Han blev født i 1236 (nogle kilder siger 1230) som søn af Iacobello fra adelsfamilien Benedetti. Jacopone studerede sandsynligvis på universitetet i [[Bologna]] og påbegyndte at arbejde som notar og sagfører, og førte et sorgløst liv. I [[1267]] ægtede han Vanna, datter af Bernardino di Guidone, greve af [[Coldimezzo]]. Hustruen døde samme år under tragiske omstændigheder, ved at en trinunetribune fald sammen under en fest; efter at der på hustruens legeme blev fundet et bodsbælte, forlod Jacopone det verdslige liv, delte sine ejendele ud til de fattige, hvorefter han i 1278 indtrådte som [[lægbroder]] i [[franciskanerordenen]], sandsynligvis i klosteret i Pantanelli tæt på [[Terni]], idet han valgte den mest rigoristiske retning, [[spiritualer]]ne, eller ''fraticelli'' (småbrødrene), som stod imod den dominerende gren, [[konventualer]]ne, som havde en mere moderat tolkning af ordensregelen. I 1288 flyttede Jacopone til [[Rom]] i nærheden af [[kardinal]] Bentivenga.
I begyndelsen af [[Pave Celestino V|Celestino Vs]] korte [[pontefikat]] blev spiritualerne officielt anerkendte som en orden med navnet ''Pauperes heremitae domini Celestini''. Det skete også efter Jacopones fortjeneste, idet han havde sendt paven en hymne. Men den nye [[pave Bonifacius VIII]], en nidkær fjende af de mest radikale grene af kirken, var næppe valgt, før han ophævede de tidligere dispositioner, og Pauperes-ordenen blev således opløst.
Jacopone var en af underspreverneunderskriverne på ''Lunghezza-manifestet'' fra d. [[10. maj]] [[1297]], med hvilket Bonifacius VIII's modstandere - med kardinalerne Jacopo og Pietro Colonna i spidsen, - krævede pavens afsættelse og indkaldelse af et [[koncil]]. Bonifacius VIII's svar lod ikke vente på sig: han [[ekskommunikation|ekskommunikerede]] alle underskriverne med [[bulle]]n ''Lapis abscissus'' og belejrede [[Palestrina]], dissidenternes[[dissident]]ernes fæstning. I september [[1298]] blev PalastrinaPalestrina tagetindtaget, og Jacopone blev afklædt munkekutten, stillet for retten og idømt fængsel og indespærret i konventual-fængslet San Fortunato i Todi. Først ved Bonifacius' død i [[1303]] blev han sat i frihed og levede sine sidste år i [[Collazzone]] i nærheden [[Todi]].
