Ibn Teimijas reformation gik netop utd på at afskære den af idjmāʿ betingede udviling og genindsætte koranen og profetens sunna som eneste norm for det religiøse livt, og Muhammed ibn ʿAbd-el-wahhab blev hans mest konsekvente og betydningsfulde elev; to i Leiden opbevarede haåndskrifter af Ibn Teimijas værker, kopierede af Muhammed, vidner om det indgående studium, som han gjort af sin store foörgænger. Han forkastede radikalt idjmāʿ og alle under dets autoritet indsmuglede bidaʿ (flertel af bidʿa, ''nyhed'') og agiterede for streng og bogstavelig efterleven af koranen og sunna. Han bekæämpede den ophøjelse over det menneskliges sfære, som under kristen indflydelse var kommet Muhammeds person til del langt ind i de ortodokse sunniters lejr, og lige så afvisende stillede han sig mod schiʿiternes delvis gnostiskt betingede overvurdering af Ali, Hasan og Husein, alt sammen for at i hele dets strenghed hævde det arabiske monoteistiske gudsbegreb. Vahhabiterna gør krav på att være de rette muwahhidūn ("bekendeare af Guds enhed") og betragter alle andre muhammedanere med koranens ord som ''mušrikūn'' ("sådanne som sætter andre væsener ved Guds side"). Han forkastede helt de fire ortodokse retsskoler og vendte et flammende had modt en mængde populære skikke og brug, som i strid med koranen og sunna var blevet sanktioneret af idjmāʿ, således den i islam yderst udbredte helgendyrkelse, processioner omkring profetens og hellige mænds grave, brugen af rosenkransen og så videre. Også i rent ydre ting skulle en tilbagevenden til profetens enkle religion ske: han forbød al luksus i klædedragt, nydelse af rusdrikke, hash og tobak, hasardspil og al vellevned. Hver og en, som ikke adlød hans bud, skulle betragtes som frafalden og dræbes.
 
Politisk betydning fik hans bevægelse først efter, at han var flyttet over til Derʿīje og havde vundet en stammefyrste i Nedjd, Ibn Saʿūd, som ægtede hans datter, for sig. Denne samlede omkring sig flere centralarabiske beduinstammer og antog omkring 1745 titlen "emir af Nedjd". Han begyndte nu at vende sine blickar udad, nærmest mod el-Ahsa, hvor TurkietDet Osmanniske Rige rustede sig til strid mod ham. Han døde 1765, men hans planer gennemførtes af hans søn ʿAbd-el-ʿazīz (1720 - 1803). I 1787 overlod denne ledelsen over armén til sin søn Saʿūd, vahhabiternes mest betydende statsman, lige så meget udmærkende sig ved politisk evne som gennem den strenghed, hvormed han opretholdt orden i sine provinser. I 1795 underkastede el-Ahsa sig, og Saʿūd begyndte at trænge videre mod nord. Under de følgende år organiserede TurkietDet Osmanniske Rige sin modstand fra Bagdad, hvis guvernører, tidvis understøttede fra Damaskus og Djidde, dog kun formåede at udrette meget lidt. Den 21. april 1802 erobredes gennem overrumpling Kerbela, og den rige valfartslokalitet, shiʿiternes helligste by, led under en hensynsløs hærgning. Samme år vendte sig Saʿūd mod Mekka og lykkedes, delvis på grund af uenigheden blandt byens ledere, at erobre denne, hvorefter en stor vahhabitisk reformation igangsattes: religiøse ledere henrettedes, alle templer bortset fra Kaʿba blev nedrevede, fra den hellige plads bortdrev man månglarna, og det slør, som skjulte helligdommen for profane blikke, fjernedes.
 
