Siegfried Dehn: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m →Intro |
m →Intro |
||
Linje 6:
Denne stilling omfattede han med den største interesse og ofrede tid og kræfter på at skaffe samlingen værdifulde berigelser, for hvis skyld han ofte måtte foretage lange, besværlige rejser; endvidere tilvejebragte Dehn selv [[partitur]]er af de gamle mesteres værker, navnlig [[Orlando Lasso]]s, hvem han i det hele helligede en særlig opmærksomhed.
Ved siden af sin biblioteksvirksomhed var Dehn stærkt beskæftiget som teorilærer; i denne egenskab udmærkede han sig som en af den nyere tids bedste musikpædagoger, talrige elever flokkedes om ham, og mange af dem blev fremragende, ja berømte kunstnere, således [[Glinka]], [[Anton Rubinstein|Rubinstein]], [[Friedrich Kiel|Kiel]], [[Peter Cornelius (komponist)|Cornelius]], [[Heinrich Hofmann (komponist)|Hofmann]], [[Hans Bronsart von Schellendorff|Bronsart]], [[Wilhelm Tappert|Tappert]], [[Theodor Kullak|Kullak]] og mange flere.
Dehns teoretiske hovedværk er ''Theoretisch-praktische Harmonilehre'' (1840); af hans efterladenskaber udgav [[Bernhard Scholz]] ''Lehre vom Kontrapunkt, Kanon und Fuge'' (1859). Foruden disse betydelige arbejder har Dehn skrevet mindre [[afhandling]]er, ligesom han en tid redigerede musikbladet ''Cæcilia''.
| |||