Forskel mellem versioner af "Wahabisme"

60 bytes tilføjet ,  for 4 år siden
m
(udvidet (fra svensk wiki))
Centralt inden for wahhabismen er Guds enhed og unikhed og at kun Gud er trosbekenderens herre (''rabb'').<ref>{{Bokref|efternavn= Esposito |fornavn= John |titel= The Oxford Dictionary of Islam |år= 2003 |udgiver= Oxford University Press |utgivningsort= Oxford |isbn= 0-19-512558-4 |ref=harv |side= 333}}</ref> Koranen og haditherne er de eneste tekster med nogen som helst autoritet, men også tekster fra de tidligste muslimske præster samt de fire første [[kalif]]er kan anvendes til støtte for tolkningar af Koranen og haditherne.<ref name=WahhabiIslam>{{Bokref|efternavn= DeLong-Bas|fornavn= Natana J.|titel= Wahhabi Islam: From Revival and Reform to Global Jihad|udgiver= [[Oxford University Press]], USA|år= 2004|udgivningssted=|side= 42|isbn= 0-19-516991-3}} First edition.</ref> Dermed udelukkes alle udtelelser fra senere religiøse ledere, som ikke anses at være i overensstemmelse med en bogstavelig tolkning af Koranen og haditherne.
 
Wahhabitiska fortalere citerer gerne muslimske tænkere fra så langt tilbage i tiden som 1300-tallet. En af de mest kendte af disse tænkere er [[Taqi al-Din Ibn Taymiyya]], en 1300-talstænker som virkede i Egypten. Ibn Taymiyya var på sin tid grundlæggeren af den strenge retning af den hanbalitiske retsskole, som Abd al Wahhabs farfar havde været en autoritet inden for.<ref name="Runeberg"/> Ibn Taymiyya agiterede for ''[[ijtihad]]'' – selvstændig beslutning – med kravet om at gå tilbage til de oprindelige tekster, at foretage en selvstændig tolkning og ikke blot følge de, som han mente, korrumperede retslærde. Wahhabiterne tillempede til dette formål de forklaringer, som Abd al Wahhab havde skrevet om Koranen i [[Kitab al-Tawhid]] ("Bogen om monoteisme"), hvilke fremlagde en meget detaljeret tolkning af hvorledes, religionen skal tillempes. I bogen fordømmes blandt andet [[musik]], [[hasardspil]], [[rusdrik]]ke og andre fornøjelser, og den beskriver regler for [[beklædning]] og opførsel. Ibn Taymiyya fordømte kraftigt ''[[idjma]]'', det vil sige præstelig konsensus, som på hans tid var blevet forbundet med officiel godkendelse af synkretisme; fx var mange muslimer blevet inspireret af [[kristendommen]] og begyndt at ophøje profeten Muhammed til delvis gudommelig status.<ref name="Runeberg">[http://runeberg.org/nfck/0176.html Nordisk Familjebok]</ref> For Ibn Taymiyya, lige som for Abd al Wahhab 400 år senere, var præsternes tolerance for hvad, de selv betragtede som religiøse afarter, helt uacceptabel. Efter som kun Gud kunne have gudommelig status, så man på bekendere af andre religioner ligesom andre retninger inden for islam, inklusive mangfoldigheden af synkretiske varianter, som afgudadyrkelse ''mušrikun'' ("sådanne som sætter andre væsener ved Guds side").<ref name="Runeberg"/>
 
===Syn på andre trosretninger===
93.382

redigeringer