Den 3 november 1803 blev ʿAbd-el-ʿaziz under eftermiddagsbønnen myrdet af en hævndgærrig perser, som til syneladende var overgået til vahhabiterna, og Saʿūd blev emir. Krigstogter indledtes nu både mod nord og mod syd. I syd erobredes 1805 Medina; Saʿūd lod åbne profetens grav og prisgav byens rigdom til udplyndring. I 1806 okkuperedes Mekka igen. I nord trängde hans hære genom Eufrat-dalen helt frem till Damaskus, som i 1808 var stærkt truet. Da nu Saʿūd tillige søgte forbindelse med Det Osmanniske Riges fjender, især Persien, blev situationen truende for Det Osmanniske Rige, men i første række for Egypten, som blev urolig over Saʿūds (mislykkede) ekspedition mod Djidde i 1810. Efter, at Muhammed Ali i dette land takket være kuppet mod mamlukerne i 1811 havde fået frie hænder, ingdrep han med kraft i kampen. En hær under ledelse af hans søn Tusūn pascha gik i land i 1811 i Djidde, og Muhammed Ali kom selv over for at fremme felttoget. Under dette døde Saʿūd i 1814 og efterfulgtes af sin søn ʿAbdallah, som tilbød Tusūn fred; men da Muhammed Ali ikke godtog fredsvilkårene, udbrød krigen påny under ledelse af hans ældste søn, Ibrahim. I 1818 indtog denne Derʿīje; ʿAbdallah kom i fangenskab og sendtes till Konstantinopel, hvor han mod tro og love blev henrettet i december samme år. Derʿīje jævnedes med jorden. ʿAbdallahs søn Turki undkom imidlertid sydpå og genoprettede i er-Rijād vahhabitriget, som under de følgende år blev ladt i fred efter, at en omkring 5.000 mand stærk mod ham sendt egyptisk krigshær af sin vejviser var blevet ført vild i sandøknenen og var omkommet til sidste mand; riget stod dog i et vasalforhold till Egypten.
Den 3 nov. 1803 blef ʿAbd-el-ʿaziz under eftermiddagsbönen mördad af en hämndgirig perser, som till skenet öfvergått till vahhabiterna, och Saʿūd blef emir. Krigsföretag inleddes nu både mot n. och mot s. I s. intogs 1805 Medina; Saʿūd lät öppna profetens graf och prisgaf stadens rika skatter till plundring. 1806 ockuperades ånyo Mekka. I n. trängde hans arméer genom Eufratdalen ända upp till Damaskus, som 1808 var starkt hotadt. Då nu Saʿūd dessutom sökte förbindelse med Turkiets fiender, särskildt Persien, blef läget hotande för Turkiet, men i främsta rummet för Egypten, som oroades af Saʿūds (misslyckade) expedition mot Djidde (1810). Sedan i detta land Muhammed Ali genom kuppen mot mamlukerna 1811 fått fria händer, ingrep han med kraft i striden. En här under befäl af hans son Tusūn pascha landsteg 1811 i Djidde, och Muhammed Ali kom själf öfver för att drifva på fälttåget. Under detsamma afled Saʿūd 1814 och efterträddes af sin son ʿAbdallah, som erbjöd Tusūn fred; men då Muhammed Ali ej godtog fredsvillkoren, utbröt kriget ånyo under befäl af hans äldste son, Ibrahim. 1818 intog denne Derʿīje; ʿAbdallah gaf sig till fånga och skickades till Konstantinopel, där han mot tro och lofven afrättades (dec. s. å.). Derʿīje jämnades med marken. ʿAbdallahs son Turki undkom emellertid söderut och återupprättade i er-Rijād vahhabitriket, som under de följande åren fick vara i fred, sedan en omkr. 5,000 man stark mot honom sänd egyptisk krigshär af sin vägvisare förts vilse i sandöknen och omkommit till sista man; riket stod dock i vasallförhållande till Egypten. 1834 mördades Turki, och hans son Faisal lyckades efter åtskilliga svårigheter bemäktiga sig tronen. Två gånger fördrefs han af egypterna, som insatte släktingar till honom, men slutligen kunde han häfda sig som oinskränkt härskare i er-Rijād, där han 1863 mottog den ryktbare resanden Palgrave och 1865 drottning Viktorias sändebud, öfverste Pelly. Han dog 1865 och efterträddes af sin son ʿAbdallah, under hvars regering riket sönderslets af stridigheter inom dynastien och slutligen låg under för ett längre norrut bildadt, lifskraftigt vahhabitrike. En viss ʿAbdallah från Djebel Schammar, som vid revolutionen i er-Rijād 1834 spelat en roll på Faisals sida, hade kort därpå kring Djebel Schammar och med Hāil som medelpunkt grundlagt ett eget rike och en egen dynasti, Ibn Rašīderna, med titeln ”emirer af Djebel Schammar”. Dessa furstar voro till en början tributskyldiga under er-Rijād, men utbildade småningom en allt själfständigare stat, där mönstergill ordning och säkerhet härskade; politiskt orienterade de sig åt Turkiet och Egypten. Kort efter sin tronbestigning måste ʿAbdallah i er-Rijād söka hjälp i Hāil mot sina upproriska släktingar, och då han 1874 blef afsatt, sökte äfven han hjälp hos Turkiet, som å sin sida fann tillfället gynnsamt att återupprätta sin suveränitet öfver Nedjd. Mot Englands protester ockuperade Porten el-Ahsā 1875 och bildade prov. Nedjd, men lyckades ej befästa sitt välde där. Då ʿAbdallah dog (omkr. 1888), kom er-Rijād faktiskt under den då regerande Ibn Rašīden, den kraftfulle Muhammed, som dock fortfarande hade att bekämpa Ibn Saʿūder i er-Rijād. 1891 lyckades han slå en stor koalition af beduinstammar och fick sedan vara i fred till sin död, 1897. Men nu kommo de södra vahhabiterna under inflytande af Kuweit vid Persiska viken, som vid denna tid faktiskt och 1903 äfven formellt indragits i den engelska intressesfären. Fursten i Kuweit organiserade stammarna kring er-Rijād till en stor koalition mot Hāil, och dess emir ʿAbd-el-ʿazīz led ett svårt nederlag (1904). Oron öfver Englands växande inflytande förmådde då Turkiet att aktivt ingripa och återställa jämvikten (1905). Under de senaste årtiondena ha striderna mellan Hāil och er-Rijād oafbrutet fortsatt, men någon större politisk betydelse ha dessa vahhabitiska statsbildningar af löst sammanrafsade beduinstammar numera icke; deras ställning i det nya riket Hidjāz är oklar. Ideellt har emellertid denna rörelse haft verkningar, som ännu fortlefva med oförminskad lifskraft och som berört hela den muhammedanska världen, men särskildt Indien. Dit infördes den (omkr. 1820) af Sejjid Ahmed af Barēli, som samlade sina anhängare till det heliga kriget (el-djihād) mot sikherna, hvilka hyllade en synkretism af islam och hinduismen. Han stupade 1831, men det heliga kriget fortgick och riktades nu äfven mot engelsmännen. Först 1863 kufvade, ha dessa vahhabiter sedan på fredlig väg sökt genomsyra den indiska muhammedanismen med sina reformatoriska tankar. De kalla sig här, utom muwahhidūn, äfven ahl-i-hadīth ("traditionens folk") och ha systematiserat sina läror i flera skrifter, af hvilka de viktigaste äro es-Sirāt el-mustakīm ("den rätta vägen", den klassiska korantermen för islam) och Takwijet el-īmān ("trons bekräftelse")
 
