Grammofonplade: Forskelle mellem versioner

En '''grammofonplade''' indeholder lagret lyd, og afspilles på en [[grammofon]]. Betegnelsen grammofonplade bliver kun sjældent anvendt i dag. I stedet taler man om en '''LP-plade''', en '''vinylplade''' eller slet og ret en '''vinylpladeplade'''. Princippet i en grammofonplade er [[mekanisk]]; [[pickup (grammofon)|pick-up]]'en bevæger sig gennem en [[zig-zag]]get [[rille]], hvor zig-zag'ene svarer til lydens [[svingning]]er, der i pick-up'en omsættes til et elektrisk signal, der igen omsættes til svingninger i [[højttaler]]en, og dermed [[lyd]].

De første grammofonplader kom omkring år [[1900]], og var fremstillet af [[asbest]] og [[shellak]], (derfor blev de kendt som ''lak-plader'') og roterede med en hastighed på 78 omdrejninger i minuttet (visse mærker dog med en anden hastighed, som f.eks. 80 omdromdrejninger hos Pathé).

Den maksimale spilletid pr. pladeside var 3-5 minutter for en 10″ (25cm25 cm) plade, på de lidt større plader med en diameter på 12″ (30cm30 cm) op til knap 10 minutter. Aftastningen af pladerillen foregik i de tidligste tider med kraftige udskiftelige nåle af forskelligt materiale, men det mere sejlivede [[safir]]- eller [[diamant]]materiale viste sig mest velegnet – ikke mindst for pladerne. Efter [[2. verdenskrig]] kom amerikanerne med de første plader, der kørte med 45 omdrejninger pr. minut og en diameter på kun 7″. Disse plader var lavet af [[vinyl]]materiale, som kunne have tættere riller end lak-pladerne. Pladen blev derfor mindre, men indeholdt fortsat kort spilletid på hver side. Den engelske betegnelse ''single'' (7″) brugtes også i Danmark. ''EP-pladerne'' (10″) (engelsk forkortelse for Extended Play=udvidet spilletid) kom ligeledes på markedet. De kunne, som noget nyt, rumme hele fire numre på samme plade. [[Album cover|Beskyttelsesomslaget]] var stift og ofte med noter på bagsiden.

Når større værker (specielt af klassisk musik) blev udgivet på lak, var det, - pga. den begrænsede plads på pladerne, - nødvendigt at udgive det som et helt sæt af plader. Disse blev samlet i et ''album'', man bogstaveligtbogstavelig talt kunne bladre i. Denne betegnelse har overlevet til beskrivelse af udgivelsen af en samling musik-numremusiknumre på en ''lp'' eller en ''[[cd]]''.

De "moderne" grammofonplader er lavet af [[PVC]] (Polyvinyl Chlorid), og er mere følsomme overfor ridser end lakpladerne, men mindre følsomfølsomme overfor bøjning og anden fysisk overlast, men. lydenLyden blev mere ren, nålestøj og knitren blev stærkt minimeret, og begrebet High Fidelity (Hi-Fi) opstod. Som følge heraf krævedes ligeledes moderniseret afspilningsudstyr, og internationale standarder for indspilningsfrekvenser, (som også eksisterede tidligere...).

Samtidig med 7″ (18cm) 45-pladerne kom 12″ (30cm)-pladerne, der kørte med 33⅓ omdrejninger i minuttet – hvilket gav anledning til et nyt navn, ''lp-pladen'', hvor lp er en engelsk forkortelse for ''Long Playing''. Dermed var der mulighed for at opbevare en hel times lyd, og fra omkring [[1960]] blev de første plader (på begge hastigheder) udsendt i [[stereo]]. I [[1970'erne]] eksperimenterede man desuden med 4-kanals-stereo, kaldet Qaudrofoni. De første lp'er var primært sammensat af kunstnernes forskellige single-udgivelser, men i [[1960'erne]] blev det mere almindeligt, at en kunstner/gruppe udgav et helt samlet [[lp-album]].

Bemærk: Man bør aldrig spille en 33⅓ rpm plade i 45 rpm hastighed, da det kan skade det øverste frekvensområde, når nålen kan ikke kan følge med på de høje frekvenser.

Lp-pladen regnedes i mange år for forældet, men er i de senere år begyndt at vinde frem igen, dog mest for entusiaster. Den blev som mainstream-product igennem [[1980'erne]] og [[1990'erne]] erstattet helt af audio-[[compactdisk|cd]] eller Compact Disc Audio. Vinylpladen anvendes dog stadig på mange diskoteker – bl.a. fordi en disk-jockey har mulighed for håndmanipulation med en grammofonplade, og derved mulighed for at skabe nye lyde. SamtidigtSamtidig giver det også mere blikfang at se vinylpladerne rotere.

På vinylpladen gemmes lydsignalet ved at omsætte det til mekaniske bevægelser i en skærenål. Det giver ikke samme begrænsninger som cd'en, men er til gengæld kommerforbundet dermed andre til. Ved indspilningen gennemgår lydsignalet filtreringer og andre behandlinger, som kan påvirke lyden, men en af de væsentlige svagheder er støj. Til forskel fra cd'ens kvantiseringsstøjgulv er sædvanlig pladestøj en kombination af [[hvid støj]] og ''knitren'', som kommer til, hvis der kommer snavs i pladerillen. Det er en subjektiv vurdering, hvor meget det forringer lytteoplevelsen, men generelt kan den menneskelige hørelse opfatte signalnuancer, som er langt svagere end den overlejrede hvide støj.

SelvomVinylpladen vinylpladenblev regnesså forgodt forældetsom helt fortrængt af cd'en på markedet, men efterspørgslen er deraldrig stadighelt efterspørgselstoppet efterog demi [[2010'erne]] har den fået en ny opblomstring. Meget nytny musik produceres også på vinylplader i et begrænset oplag, og bliver ofte til samlerobjekter. Meget ældre musik findes også på vinylplader som genoptryk. Ofte er genoptryk og nye lp'er lavet på 180 grams plader der er meget mere solide og modstandsdygtige over for slitage end normale lp-plader. Visse kunstnere udsender fra tid til anden alene et album eller en single på vinyl, eller udsender vinylpladen inden album eller single gøres tilgængelig som download.

Salg af CDcd'ereer harer styrtdykket i 2010'erne og flere album udgives i dag alene på vinyl og som download. Salget af vinylpladen steg med 52% fra [[2013]] til [[2014]].<ref>[http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2015/01/03/0103153845.htm ''Download af musik styrtdykker - vinyl vinder frem'', 4. januar 2015, dr.dk]</ref>