|
== Historie ==
Konfirmationen har en lang tradition i kirken. Fra begyndelsen var den nøje knyttet sammen med [[dåben]]. Senere blev den skilt ud fra dåben som et selvstændigt handling, der i tidens løb fik status som [[sakramente]].
Konfirmationens udvikling til et selvstændigt sakramente er begrundet i [[oldkirken]]s dåbspraksis. I kirkens første tid som missionerende [[Kirke (institution)|kirke]] var dåben oftest voksendåb. Forud for dåben gik [[katekumenatet]](oplæring), hvor dåbskandidater gennem undervisning og [[gudstjeneste]] deltagelse blev forberedt på at modtage [[dåben]]. Efter dåben, der foretoges af [[biskop]]pen, var de fuldgyldige medlemmer af den kristne menighed og fik i kraft af dåben adgang til nadveren. Senere blev barnedåb almindelig praksis, derfor måtte dåbsoplæringen naturligt komme på et senere tidspunkt. <ref>Betænkning afgivet af Kirkeministeriets liturgiske kommission, betænkning nr. 1100 1987 </ref>
Den i [[Strasbourg]] virkende [[reformator]] [[Martin Bucer]], der prøvede at formidle mellem [[Lutheranisme|lutherske]], [[Calvinisme|calvinistiske]] og [[Gendøber|døberiske]] grupper. Han udviklede konfirmationen som en model, der bibeholdt barnedåben, men tilføjede dem en personlig bekræftelse gennem konfirmander. [[Luther]] selv forkastede hver form for firmelse. Ifølge ham behøvede dåben ikke en videre supplement. Han udtalte sig i stedet for en undervisning i den kristne katechisme. Konfirmationen blev første gang formuleret i den hessiske kirkeordning fra 1539 (''Ziegenhainer Kirchenzuchtordnung ''). Bag kirkeordningen stod [[Philipp 1. af Hessen]], der ligesom Bucer forsøgte at forene de forskellige protestantiske grupper.
I [[Danmark]] blev konfirmationen indført af [[Christian 6.]] i 1736. Den før-reformatoriske [[dåbsbekræftelse|dåb]] og modtagelsen af alterets [[sakramente]] genindført ved lov for alle, uanset rang. Det unge menneske skulle samtidig aflægge en tilfredsstillende kundskabsprøve for at kunne deltage i konfirmationen og dermed erhverve de [[borgerlige rettigheder]], der var nødvendige for at kunne træde ud i livet eller "ind i de voksnes rækker".
Hvis man ikke var konfirmeret, mistede man desuden retten til at indgå [[ægteskab]], til at være [[fadder]] og til at [[vidne]], og man kunne også blive straffet, hvis man ikke inden sit 19. år var blevet konfirmeret. Bestod man ikke overhøringen på grund af manglende evner, skulle præsten sætte ind med ekstraundervisning, men skyldtes årsagen modvillighed, var straffen fængsel. [[Skudsmålsbogen]] blev afskaffet ved lov i [[1921]], men uofficielt var den gradvist blevet afskaffet inden da. <ref>Dansk Folkemindesamling, 2012 (www.dafos.dk)</ref>
Både kirken og kongen og droningen var på det tidspunkt stærkt påvirket af [[pietisme]]n, som fremhævede personlig omvendelse og bekendelse. [[N.F.S. Grundtvig|Grundtvig]] fremhævede derimod konfirmationen som Guds bekræftelse af dåben.
== Se også ==
* [[Borgerlig konfirmation]]
| 