Det Russiske Kejserrige: Forskelle mellem versioner

Det '''Russiske Kejserrige''' ({{lang-ru|Российская империя}}, {{Lit|Rossijskaja imperija}}) var en stat, der eksisterede fra [[1721]] indtil den blev indtil væltet af den kortlivedekortvarige liberale [[Februarrevolutionen (Rusland)|Februarrevolutionen i 1917]]. Efter [[oktoberrevolutionen]] senere på året blev staten en del af [[Sovjetunionen]]. I dag udgøres størstedelen af den tidligere stat af de tidligere [[Sovjetunionen|Sovjet-stater]], samt [[Mongoliet]] og [[Finland]].

Det russiske kejserdømme var en naturlig videreføring af [[Zar-rusland]], og blev proklameret af [[Peter den Store]] efter [[Freden i Nystad]] i [[1721]], som afsluttede [[Store Nordiske Krig]], men det kan også hævdes, at kejserdømmet var nok en realitet helt sidenda Peter den Store besteg kejsertronen i [[1682]]. Han konsoliderede enevælden i Rusland og spillede en central rolle i at bringe landet nærmere de europæiske stater og det politiske miljø i Europa. Han flyttede endvidere hovedstaden fra [[Moskva]] til den nyetablerede by [[Sankt Petersborg]].

I årene [[1648]] til [[1654]] var der en russiskvenlig opstand i [[Polen-Litauen]] under ledelse af [[Kosak|kosaklederen]] og [[hetman]] [[Bogdan Khmelnytskij]]. og denneDen og den påfølgendefølgende [[Den polsk-russiske krig (1654–1667)]] førte til [[Andrusovo-traktaten]], som indebar, at russerne igen fik kontrol over [[Kijev]] og [[Ukraine]].

Befolkningen levede hovedsagelig på landet, hvor [[Slaveri|slavehold]] var centralt i økonomien frem til, at Peter den Store afskaffede slaverietdet, og erstattede det med [[Russisk slavehandel|livegenskab]].

Peter den Store moderniserede de militære styrkermilitæret og oprettede [[Den kejserlige russiske hær]]. Han indførte en livsvarig [[værnepligt]], som sikrede en stående hær på 300.000 mand, hvilket styrkede den russiske militære position både i de følgende [[russisk-tyrkiske krige]] og i [[Store Nordiske Krig]].

Den næste russiske hersker, som prægede udviklingen, var [[Katharina 2. af Rusland|Katharina den Store]]. Hun styrkede [[adel]]en ved at overførte meget af den lokale administration til denneden samtidig, sommed at det brød noget af den tidligere stærke magtkoncentration. Videre sikrede hun russisk kontrol over [[Polen-Litauen]] gennem sin støtte til [[Targowica-konføderationen]].

Men omkostningerne knyttede til de udenrigspolitiske fremstød var høje,. hvilketDet førte til, at de livegne måtte bruge næsten al deres arbejdskraft på adelens gods. DetteDet førte til et oprør i [[1773]], som ogsåigen førte til et oprør blandt [[kosak]]kerne under ledelse af [[Jemeljan Pugatsjov]], under slagordet "''hæng landejernejordejerne!''". Oprørstyrkerne truede Moskva, før de blev slået ned.

Gennem flere krige mod [[Osmanniske Rige|Det osmanniske rige]] sikrede Katharina sig russisk kontrol med kysten ved [[Sortehavet]]. Gennem samarbejdet med [[Preussen]] og [[Østrig]] om [[Polens tre delinger|Polens delinger]] styrkede hun yderligere russisk kontrol vestmod overvest.

Ved hendes død i [[1796]] havde hendes ekspansive udenrigspolitik gjort Det russiske kejserrige til en europæisk stormagt. DetteDet blev forstærket ved hendes efterfølger [[Alexander 1. af Rusland|Alexander 1.]], da hander sikrede russisk kontrol over [[storfyrstedømmet Finland]] fra det svækkene [[Sverige]] efter [[Finske krig]] i [[1808]]-[[1809]] og [[Bessarabien]] i [[1812]] fra [[Osmanniske Rige|Det osmanniske rige]] efter [[Den russisk-tyrkiske krig (1806-1812)]].

[[Napoléon Bonaparte|Napoléons]] katastrofale nederlag i [[Napoleons felttog i Rusland 1812|det russiske felttog]] da general [[Levin August von Bennigsen]] anvendte "[[den brændte jords taktik]]" og stoppede den franske ''[[La grande armée]]'' uden for Moskva, gjorde, at Aleksander 1. var en af sejrherrerne i [[Napoleonskrigene]] og ved [[Wienerkongressen]], og sikrede derved blandt andet russisk kontrol over [[Kongres-Polen]].

Samtidig, som Det russiske kejserrige på dette tidspunkt var en af Europas stormagter, førte livegenskabet til, at den økonomiske udvikling blev hæmmet. og særligtSærligt gik det ud over industrialiseringen, som ikke fik fodfæste her, i modsætning til i resten af Europa, hvor [[Den industrielle revolution]] blev indledningen til en større omstilling af samfundslivet. Oveni blev den russiske statsadministration stadig mere ineffektiv og forslag til politiske forandringer blev hindredehindret af zarens absolutte magt og aldrig ført ud i livet.

