Weimarrepublikken: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
→‎Indtrædelse i Folkeforbundet: flertydiglinkfix : Aristide Briand
nogle sproglige moderniseringer+ lidt fra Klos-men meget af sproget er stadig "oldnordisk"
Linje 240:
=== Den tyske borgerkrig november 1918-august 1919 ===
{{uddybende|Novemberrevolutionen}}
Perioden fra første verdenskrigs afslutning [[11. november]] [[1918]] til vedtagelsen af Weimar-forfatningen august [[1919]] var præget af store interne stridigheder og regulær krig mellem socialistiske militsgrupper og højrenationale [[frikorps]]. De forsøgte i mangel på en egentlig tysk sikkerhedsstyrke at bevæge det tyske rige i hver sin retning.
 
==== Fredsbestræbelser ====
Linje 252:
==== Den kommunistiske opstand ====
 
Mens socialdemokraterne (SPD) ønskede et parlamentarisk demokrati, agiterede kommunisterne (KPD) for et Tyskland inspireret af [[Sovjetunionen]]. I konkurrence med KPD lykkedes det dog SPD at få Berlins arbejder- og soldaterråd til at godkende en revolutionsregering med deltagelse af socialdemokraterne under [[Friedrich Ebert]]s ledelse. Således kunne Ebert præsidere over den nye overgangsregering Rat der Volksbeauftragten, som både rigskansler og folkekommissær, indtil man kunne gennemføre et valg til en forfatningsgivende nationalforsamling <ref name=autogeneret1>Klos, Michael (2000): Tyskland 1871-2000, Gyldendal</ref>.
Men rigets forsvarskraft viste sig nu i skæbnesvanger grad påvirket af en revolutionær ånd, der ikke lod sig nøje med sådanne indrømmelser. Den 31. oktober gjorde mandskabet på Kieler-flåden mytteri og ville ikke efterkomme en ordre om at sejle flåden ud i rum sø, idet det med grund blev fortalt og troet, at der hermed ikke tilsigtedes manøvrer, men et afgørende sammenstød med den engelske flåde. Førerne for mytteriet blev arresteret, men dette førte blot til et virkeligt oprør i flåden, idet mandskabet den 5. november løsrev sig helt fra officerernes kommando og dannede et matrosråd. Meget hurtigt bredte oprørsbevægelsen sig nu over Nordvesttyskland, hvor der rundt om i byerne dannedes arbejder- og soldaterråd, og til hele det øvrige Tyskland. Det hjalp ikke, at kejseren den 2. november havde erklæret sig for "folkets tjener". Den 4. november besluttede flertalssocialisterne at arbejde for indførelsen af en republik, og den 7. november krævede de under indtryk af oprøret kejserens og kronprinsens øjeblikkelige tronfrasigelse.<ref name="Jensen 92"/> Den første trone, der faldt for oprøret, var den brunsvigske, som beklædtes af kejserens svigersøn. Det skete allerede den 8. november, og samme dag blev det bayerske kongedømme styrtet af en yderliggående bevægelse under ledelse af [[Kurt Eisner]], der også fremsatte krav om kejserens tronfrasigelse.<ref name="Jensen 92"/> Den 9. november, da arbejderne i Berlin begyndte på en generalstrejke, stillede så prins Max forespørgsel til kejseren, der opholdt sig i Spa, om, hvad han ville bestemme sig til. Kejseren kunne imidlertid ikke tage nogen bestemmelse, kunne og turde ikke føre hæren mod den oprørske hovedstad, men besad heller ikke mod til at se virkeligheden i øjnene.