Wahhabisme: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Rmir2 (diskussion | bidrag) m →Spredning: sprogret |
Rmir2 (diskussion | bidrag) udvidet (fra svensk wiki) |
||
Linje 32:
Sultan [[Abdul Aziz af Saudi-Arabien|’Abd-el-’azîz Ibn Sa’ud]] overfaldt i 1924 riget Hijāz och gjorde sig til herre i Mekka, hvor wahhabiterne rykkede ind den 13. oktober samme år. Kong Husein af Hedjas havde forinden [[abdikation|abdiceret]], hans søn och efterfølger Ali opholdt sig en tid i Djidde, men måtte i december 1925 ligeledes abdicere og forlade Hijāz. Ibn Sa’üd udråbtes den [[11. januar]] [[1926]] i Mekka til "konge af Hijāz og sultan af Najd", hvorved kongeriget Hijāz indlemmedes i Ibn Sa’uds wahhabitiske vælde. Dettes hovedstad havde hidtil været Riyadh, men Ibn Sa’ud residerede i Mekka.
== Doktriner ==
===Teologisk fundament===
Centralt inden for wahhabismen er Guds enhed og unikhed og at kun Gud er trosbekenderens herre (''rabb'').<ref>{{Bokref|efternavn= Esposito |fornavn= John |titel= The Oxford Dictionary of Islam |år= 2003 |udgiver= Oxford University Press |utgivningsort= Oxford |isbn= 0-19-512558-4 |ref=harv |side= 333}}</ref> Koranen og haditherne er de eneste tekster med nogen som helst autoritet, men også tekster fra de tidligste muslimske præster samt de fire første [[kalif]]er kan anvendes til støtte for tolkningar af Koranen og haditherne.<ref name=WahhabiIslam>{{Bokref|efternavn= DeLong-Bas|fornavn= Natana J.|titel= Wahhabi Islam: From Revival and Reform to Global Jihad|udgiver= [[Oxford University Press]], USA|år= 2004|udgivningssted=|side= 42|isbn= 0-19-516991-3}} First edition.</ref> Dermed udelukkes alle udtelelser fra senere religiøse ledere, som ikke anses at være i overensstemmelse med en bogstavelig tolkning af Koranen og haditherne.
Wahhabitiska fortalere citerer gerne muslimske tænkere fra så langt tilbage i tiden som 1300-tallet. En af de mest kendte af disse tænkere er [[Taqi al-Din Ibn Taymiyya]], en 1300-talstænker som virkede i Egypten. Ibn Taymiyya var på sin tid grundlæggeren af den strenge retning af den hanbalitiske retsskole, som Abd al Wahhabs farfar havde været en autoritet inden for.<ref name="Runeberg"/> Ibn Taymiyya agiterede for ''[[ijtihad]]'' – selvstændig beslutning – med kravet om at gå tilbage til de oprindelige tekster, at foretage en selvstændig tolkning og ikke blot følge de, som han mente, korrumperede retslærde. Wahhabiterne tillempede til dette formål de forklaringer, som Abd al Wahhab havde skrevet om Koranen i [[Kitab al-Tawhid]] ("Bogen om monoteisme"), hvilke fremlagde en meget detaljeret tolkning af hvorledes, religionen skal tillempes. I bogen fordømmes blandt andet [[musik]], [[hasardspil]], [[rusdrik]]ke og andre fornøjelser, og den beskriver regler for [[beklædning]] og opførsel. Ibn Taymiyya fordømte kraftigt ''[[idjma]]'', det vil sige præstelig konsensus, som på hans tid var blevet forbundet med officiel godkendelse af synkretisme; fx var mange muslimer blevet inspireret af [[kristendommen]] og begyndt at ophøje profeten Muhammed til delvis gudommelig status.<ref name="Runeberg"/> For Ibn Taymiyya, lige som for Abd al Wahhab 400 år senere, var præsternes tolerance for hvad, de selv betragtede som religiøse afarter, helt uacceptabel. Efter som kun Gud kunne have gudommelig status, så man på bekendere af andre religioner ligesom andre retninger inden for islam, inklusive mangfoldigheden af synkretiske varianter, som afgudadyrkelse ''mušrikun'' ("sådanne som sætter andre væsener ved Guds side").<ref name="Runeberg"/>
===Syn på andre trosretninger===
Den wahhabitiska lære er stærkt kritisk mod alle andre retninger inden for islam, i særdeleshed mod [[shiaislam]], som ses som en [[kætteri|kættersk]] sekt, og mod diverse [[sufisme|sufiske]] retninger, som anses at tilsmudse det egentliga islam med [[helgen]]kult og uislamiske sædvaner. Når [[shia|shiiterne]] samledes omkring [[Ali ibn Abi Talib|Alis]] og [[Husayn ibn Ali|Husseins]] grave eller når [[sufisme|suferne]] drog til gravene for tidligere sufisheiker, ansås de for afgudsdyrkere.<ref name="Runeberg"/> Ifølge Abd al Wahhab skulle denne afgudsdyrken undgås for, at Guds enhed ([[tawhid]]) skal opstå. Han mente, at muslimerne måtte ophøre med at imitere tidligere retslærdes tolkninger (gøre [[taqlid]]) og i stedet stræbe efter en egen forståelse og tolkning (''ijtihad'').
===Betegnelsen "wahhabiter"===
Tilhængerne af wahhabismen har altid modsat sig benævnelsen "wahhabiter", efter som den kan give indtryk af, at man gør sig skyldig til at dyrke Abd al Wahhab og derved forherliger mennesker, helgener og profeter på bekostning af den dyrkelse, som kun bør angå den eneste gud. Wahhabiterne foretrækker at kalde sig ''[[muwahhidun]]'' (unitarianer, bekendere af Guds enhed) og betragter alle andre muslimer som afgudsdyrkere.
Wahhabismen har tillige meget til fælles med salafismen og betragtes af nogen som en gren af denna retning. Begrebet [[salafisme]] kommer fra ''Al Salaf (al salih)'', som betyder "[de fromme] forfædre" og sigter til tilbagevenden til den religion, som disse forfædre udøvede, i stedet for at lade sig lokke af moderne påfund, som skubber opmærksomheden væk fra Gud.
== Eksterne henvisninger ==
| |||