Wahhabisme: Forskelle mellem versioner

Politisk betydning fik hans bevægelse først efter, at han var flyttet over til [[Derʿīje]] og havde vundet en stammefyrste i [[Nedjd]], [[Muhammed ibn Saud|Ibn Saʿūd]], som ægtede hans datter, for sig. Denne samlede omkring sig flere centralarabiske [[beduin]]stammer og antog omkring 1745 titlen "emir af Nedjd". Han begyndte nu at vende sine blikke udad, nærmest mod [[el-Ahsa]], hvor [[Det Osmanniske Rige]] rustede sig til strid mod ham. Han døde i 1765, men hans planer gennemførtes af hans søn [[ʿAbd-el-ʿazīz]] (1720 - 1803). I 1787 overlod denne ledelsen over armén til sin søn Saʿūd, vahhabiternes mest betydende statsman, lige så meget udmærkende sig ved politisk evne som gennem den strenghed, hvormed han opretholdt orden i sine provinser. I 1795 underkastede el-Ahsa sig, og Saʿūd begyndte at trænge videre mod nord. Under de følgende år organiserede Det Osmanniske Rige sin modstand fra [[Bagdad]], hvis guvernører, tidvis understøttede fra Damaskus og [[Djidde]], dog kun formåede at udrette meget lidt. Den 21. april 1802 erobredes gennem overrumpling [[Kerbela]], og den rige valfartslokalitet, shiʿiternes helligste by, led under en hensynsløs hærgning. Samme år vendte sig Saʿūd mod [[Mekka]] og formåede, delvis på grund af uenigheden blandt byens ledere, at erobre denne, hvor efter en stor vahhabitisk reformation igangsattes: religiøse ledere henrettedes, alle templer bortset fra [[Kaʿba]] blev nedrevede, fra den hellige plads bortdrev man de handlende, og det slør, som skjulte helligdommen for profane blikke, fjernedes.

I 1834 myrdedes Turki, og hans søn [[Faisal]] kunne efter adskillige vanskeligheder bemægtige sig tronen. To gange blev han fordrevet af egypterne, som indsatte slægtninge til ham, men endelig kunne han hævde sig som uinskrænket hersker i er-Rijād, hvor han i 1863 modtog Palgrave og i 1865 dronning [[Victoria]]s udsending, oberst Pelly. Han døde i 1865 og efterfulgtes af sin søn ʿAbdallah, under hvis regering riget splittedes af indre kampe inden for dynastiet og til sidst underlagdes et længere nordpå oprettet, livskraftigt vahhabitrige. En vis ʿAbdallah fra [[Djebel Schammar]], som ved revolutionen i er-Rijād i 1834 havde spillet en rolle på Faisals side, havde kort efter omkring Djebel Schammar og med [[Hāil]] som midtpunkt grundlagt et eget rige og et eget dynasti, Ibn Rašīderne, med titlen ”emirer af Djebel Schammar”. Disse fyrster var i begyndelsen [[tribut]]skyldige (skatskyldige) under er-Rijād, men udviklede efterhånden en stadig mere selvstændig stat, hvor mønsterorden og sikkerhed herskede; politisk orienterede de sig mod Det Osmanniske Rige og Egypten. Kort efter sin tronbestigning måtte ʿAbdallah i er-Rijād søge hjælp i Hāil mod sine oprørske slægtninge, og da han i 1874 blev afsat, søgte også han hjælp hos Det Osmanniske Rige, som på sin side fandt lejligheden gunstig til at genoprette sin suverænitet over Nedjd. Mod Englands protester besatte Den Høje Port el-Ahsā i 1875 og oprettede provinsen Nedjd, men formåede ikke at befæste sit vælde der. Da ʿAbdallah døde omkring 1888, kom er-Rijād faktisk under den da regerende Ibn Rašīden, den kraftfulde Muhammed, som dog fortsat måtte kæmpe mod Ibn Saʿūder i er-Rijād. I 1891 lykkedes det ham at slå en stor koalition af beduinstammer, og han fik der efter ro frem til sin død i 1897.