Ludvig Nicolaus von Scheele: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m Tilføjede Kategori:Gehejmekonferensråder fra Danmark ved hjælp af Hotcat |
Moeng (diskussion | bidrag) m linkfix |
||
Linje 4:
== Tidlig karriere i Hertugdømmerne ==
Scheele var søn af [[oberstløjtnant]] Bendix Ferdinand von Scheel (død 1827), broder til [[generalløjtnant]] [[Heinrich Otto von Scheel]], og Martha Charlotte Elisabeth f. Wiebel (d. 1837) og blev født i Itzehoe 14. oktober 1796. Han blev [[1816]] student i [[Kiel]], [[1821]] juridisk kandidat i [[Glückstadt]], [[1822]] volontær i [[Rentekammeret]], [[1824]] [[auskultant]] sammesteds, [[1827]] [[amtmand]] i [[Hütten]] og [[1831]] i [[Gottorp]] (fra [[1841]] tillige i Hütten). Scheele, der [[1829]] blev [[kammerherre]] og [[1845]] [[Dannebrogordenen|Kommandør af Dannebrog]], viste sig som en loyal og antislesvig-holstensk embedsmand, hvorved han vandt [[Christian VIII]]s yndest. Da [[Frederik af Nør|prinsen af Augustenborg]] [[1846]] fjernedes fra statholderskabet i hertugdømmerne, blev Scheele præsident i regeringen på Gottorp Slot og overtog statholderskabets forretninger. Som kongelig kommissær ved de slesvigske stænder samme år bekæmpede han slesvig-holstenismen og hædredes [[1847]] med Dannebrogsordenens storkors. Scheele måtte vige for [[Treårskrigen|oprørsregeringen]] [[1848]]; væbnet med [[pistol]]er til forsvar mod den ophidsede mængde begav han sig til København, hvor [[Frederik VII]], der stod i personligt venskabsforhold til ham, samme år gav ham [[gehejmekonferensråd]]stitlen. Under sit otium udgav han [[1850]]-[[1851|51]] et skrift under titlen ''Fragmente in zwanglosen Heften'', hvori han tog ordet for grundlæggelsen af en konstitutionel dansk [[helstat]] og for udvidet kommunalfrihed. Han angreb [[Frederik Ferdinand Tillisch|Tillischs]] sprogreskripter og fordrede fuldstændig ligestilling af begge sprog i [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvigs]]
== Politisk karriere ==
Linje 18:
Den gang Scheele afsendte disse aktstykker, befandt ministeriet sig i en alvorlig krise, der skyldtes hans optræden over for den skandinaviske bevægelse. Den store gunst, han stod i hos kongen og grevinde Danner, bevirkede, at han af og til satte sig ud over det skyldige hensyn til sine kolleger i kabinettet. Efter at et kongeligt reskript havde bestemt, at grevinden skulle indføres i [[Hof- og Statskalender|Statskalenderen]] som kongens morganatiske gemalinde, gjorde Scheele som udenrigsminister skridt for, at det fremmede diplomati herefter skulle behandle hende som officiel personlighed. Hans bestræbelser i den retning, af hvilke de øvrige ministre naturligvis ikke følte sig tiltalte, blev dog frugtesløse. I september 1856 stillede Scheele endog i [[Statsråd]]et forslag om [[apanage]] til grevinden, hvad der opbragte hans kolleger således, at de truede med at demissionere. Kongen gav Scheele det hverv at danne et nyt ministerium; men han formåede det ikke. Andræ rekonstruerede da [[18. oktober]] 1856 [[Ministeriet Andræ|kabinettet]], hvori Scheele beholdt sine hidtidige porteføljer. Scheeles antiskandinaviske holdning fremkaldte, som ovenfor berørt, en ny krise. Over for kronprins [[Karl 15. af Sverige|Karl af Sverige-Norge]] havde han allerede under dennes besøg her i september 1856 forsikret, at skandinavismen kun hyldedes af nogle studenter i København. Da Scheele mente, at denne bevægelse var faretruende for bevarelsen af det danske monarkis integritet, sendte han på egen hånd, uden kollegernes samtykke, [[20. februar]] 1857 gesandterne en rundskrivelse, hvori han protesterede mod skandinavismen og tillod sig den dristige ytring, at den svensk-norske regerings holdning over for denne næppe var korrekt. Herimod nedlagde kabinettet i Stockholm indsigelse. Da nu Scheele ved forelæggelsen af diplomatiske aktstykker for Rigsrådet angående [[Øresundstold]]ens afløsning var gået videre, end hans kolleger havde haft grund til at vente, gjorde denne selvrådige adfærd krisen akut. Ministrene indgav deres demission, og Scheele trådte selv tilbage 17. april 1857, efter at han forgæves havde søgt at danne et nyt kabinet.
Scheele, som 1854 var blevet [[Elefantordenen|Elefantridder]], udnævntes 1857 igen til landdrost i Pinneberg og var fremdeles genstand for kongens særlige bevågenhed og nåde. Hans rolle i Rigsrådet [[1858]] var kun af underordnet betydning. I december [[1861]] konstitueredes Scheele tillige som overpræsident i [[Altona]], men han fjernedes fra sine embeder af de tyske forbundskommissærer i december [[1863]]. Han døde i København 1. januar 1874 og blev begravet i Pinneberg. Scheele havde 1827 ægtet Sarah Margrethe Markoe (født 1806 i [[Vestindien]], død 1876 i [[Sydslesvig|Slesvig]]).
I løbet af sin karriere var Scheele blevet kammerjunker 1822, kammerherre 1829, gehejmekonferensråd 1848, ordensvicekansler 1857, fik rang med gehejmestatsministre 1831, [[Dannebrogsmand]] 1840, Kommandør af Dannebrog 1845, Storkors 1847 og Elfantridder 1854.
| |||