Versionen fra 5. jun. 2015, 05:51 redigér Madglad (diskussion \| bidrag) Patruljanter 17.725 edits Uddybet; Sammenlignet valgmetoderne i Danmark og Tyskland ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 6. jun. 2015, 00:51 redigér fjern redigering Dawikibot (diskussion \| bidrag) Botter 59.602 edits m Datomaerker kilde mangler-skabeloner Gå til næste forskel →
Linje 19: * Det mindre parti har nok sæder til effektivt at være "vagthund" overfor regeringen. Det mindre parti er også et realistisk alternativ til det vindende parti. * Systemet understøtter brede partier. I fragmenterede lande, med blandede etniske og religiøse tilhørsforhold bliver partierne tvunget til at henvende sig til alle, hvilket gør partierne mere helhedsorienterede. * Ekstremistiske partier bliver ikke valgt.{{kmkilde mangler\|dato=June 2015}} * De, der bliver valgt, repræsenterer et enkelt område. Man forventer, at den valgte vil gøre mere for sin egn end ellers. Linje 28: * Et højt antal "spildte stemmer". Langt over halvdelen af stemmerne kan gå til nogen, der ikke bliver valgt (op til 49%, hvis kun to partier stiller op). * Det store antal spildte stemmer betyder også, at der i lande med flertalsvalg typisk er en markant lavere valgdeltagelse end i lande med proportionalvalg. Mange undlader således at stemme, hvis deres foretrukne kandidat forventes at tabe, hvormed stemmerne er spildte. * Mulighed for urimelige kandidatantal. I USA og Indien har valgkredsenes indbyggertal ikke direkte sammenhæng med valgkredsens stemmer. Det vil altså sige, at nogle regioner bliver "overrepræsenteret" ved valg.{{kilde mangler\|dato=Uge 45, 2014}} Republikanerne i USA har været kriseret for at spekulere i dette ved opdeling i valgdistrikter.{{kmkilde mangler\|dato=June 2015}} * Muligheden for at et mindretal af vælgerne kommer til at sidde på et flertal af mandaterne. I USA er det forekommet at et mindretal har valgt en præsident, selv om flertallet ønskede den anden kandidat. Linje 64: Danmarks og Tysklands valgsystem minder en del om hinanden: * I Danmark skal partier have mindst 2 % af stemmerne eller et [[kredsmandat]] for at for at få [[tillægsmandat]]er. Der findes også en tredje, mere kompliceret regel, der kan udløse tillægsmandater. Kredsmandaterne fordeles ved forholdstalvalg i storkredse. I Danmark kaldes 2 % grænsen for "[[spærregrænse]]n" og der er ikke udbredt kendskab{{kmkilde mangler\|dato=June 2015}} til de to andre muligheder for at få tillægsmandater. * I Tyskland skal partier have mindst 5 % af stemmerne eller tre kredsmandater for at få tillægsmandater ved forbundsdagsvalget. (Ved landsdagsvalgene er grænsen 1-2 kredsmandater). Kredsmandaterne fordeles ved flertalsvalg i enkeltmandskredse. Der afgives to stemmer per vælger: Erststimmen til kredsmandatvalget, Zweitstimmen til tillægsmandatvalget. Ved forbundsdagsvalget i 1994 fik [[PDS]] 4,4 % af stemmerne, men 4 kredsmandater i Berlin og dermed tillægsmandater. Der har været flere retssager om 5 % regelen i Tyskland.{{kmkilde mangler\|dato=June 2015}} I Tyskland kaldes 5 % grænsen for "die Sperrhürde" eller "die Sperrklausel". Enkelte mindretalspartier i Tyskland er fritaget for "die Sperrklausel", fx [[Sydslesvigsk Vælgerforening]]. Sverige og Norge anvender valgmetoder lignende de danske. Linje 88: * Koalitionsregeringer er uegnede til at træffe hurtige beslutninger, når det er påkrævet. * Partisystemet indeholder mange flere partier, hvilket kan gøre små partier i stand til at "afpresse" større partier. * Ekstremister har lettere ved at opnå repræsentation og øge deres popularitet.{{kmkilde mangler\|dato=June 2015}} * Samarbejdet mellem partier er mere udtryk for partiernes holdninger end for vælgernes holdninger. * Større partier kan ved at skifte samarbejdspartnere blive siddende i regering efter regering på trods af utilfredsheder.

Valgsystem: Forskelle mellem versioner