Da den relativt liberale Alexander 1. blev afløst af sin yngre broder [[Nikolaj 1. af Rusland|Nikolaj 1.]] i [[1825]], blev alle tilløb til uro og ønsker om politiske ændringer slået hårdt ned, blandt andet [[Dekabristoprøret]] i december samme år, som havde sin baggrund i mere politiske liberale impulser fra udlandet. Nikolaj 1. mødte alle ønsker om, at Rusland skulle følge den europæiske bølge med politisk liberalisering ved at vende bort fra den modernisering, som var begyndt under Peter den Store, og lagde i stedet vægt på sin mere tilbageskuende [[doktrin]] om [[Den russisk-ortodokse kirke|ortodoksi]], [[autokrati]] og [[nationalisme]], hvor der blev lagt vægt på [[russificering]]. Foruden at gennemføre årelange [[Kaukasuskrigene|krige i Kaukasus]] mødte Nikolaj 1. også to større oprør i [[Polen-Litauen]], nemlig [[Novemberopstanden]] mellem november [[1830]] og oktober [[1831]], samt [[Januaropstanden]] fra januar [[1863]] og frem til [[1865]]. For at knuse oprørstilbøjeligheder, satte zaren en omfattende overvågning af især universiteterne i gang og en udstrakt brug af spioner for politietpolitispioner. Enhver, som blev mistænkt for at have revolutionære sympatier, blev sendt til [[katorga]]er i [[Sibirien]].

Der var hele tiden en langstrakt kamp, om hvordan, Rusland skulle videreføre den modernisering, som blev indledt af Peter den Store, ved at tage forbillede i [[Vesteuropa]], eller vende tilbage til landets egne traditioner. Det sidste blev støttet af de [[slavofil]]e, som så med stor skepsis på det, de kaldte det dekadente Vesteuropa. De ønskede stærke fællesskabsløsninger frem for vestens [[individualisme]]. Alternative sociale læresætninger blev udarbejdet af radikale så som [[Aleksandr Herzen]], [[Mikhail Bakunin]] og [[Pjotr Kropotkin]].

Da zar Nikolaj 1. døde, havde Rusland det sidste år af hans levetid været involveret i [[Krimkrigen]]. Hans efterfølger [[Alexander 2. af Rusland|Alexander 2.]] kom på tronen i [[1855]] og mødte et stærkt behov for sociale reformer, ikke mindst for at ophæve livegenskabet. PåDet denne tid er detblev antaget, at detder levede omkring 23 millioner mennesker under livegenskabet under forhold værre end, hvad der var almindeligt for bondebefolkningen i Vesteuropa, og det var derfor en vigtig reform, da dettedet blev ophævet i [[1861]]. DetteDet indledte også reduktionen af aristokratiets magtmonopol og førte til, at landet fik en stor, mobil arbejdsstyrke, som bidrog til en begyndende industrialisering, vækst i bybefolkningen og snart en voksende middelklasse, som også stadig fik en større politisk indflydelse.

Da Aleksander 3. døde i 1894, gik tronen videre til hans søn, [[Nikolaj 2. af Rusland|Nikolaj 2.]], og på dette tidspunkt begyndte [[Den industrielle revolution]] for alvor at gøre sig gældende i landet.

[[Den russisk-japanske krig|En mislykket krig]] mod [[Japan]] lagde øget pres på samfundet. [[1905-revolutionen]] blev udløst, da præsten [[Georgij Gapon]] den [[22. januar]] [[1905]] ledede et optog på 200.000 mennesker mod [[zar]]ens palads i [[Sankt Petersborg]] for at få ham til at gribe ind mod de høje madvarepriserfødevarepriser, som krigen førte med sig. Zarens soldater åbnede ild mod folkemassen, og mange blev dræbt på den såkaldte [[Den blodige søndag (1905)|blodige søndag]]. DetteDet udløste strejker, bondeoprør og mytteri i hær og flåde.

Revolutionen varslede, at ændringer måtte til. For at forhindre nye oprør udstedte Nikolaj 2. det såkaldte [[Oktobermanifest]], hvorhvori han tillod valg til en nationalsamling, [[Statsdumaen (Det russiske kejserdømme)|Statsdumaen]], hvor nogennogle få havde stemmeret, og censuren blev mildnet.

[[Almanach de Gotha]] beskrev i [[1910]] Det russiske kejserdømme som "et [[konstitutionelt monarki]] under en [[Autokrati|autokratisk]] [[zar]]". Denne selvmodsigelse illustrerer, hvor vanskeligt, det er at give en klar systembeskrivelse, da dette system var et resultat af en udvikling over en lang periode, samtidig, sommed at det undergik en del forandringer efter den mislykkede [[1905-revolution]]. Før denne var zarens magt beskrevet som absolut, mens [[Oktobermanifestet]] og åbningen af [[Statsdumaen (Det russiske kejserdømme)|Statsdumaen]] [[27. april]] [[1906]] medførte visse formelle begrænsninger i zarens magtudøvelse.

[[Den russisk-ortodokse kirke]] var kejserrigets [[statskirke]], og zaren var dennesdens officielle overhoved med titel af kirkens overordnede forsvarer. Selv, om zaren stod for alle udnævnelser og afskedigelser inden for kirken, blandede han sig ikke i teologiske spørgsmål. Disse blev behandlede i ''[[Den hellige synode]]'' ledet af en ''prokurator''. Kirken blev ledet af tre [[metropolit]]ter (i [[Sankt Petersborg]], [[Moskva]] og [[Kijev]]), 14 [[ærkebiskop]]per og 50 biskopper, som alle kom fra det klosterbaserede præsteskab. [[Sognepræst]]er kunne være gifte.