Græsk mytologi: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Zoizit (diskussion | bidrag) skønheds ret |
Zoizit (diskussion | bidrag) lidt mere tekst |
||
Linje 151:
Med Athenes hjælp byggede de [[den trojanske hest]]. Til trods advarsler fra Priamos datter [[Kassandra]], blev trojanerne overtalt af [[Sinon]], en græker som lod som om han deserteret, til at tage hesten indenfor Trojas murer som et offer til Athene. [[Præst]]en [[Laokoon]] som forsøgte at få hesten ødelagt, blev dræbt af søslanger.
Ved nattestid kom den græske flåten tilbage, og grækerne i hesten åbnede Trojas porter. I den totale plyndringen som fulgte, blev Priamos og hans sønner dræbt. De trojanske kvinder blev [[Slaveri|slaver]] i forskellige byer i Hellas. De oplevelsesrige hjemturene til de græske lederne, inkluder [[Odysseus]] og Aineias (''[[Æneas]]'') og mordet på Agamemnon, blev fortalt i to [[epos]]er, ''Tilbageturen'' (''[[Nostoi]]'' som er gået tabt) og Homers ''Odysseen''. Den trojanske cyklussen indeholder også oplevelserne fra børn af den trojanske generation, [[Orestes]] og [[Telemakos]].▼
[[Fil:El Greco 042.jpg|thumb|left|[[El Greco]] var inspireret af den kendte myte fra den trojanske cyklus i sit ''Laokoon'' (1608-1614, [[National Gallery of Art]], [[Washington, DC|Washington]]). [[Laokoon]] var en trojansk præst som forsøgte at få den trojanske hesten ødelagt, men blev selv dræbt af søslanger.]]
▲Ved nattestid kom den græske
Den trojanske krig gav mange temaer og bliver hovedkilde for inspiration for antikkens græske kunstnere som [[metope]]r på [[Parthenon]] i [[Athen]] som viser plyndringen af Troja. Disse foretrukne temaene fra den trojanske cyklus blandt kunstnere indikerer dens vigtighed for den antikke græske civilisation. Den samme mytologiske cyklus inspirerede også en række af europæiske litterære værker. [[Middelalderen]]s europæiske forfattere som ikke direkte kendte til Homer, fandt i legenden om Troja en rig kilde til heroiske og romantiske fortællinger og et belejlig rammeværk de for de kunne sætte sine idealer om det [[Høvisk litteratur|høviske]] hof og [[ridder]]. Forfattere i 1100-tallet som [[Benoît de Sainte-Maure]] (''Roman de Troie'', 1154–60) og [[Josef af Exeter]] (''De Bello Troiano'', 1183) beskriver krigen mens de omskrev standardversionen de fandt i ''Dictys'' og ''Dares''. De fulgte dermed [[Quintus Horatius Flaccus|Horatius]]' råd og Vergils eksempel. De omskrev et digt om Troja fremfor at fortælle noget helt nyt.<ref>Kelly, D.: ''The Conspiracy of Allusion'', s. 121</ref>
== Græske og romerske opfattelse af myter ==
Mytologi var i hjertet af hverdagen i det antikke Grækenland.<ref>Albala-Johnson-Johnson: ''Understanding the Odyssey'', s. 15</ref> Grækerne betragtes mytologi som en del af deres historie. De brugte myten til at forklare naturfænomener, kulturelle variationer, traditionelle fjendskab og venskaber. Det var en kilde til stolthed for at kunne spore afstamning af ens ledere fra en mytologisk helt eller en gud. Kun få tvivlede nogensinde på, at der var sandhed bag fortællingerne om den trojanske krig i ''Iliaden'' og ''Odysseen'' Ifølge [[Victor Davis Hanson]], en [[militærhistorie|militærhistoriker]], skribent, politisk forfatter og tidligere professor i den klassiske periode, og John Heath, professor i klassisk historie ved [[Santa Clara University]], blev kundskaben i de homeriske eposer vurderet af grækerne til at være basis for deres kulturelle erindring. Homer var "Hellas' uddannelsen" (Ἑλλάδος παίδευσις) og hans poesi selve "Bogen".<ref>Hanson-Heath: ''Who Killed Homer'', s. 37</ref>
=== Filosofi og myter ===
[[Fil:Plato-raphael.jpg|thumb|[[Raffaello Santi|Rafael]]s Platon i ''[[Skolen i Athen]]''. Filosofen smed ud studierne af Homer, tragedien og de relateret mytologiske traditioner fra sin utopiske republik.]]
Efter fremkomsten af [[filosofi]], historie, prosa og [[rationalisme]] i slutningen 400'tallet f.Kr., blev skæbnen til myterne usikker, og mytologiske slægttræ gav plads til en opfattelse af historie som forsøgte at ekskludere det overnaturlige, som i [[Thukydid]]s historie.<ref>Griffin, J.: ''Greek Myth and Hesiod'', s. 80</ref> Mens poeter og dramatikere omarbejder myterne, begyndte græske historikere og filosoffer at kritisere dem.<ref>Miles, G.: ''Classical Mythology in English Literature'', s. 7</ref>
Nogle få radikale filosoffer som [[Xenofanes]] begyndte at opfatte poeternes fortællinger som blasfemiske løgner 500-tallet f.Kr. Xenofanes klaget over at Homer og Hesiod tillagde guderne "alt som er skammelig og forkastelig blandt mennesker. De stjæler, begår ægteskabsbrud og forråder hinanden<ref>Graf, F.: ''Greek Mythology'', s. 169-170</ref>".
Denne filosofi fandt sin reneste udtryk i [[Platon]]s ''[[Staten (Platon)|Staten]]'' og ''[[Lovene (Platon)|Lovene]]''. Platon skabte sine egne allegoriske myter som vision af Er i ''Staten'', angreb de traditionelle fortællinger af guderne tricks, tyveri og ægteskabsbrud som umoralske og protesterede over deres centrale rolle i litteraturen.. Platons kritik, han kaldte myterne for "gamle kvinders sladder<ref>Platon: ''Theaetetus'', [http://www.perseus.tufts.edu/cgi-bin/ptext?doc=Perseus%3Atext%3A1999.01.0172&layout=&loc=Theaet.+176b 176b]</ref>," var den første alvorlige udfordringen til den homeriske mytologiske tradition.
== [[Græske guder|Gud]]er og gudinder ==
| |||