I 1834 myrdedes Turki, og hans søn Faisal kunne efter adskillige vanskeligheder bemægtige sig tronen. To gange blev han fordrevet af egypterne, som indsatte slægtninge til ham, men endelig kunne han hævde sig som uinskrænket hersker i er-Rijād, hvor han i 1863 modtog Palgrave og i 1865 dronning Viktorias udsending, oberst Pelly. Han døde i 1865 og efterfulgtes af sin søn ʿAbdallah, under hvis regering riget splittedes af indre kampe inden for dynastiet og til sidst underlagdes et længere nordpå oprettet, livskraftigt vahhabitrige. En vis ʿAbdallah fra Djebel Schammar, som ved revolutionen i er-Rijād i 1834 havde spillet en rolle på Faisals side, havde kort efter omkring Djebel Schammar og med Hāil som midtpunkt grundlagt et eget rige og et eget dynasti, Ibn Rašīderna, med titlen ”emirer af Djebel Schammar”. Disse fyrster var i begyndelsen tributskyldige (skatskyldige) under er-Rijād, men udviklede efterhånden en stadig mere selvstændig stat, hvor mønsterorden og sikkerhed herskede; politisk orienterede de sig mod Det Osmanniske Rige og Egypten. Kort efter sin tronbestigning måtte ʿAbdallah i er-Rijād søge hjælp i Hāil mod sine oprørske slægtninge, og da han i 1874 blev afsat, søgte også han hjælp hos Det Osmanniske Rige, som på sin side fandt lejligheden gunstig til at genoprette sin suverænitet over Nedjd. Mod Englands protester besatte Den Høje Port el-Ahsā i 1875 og oprettede provinsen Nedjd, men formåede ikke at befæste sit vælde der. Da ʿAbdallah døde omkring 1888, kom er-Rijād faktisk under den da regerende Ibn Rašīden, den kraftfulde Muhammed, som dog fortsat måtte kæmpe mod Ibn Saʿūder i er-Rijād. I 1891 lykkedes det ham at slå en stor koalition af beduinstammer, og han fik der efter ro frem til sin død i 1897.
 
Men nu kom de sydlige vahhabiter under inflydelse af Kuweit ved Den Persiska Bugt, som på dette tidspunkt faktisk og i 1903 tillige formelt var blevet inddraget i den engelske interessesfære. Fyrsten i Kuweit organiserede stammerne omkring er-Rijād til en stor koalition mod Hāil, og dets emir ʿAbd-el-ʿazīz led et alvorligt nederlag i 1904. Uroen over Englands voksende indflydelse formåede da Det Osmanniske Rige til at aktivt gribe ind og genoprette ligevægten i 1905. Under de følgende årtie fortsatte kampene mellem Hāil og er-Rijād, men nogen større politisk betydning fik disse vahhabitiske statsdannelser af løst sammanstykkede beduinstammer ikke; deres stilling i det nya rige Hidjāz forblev uklar. Ideelt fik denne bevægelse imidlertid virkninger, som berørte hele den muhammedanske verden, men især Indien. Dertil indførtes den omkring 1820 af Sejjid Ahmed af Barēli, som samlede sine tilhængere til hellig krig (el-djihād) mod sikherne, som hyldede en synkretisme af islam og hinduismen. Han døde i 1831, men den hellige krig fortsatte og rettedes nu tillige mod englænderne. Først efter, at i 1863 være blevet undertvungne, forsøgte disse vahhabiter der efter på fredelig vis at genemtrænge den indiske muhammedanisme med sine reformatoriske tanker. De kaldte sig her, foruden muwahhidūn, også ahl-i-hadīth ("traditionens folk") og systematiserede deres lærdomme i flere skrifter, af hvilke de vigtigste var es-Sirāt el-mustakīm ("den rette vej", det klassiske koranudtryk for islam) og Takwijet el-īmān ("troens bekræftelse")
 
{{Islamstub}}
93.383

redigeringer