Søren Gosvig Olesen: Forskelle mellem versioner

'''Søren Gosvig Olesen''' (født [[1956]]) er [[lektor]] i [[filosofi]] ved [[Københavns Universitet]] og fikopnåede i [[1998]] habilitationsgraden ved [[:en:University_of_Nice_Sophia_Antipolis|Université de Nice]] for afhandlingen ''Wissen und Phänomen'' om forholdet mellem filosofi og [[videnskab]]. Gosvig Olesen har bl.a. oversat [[Martin Heidegger]], [[Jacques Derrida]], [[Michel Foucault]] og [[Giorgio Agamben]] til dansk, og han har skrevet en række bøger om fransk filosofi, [[dekonstruktion]] og [[fænomenologi]].<ref>Københavns Universitets hjemmeside (http://mef.ku.dk/ansatte/?pure=da/persons/130283)</ref>

I sine værker har Gosvig Olesen bl.a. behandlet, hvordan [[Historie|historien]] som grundvilkår påvirker menneskets muligheder for at erkende (''Transcendental historie''), foretaget filosofiskefilosofisk dekonstruktive gennemgange af begreber som 'identitet', 'modsætning' og 'forskellighedforskel' (''Dialog med dekonstruktionen''), og udforsket hvordan en tidssvarende filosofi må forholde sig til sig selv og sine muligheder for at begribe sig selv og sin omverden (''Forsøg med filosofien'').

Gosvig Olesen er ophavsmand til begrebet 'italesættelse'. I 1978 oversatte han Foucaults formulering ”''mise en discours''”<ref>Foucault, 'Histoire de la sexualité', bd. 1, ''La volonté de savoir'', Gallimard 1976, s. 20 og 43.</ref> til den hidtil ukendte danske sammensætning ''italesættelse'', et ord hvis udbredelse i [[Dansk (sprog)|det danske sprog]] siden har været omfattende - omend ofte i forvansket formbrug.<ref>'Nyt fra Sprognævnet', 2008/4 december (http://www.dsn.dk/arkiv/nfs/2008-4.htm#itale)</ref> Google registrerer over 20.000 forekomster af 'italesættelse' på internettet,<ref>https://www.google.dk/?gws_rd=ssl#q=%22itales%C3%A6ttelse%22 (besøgt 07-01-2015)</ref> ordet er blevet optaget i ''Den Danske Ordbog,''<ref>[http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=itales%C3%A6ttelse italesættelse — Den Danske Ordbog<!-- Bot genereret titel -->]</ref> og i ''Retskrivningsordbogen,'' og dets hyppige anvendelse i humanistiske akademiske opgaver og publikationer er velkendt. Snarere end blot at være en kunstig akademisk pendant til ordet ''formulering ''og det ''at formulere'' søger ordet ''italesættelse ''og ''at italesætte'' ''<nowiki/>''at gengive måden, hvorpå Foucaults ''mise en discours ''spiller på ''mise en scène, ''som kendes på dansk som 'iscenesættelse'.<ref>[http://www.dsn.dk/arkiv/nfs/2008-4.htm#itale Nyt fra Sprognævnet 2008/3<!-- Bot genereret titel -->]</ref> Derfor betyder 'italesættelse' den måde, hvorpå noget (seksualitet, normalitet, sygdom, el.a.) konstrueres i [[diskurs]]er i henhold til Foucaults øvrige teori om [[magt]].

Med værket ''La philosophie dans le texte'' (1982) behandlede Gosvig Olesen filosofien som tekstlig praksis i forlængelse af det fokus på materialitet og tekstualitet, der også har været fremherskende hos Derrida. I medfør af sin ambition om at søge eviggyldig sandhed må filosofien henvise til en idealitet, en ideal tekst, givet med idealetideal entydighed og forståelighed. Al filosofi er identitetstænkning, men i sproget er der, som [[Ferdinand de Saussure|Saussure]] har lært os, kun forskelle.

I ''Tid og kritik'' (1987) udfolder Gosvig Olesen tanken om såkaldt anonyme [[ideologi|ideologier]], der betegner de uudsagte og uigennemtænkte ideologier, der trives efter de store "ideologiers "død".<ref>''Tid og kritik'' (1987), s. 71.</ref> Hvor klassisk ideologikritik lider under frigørelsens illusion om at beherskelsen kommer udefra, beskrives det her hvordan individ og samfund i lige så høj grad behersker sig selv gennem anonyme ideologier. Som eksempler på anonyme ideologier behandles journalisme, amerikanisme, psykologisme, ånden fra 68 og nyreligiøsitet. Kritikken af de anonyme ideologier, såvel som kritikken af naive kritikker af de anonyme ideologier, fører til en kritisk gentænkning af hvad kritik overhovedet vil sige: "Det kritiske trives ikke i forklaringen, men i sansernes åbning."<ref>ibid., s. 72.</ref>

Gosvig Olesens disputats ''Wissen und Phänomen'' (1997) forsvarer tanken om videnskabernes implikation af et ontologisk fundament, som hverken videnskabsteori eller erkendelsesteori er i stand til at belyse. Afhandlingen gennemgår en udviklingslinje fra Edmund [[Husserl]] over Alexandre [[Koyré]] til Gaston [[Bachelard]] for at afsøge mulighederne for en ontologisk belysning af videnskaberne. Der konkluderes i en påpegning af al erkendelses afhængighed af sin genese. Tværtimod gængs antagelse er genese og gyldighed ikke uforenelige, men nødvendigt forbundne. Erkendelsens resultat gælder kun, for så vidt tankegangen frem til det gentages.

'[[Transcendental]] historie' er en mulig disciplin, som Gosvig Olesen præsenterer i værket af samme navn fra 2000, der angår spørgsmålet om, hvad der overhovedet gør fænomenet historie mulig, men ogsåog spørgsmålet om, hvordan historien betingerdefinerer den menneskelige eksistens og betinger den menneskelige erkendelse.<ref>''Transcendental historie'' (2000), s. 7-8.</ref> Historie betyder i denne henseende noget andet og mere end både hvad man forstår ved begrebet 'historie' i daglig tale, og hvad man forstår ved 'historie' i historievidenskaben.<ref>ibid., s. 15.</ref> Hændelser eller genstande regnes ikke for historiske alene ved at være fortidige, og fortidigheden, der forbindes vedmed det historiske, skygger også for, at nutidige hændelser og genstande kan være historiske. Historien optræder både som konstitueret af den menneskelige eksistens og som konstituerende af den menneskelige eksistens.<ref>ibid., s. 14-5.</ref> Historien bliver først et problem for filosofien, hvor dennes udgangspunkt omkring Descartes' tid ikke længere er det evige, dvs. hvor filosofien bliver menneskelig.<ref>ibid., s. 19.</ref>