P.G. Bang: Forskelle mellem versioner

Content deleted Content added
m bot: indsæt skabelon autoritetsdata
m linkfix
Linje 13:
I slutningen af [[Novemberministeriet]]s omskiftelsesrige tilværelse indtrådte Bang på ny deri som midlertidig leder af [[Finansministeriet|Finans-]] og [[Kultusministeriet]], og han gik januar [[1852]] over i [[Ministeriet Bluhme I|det Bluhmeske ministerium]] som indenrigsminister og i de første måneder tillige som kultusminister. Det var en af Bangs ejendommeligheder, at han i meget ringe grad var "storpolitiker" og derfor vel i stand til at tjene de mest forskellige systemer. Hovedsagen var for ham det rent saglige arbejde. Dog hørte han utvivlsomt til ministeriets liberalere fløj. Det viste sig både ved ministrenes indbyrdes forhandlinger om fællesforfatningens indhold, hvor Bang i modsætning til [[W.C.E. Sponneck]] og [[Carl Moltke]] holdt på, at forfatningen, trods alle indskrænkninger, skulle have en virkelig konstitutionel karakter. Ligeledes var han i de indre reformspørgsmål et godt stykke videre end sine kolleger, og havde han end for længst opgivet tanken om at gennemføre nogen fæsteafløsningslov, var det dog ham, som var det væsentlige bindeled mellem ministeriet og Bondevennerne. Hans og [[C.F. Simony]]s udtræden og [[A.S. Ørsted]]s indtræden april [[1853]] betegner derfor en foreløbig sejr for den konservative fløj af ministeriet. Det var således en ret naturlig ting, at Bang efter Ørsteds fald blev premier- og indenrigsminister i det kabinet, som [[L.N. Scheele]], Hall og Andræ dannede. Bang spillede i øvrigt ikke nogen meget betydende rolle i ministeriet, hvis ledende kræfter i virkeligheden var de tre ovennævnte ministre. Oktober [[1856]] indgav han sin dimission, dels på grund af sit svage helbred og de lidet hyggelige personlige forhold inden for regeringen, dels fordi han frygtede de vanskeligheder, som fæstesagen, der nu atter rykkede frem i første række, ville volde ham. Efter sin udtræden af ministeriet blev han [[justitiarius]] i [[Højesteret]] og døde i denne stilling. Han blev [[Dannebrogordenen|Kommandør af Dannebrog]] [[1847]], Storkors [[1854]] og [[gehejmekonferensråd]] samme år
 
Bang var langt fra at være nogen åndelig, stormand; der var endog i udpræget grad noget jævnt og dagligdags ved hans personlighed. Men sikkert er det, at om end det egentlige statsmandsblik manglede ham, så besad han dog en administrativ dygtighed som kun få, og en arbejdskraft som måske ingen af hans samtidige. Så godt som alt kunne man læsse på ham, og han førte det dog godt og forsvarligt igennem. Skønt han steg til rangens højeste tinder, var og blev han en yderst borgerlig, jævn og fordringsløs mand, fri for ethvert stænk af forloren fornemhed. Hans bedste fornøjelse var at få sig et solidt måltid mad og et slag kort sammen med de roskildske borgermænd, som han var kendt med fra sin barndom og første ungdom. Det er jo også bekendt nok, hvordan han endnu som minister som sekretær førte [[Kongens Bryghus]]' bøger og endog undertiden havde en og anden af dem med i [[StatsrådGehejmestatsrådet]]et. Selv som minister fandt han sig ikke for fornem til at tage ind til byen på sin arbejdsvogn og ved siden af sin kusk; som premierminister kørte han ofte hjem
på bagtrinet af en [[omnibus]] fra [[Amagertorv]], og hvis da nogen på grund af den guldtressede hue forvekslede den jævne mand for konduktøren, følte han sig på ingen måde fornærmet derved, men hjalp folk godmodig med deres pakker. Som taler kunne han undertiden opnå en ikke ubetydelig virkning ved sin argumentations sunde styrke og ved den ærlighed og ligefremhed, hvormed han fremførte sine tanker.