Weimarrepublikken: Forskelle mellem versioner

I året 1922 blev underskuddet på finansbudgettet så voldsomt, at man blev nødt til at bede de allierede om [[moratorium|moratorier]] og til at give erstatningskommissionen ret til tilsyn med Tysklands finansielle foranstaltninger. I januar overtog Rathenau udenrigsministeriet, og han førte med den franske minister Loucheur ret frugtbare forhandlinger om lempelser i Tysklands vilkår, men vanskeliggjorde sikkert stillingen ud ad til ved den 16. april med Rusland at slutte [[Rapallotraktaten|traktaten i Rapallo]], hvorved Tyskland og Rusland indbyrdes opgav alle krav på krigsskadeserstatning og gav hinanden løfte om økonomiske begunstigelser. Traktaten rummede i virkeligheden ingen hemmelig politisk aftale, men som en tilnærmelse mellem Tyskland og Sovjetunionen blev der fra de allieredes side set på den med mishag og mistænksomhed.<ref name="Jensen 94"/> Den 24. juni myrdedes Rathenau af to nationalister.<ref name="Jensen 94"/> Den 24. september dannedes en stærkere socialdemokratisk front ved ny sammenslutning af flertalssocialister og uafhængige.<ref name="Jensen 94f">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0104.html Jensen, s. 94f]</ref> I november afgik Wirth, og den storindustrielle Kuno dannede et ministerium, hvori også det tyske folkeparti indtrådte. Under alt dette var opfyldelsespolitikken blevet stadig vanskeligere. Ved en konference i [[Cannes]] var der tilstået Tyskland flere lempelser, men alle tyske forsøg på opfyldelse blev gjort til intet ved de voldsomme markfald, der fulgte efter Rathenau’s mord. Tyskland bad på ny om moratoria, men på en konference i London den 8.—14. august søgte [[Raymond Poincaré]] på Frankrigs vegne forgæves at vinde den engelske regering for at tage »produktive panter« som betingelse for at tilstå henstand. På en ny konference i London den 9.—11. december foreslog [[Bonar Law]], der i oktober havde afløst [[Lloyd George]] som engelsk førsteminister, over for det franske forslag om at tage Ruhrdistriktet som pant et flerårigt moratorium for at lette Tysklands valutastabilisering og dermed dets evne til at betale erstatningerne.<ref name="Jensen 95">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0105.html Jensen, s. 95]</ref>