Peter Jerndorff: Forskelle mellem versioner

Da hans vokale evner var store nok til så fordringsfulde partier som [[Farinelli]], [[Gounod]]s og [[Arrigo Boito|Boïto]]s "[[Faust]]" samt ''Vilhelm Meister'' i "[[Mignon]]", betød det mindre, at hans bløde og sirlige væsen virkede spinkelt i skuespillet ved siden af [[Wilhelm Wiehe (1826-1884)|Vilhelm Wiehe]]s kraft og [[Emil Poulsen]]s myndighed. Jerndorff fik efterhånden et mangesidigt repertoire, og hans fremstillinger bar altid præg af refleksion og kultur, men det blev dog i roller, der krævede det modsatte af temperamentsfuld styrke og karakterfasthed, at han ydede sin egenlige kunst, hvad enten skikkelserne var af alvorlig art som Dr. Rank i »[[Et dukkehjem|Et Dukkehjem]]«, Visberg i »Gulddaasen« og pastor Manders i »[[Gengangere]]« eller komisk farvede som den smægtende prins Paris i »Ulysses v. Ithacia«, den gratiøse tolk i »Don Ranudo«, den umandige poet i »Den ny Barselstue«, den sølle løjtnant Skjoldborg i »Under Snefog«, på samme tid overlegen ligegyldig og ynkværdig hjælpeløs, den selvbehagelige adjunkt Rørlund i »Samfundets støtter«, den letfodede, drilske nar i »[[Helligtrekongersaften (skuespil)|Helligtrekongers aften]]«, hvis slutningsvise blev sunget med et nuanceret foredrag, samt den sv. dansemester i »Aprilsnarrene«, hvori J.’s tidstypiske satire fejrede en triumf. 1890 blev han kongelig ansat og var den eneste af teatrets kunstnere, som med fuld ret kunde bærer prædikatet »kongelig skuespiller«.