Den glade enke: Forskelle mellem versioner

Teksten er forfattet af to [[Libretto|librettister]] [[Viktor Léon]] og [[Leo Stein]]. Den er baseret på komedien ''L'attaché d'ambassade'' fra 1861 af forfatteren [[Henri Meilhac]]. Stykket blev uropført den [[28. december]] [[1905]] på [[Theater an der Wien]] i [[Wien]].

Hanna holder et stort haveselskab i sit palæ. Der opføres en danseforestilling, som fortæller sagnet om skovalfen Vilja. Valencienne, som har mistet en vifte, hvorpå Rosillons kærlighedserklæring er skrevet, meddeler charmøren, at han hellere vilskulle gøre sine hoser grønne hos enken. Selv om Valencienne forsøger at holde fast i, at hun er en anstændig kvinde, lader hun sig alligevel overtale til et stævnemøde i pavillonen. Zeta, som har fundet sin hustrus vifte uden at vide, at kærlighedserklæringen er til hende, skal mødes med Danilo i den samme pavillon. Den store skandale synes uundgåelig, men Njegus, ambassadens alt-mulig-mand, redder Vaencienne: Hanna kommer ud fra pavillonen sammen med Rosillon og bekendtgør deres forlovelse. Danilo, der hidtil har undgået Hanna, bliver jaloux og tager til Maxim's for at dulme sine sorger.

Hanna Glawari har forvandlet en salon i sit palæ til "Maxim's" og har sågar inviteret ægte grisetter, som sammen med Valencienne danser [[can-can]].