Katarina 2. af Rusland: Forskelle mellem versioner

'''Katharina 2. af Rusland''' ({{lang-ru|Екатерина II Алексеевна: Jekaterína II Alekséjevna}}), kendt som '''Katharina den Store''', ([[21. april]] [[1729]] – [[6. november]] [[1796]]) regerede som [[kejserinde]] af [[Rusland]] fra [[28. juni]] [[1762]] til sin død i 1796. Hun var født ''Sophie Augusta Fredericka af Anhalt-Zerbst''.

I [[1744]] valgte kejserinde [[Elisabeth af Rusland|Elisabeth]] Katarina som gemalinde for sin nevø Peter den senere [[Peter 3. af Rusland|Peter 3.]] (sin fætter hertug Karl Peter Ulrich af [[Gottorp]]), som hun havde udvalgt til sin efterfølger. De blev gift [[1745]]. Peter var lidt tilbagestående for sin alder, og Katarina var ham langt overlegen i både evner og dannelse. Ægteskabet var forholdsvis normalt de første år, men der opstod efterhånden en afstand mellem de to, og Katarina indså at hun aldrig ville elske sin mand. Allerede efterEfter få år fik hun flere elskere. I de første år var det [[Sergej Saltykov]], der var hendes elsker, og mange mener, at han var den reelle far til hendes søn, den senere kejser [[Paul 1. af Rusland]]. Senere hen varblev [[Grigorij Orlov]] hendes elsker og han fik stor indflydelse.

Hoffet var på det tidspunkt præget af magtkampe og stridigheder, og Katarina blev indblandet i dissedem, selvomselv om hun forsøgte at behage alle omkring hendesig. PåEn et tidspunkttid var der e reel fare for, at kejserinde Elisabeth ville hjemsende Katarina, men det lykkedes Katarina at afværge sitiationendet.

De sidste år af Elisabeths regeringstid var præget af usikkerhed på grund af hendes svigtende helbred, og fordi det stod klart af den kommende kejser Peter var mentalt svagelig og ikkeude iaf stand til at regere. Flere og flere personer så derfor Katarina som en snarlig magtfaktor i russisk politik.

I december 1761 døde Elisabeth og Peter blev udråbt til kejser Peter 3. Tiden herefterefter var usikker for Katarina, da Peter ikke skjulte sit ønske om at skaffe hende af vejen.

Inspireret af [[oplysningstiden]]s ideer gennemførte hun reformer indenfor statsforvaltningen, retsvæsenet og uddannelsessystemet. Hun var også ivrig efter at forøge lærdommen i landet og grundlagde universitet og tilhørende biblioteker. Hun opkøbte derfor store bogsamlinger f.eks.som [[Denis Diderot]]s og [[Johann Albrecht Korff]]s.

Katarina nationaliserede kirkegodset, moderniserede administrationen og forsøgte i det hele taget at virke som en oplyst monark. Udenrigspolitisk høstede Katarina store triumfer, og det russiske imperium blev væsentlig udvidet i hendes regeringstid.