<ref name="Jensen 92"/> Rigskansleren handlede da straks på egen hånd, og uden nogen formel bemyndigelse offentliggjorde han en erklæring om, at hans majestæt havde nedlagt regeringen, og at kronprinsen havde opgivet sin arveret til tronen. Prins Max trådte der efter selv tilbage og overlod sit embede til socialdemokraten Ebert.<ref name="Jensen 92"/> Om eftermiddagen den 9. november udråbte Scheidemann republikken fra rigsdagsbygningen, inden aften befandt kejseren sig på en lidet tappert udseende flugt til Holland, hvortil han ankom 10. november.<ref name="Jensen 92"/> Den skæbne at blive afsat ramte i disse novemberdage samtlige andre tyske fyrster, og republikken indførtes ikke blot i riget, men i alle enkeltstater.<ref name="Jensen 92f">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0102.html Jensen, s. 92f]</ref>
MenDet rigetstyske forsvarskraftrige viste sigvar nu i skæbnesvanger grad påvirket af enden revolutionærrevolutionære ånd, der ikke lod sig nøje med sådannesmå indrømmelser. Den 31. oktober gjorde mandskabet på Kieler-flåden mytteri og ville ikke efterkomme en ordre om at sejle flåden ud i rum sø, idet det med grund blev fortalt og troet, at der hermed ikke tilsigtedes manøvrer, men et afgørende sammenstød med den engelske flåde. Førerne for mytteriet blev arresteret, men dette førte blot til et virkeligt oprør i flåden, idet mandskabet den 5. november løsrev sig helt fra officerernes kommando og dannede et matrosråd. Meget hurtigt bredte oprørsbevægelsen sig nu over Nordvesttyskland, hvor der rundt om i byerne dannedes arbejder- og soldaterråd, og til hele det øvrige Tyskland. Det hjalp ikke, at kejseren den 2. november havde erklæret sig for "folkets tjener". Den 4. november besluttede flertalssocialisterne at arbejde for indførelsen af en republik, og den 7. november krævede de under indtryk af oprøret kejserens og kronprinsens øjeblikkelige tronfrasigelse.<ref name="Jensen 92"/> Den første trone, der faldt for oprøret, var den brunsvigske, som beklædtes af kejserens svigersøn. Det skete allerede den 8. november, og samme dag blev det bayerske kongedømme styrtet af en yderliggående bevægelse under ledelse af [[Kurt Eisner]], der også fremsatte krav om kejserens tronfrasigelse.<ref name="Jensen 92"/> Den 9. november, da arbejderne i Berlin begyndte på en generalstrejke, stillede så prins Max forespørgsel til kejseren, der opholdt sig i Spa, om, hvad han ville bestemme sig til. Kejseren kunne imidlertid ikke tage nogen bestemmelse, kunne og turde ikke føre hæren mod den oprørske hovedstad, men besad heller ikke mod til at se virkeligheden i øjnene.<ref name="Jensen 92"/> Rigskansleren handlede da straks på egen hånd, og uden nogen formel bemyndigelse offentliggjorde han en erklæring om, at hans majestæt havde nedlagt regeringen, og at kronprinsen havde opgivet sin arveret til tronen. Prins Max trådte der efter selv tilbage og overlod sit embede til socialdemokraten Ebert.<ref name="Jensen 92"/> Om eftermiddagen den 9. november udråbte Scheidemann republikken fra rigsdagsbygningen, inden aften befandt kejseren sig på en lidet tappert udseende flugt til Holland, hvortil han ankom 10. november.<ref name="Jensen 92"/> Den skæbne at blive afsat ramte i disse novemberdage samtlige andre tyske fyrster, og republikken indførtes ikke blot i riget, men i alle enkeltstater.<ref name="Jensen 92f">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0102.html Jensen, s. 92f]</ref>
 
DetI var[[Berlin]] i Berlinopnåede flertalssocialisterne, der vandt magten den 9. november, men de var nødt til at tage et hensyn til de "uafhængige" socialdemokrater. Den egentlige regering blev et "folkekommissærernes råd", bestående af 3 mand fra hver af de socialdemokratiske fløje, nemlig flertalssocialisterne Ebert, Scheidemann og Landsberg, de "uafhængige" Haase, Dittmann og Barth. Erzberger beholdt dog ledelsen af de udenrigspolitiske sager, og [[underhandling]]erne, som under hans ledelse var begyndt med Frankrig før revolutionen, sluttedes den 11. november med en våbenstilstand, der ved sine hårde bestemmelser gav de yderligtgående vind i sejlene.<ref name="Jensen 93">[http://runeberg.org/salmonsen/2/24/0103.html Jensen, s. 93]</ref> Under ledelse af [[Karl Liebknecht]] og [[Rosa Luxemburg]] rejstes en voldsom bevægelse for indførelse af et sovjetstyre.<ref name="Jensen 93"/> Derimod holdt flertalssocialisterne bestemt på et parlamentarisk styre og gennemførte på en kongres af de tyske arbejder- og soldaterråd den 16.—19. december kravet om indkaldelse af en nationalforsamling. De »uafhængige« udtrådte derefter af regeringen den 29. december, og Liebknecht’s og Rosa Luxemburg’s særlige tilhængere, "[[Spartakusforbund|spartakisterne]]", der allerede den 24. december havde forsøgt en væbnet opstand, organiserede sig 1. januar 1919 som [[Kommunistische Partei Deutschlands|Tysklands kommunistparti]] og gjorde et nyt voldsomt forsøg på oprør den 5.—13. januar, et forsøg, der imidlertid kvaltesførte itil blodmange veddødsfald heftigeunder de voldsomme kampe i Berlin og andre steder,. ogKampene somi hovedstaden kostede både Liebknecht og Rosa Luxemburg livet under kampene i selve hovedstaden.<ref name="Jensen 93"/> Det var socialdemokraten [[Noske]], der i disse dage som forsvarsminister optrådte til samfundets beskyttelse, og som koldblodigt så sin opgave som den at være "blodhund". Det er utvivlsomt et vidnesbyrd om den stærke trang til lovlig orden hos det tyske folk, at en socialdemokratisk politiker således allerede et par måneder efter revolutionen kunne optræde som samfundsordenens redningsmand.<ref name="Jensen 93"/>
 
==== Valget i januar 1919 ====
[[Fil:Ausrufung Republik Scheidemann.jpg|thumb|Scheidemann udråber republikken fra vestbalkonen i [[Rigsdagsbygningen]].]]
 
Efter revolutionen omorganiserede de tyske partier sig i ny skikkelse og med nye navne. De konservative forvandlede sig til det tysknationale parti, en stor del af de nationalliberale dannede det tyske folkeparti, og af de lag, der tidligere havde givet de frisindede deres tilhængere, udgik nu det tyske demokratiske parti. Centrum kaldte sig først "det kristne demokratiske folkeparti", men genoptog snart sit gamle navn. Den 19. januar holdtes valgene til nationalforsamlingen. Flertalssocialisterne fik 163 mandater, de »uafhængige« 22, de tysk-nationale 44, det tyske folkeparti 14, centrum 91, demokraterne sammen med et Rondeforbund 81. Kommunisterne holdt sig borte fra afstemningen.<ref name="Jensen 93"/> Ved valgene til de enkelte staters konstituerende forsamlinger blev resultatet i Preussen nogenlunde det samme som i riget, mens det i Sachsen var socialisterne, i Bayern katolikkerne (der her havde skilt sig ud fra centrum som et særlig bayersk folkeparti), der vandt flertallet.<ref name="Jensen 93"/> <ref name=autogeneret2>Freund, Michael : Det tredje rige 1933 - 1939. 1. udg. Haases facet, 1964. (Bog)</ref>. Nationalforsamlingen åbnedes i Weimar den 6. februar.<ref name="Jensen 93"/> De "uafhængige" ville ikke deltage i regeringen sammen med de borgerlige, og en regeringsdannelse fandt da sted på grundlag af flertalssocialister, centrum og demokrater. Scheidemann blev rigskansler, mens Ebert valgtes til rigspræsident.<ref name="Jensen 93"/> I marts udbrød atter en revolutionær bevægelse, som imidlertid ikke havde bedre held end den forrige. Særlig ondartet var den i Bayern, hvor [[Kurt Eisner]] var blevet myrdet den 21. februar, og hvor der der efter var blevet oprettet et sovjetstyre i München, som imidlertid ved rigsregeringens hjælp blev tilbageerobret af det borgerlige Tyskland i begyndelsen af maj.<ref name="Jensen 93"/>
 
=== Første kriseår 1919-1923 ===