Forskel mellem versioner af "Faktoranalyse"

12 bytes tilføjet ,  for 6 år siden
m
linkfix
m (Rettelser af meningsforstyrrende fejl)
m (linkfix)
'''Faktoranalysen''' er en empirisk [[statistik]][[model (matematik)|model]], der indtager en særskilt plads blandt en række avancerede multivariate matematisk-statistiske analysemetoder, og som navnlig bruges til at forenkle fortolkningen af et [[data]]materiale, der indeholder en stor mængde observationer/variable. – Faktoranalysen, hvis matematiske grundlag i sin tid blev skabt og formuleret af hhv. den engelske psykolog [[Charles Spearman (1863-1945)]] og amerikaneren [[Louis Leon Thurstone (1887-1955)]]<ref> I nyere tid er faktorteorien yderligere blevet videreudviklet af psykologerne Raymond B. Cattell (1905-1998) og Howard Gardner (1943- ). </ref> til brug for måling af visse særlige mentale egenskaber ([[Psykometri (psykologi)|psykometri]]), er specielt bemærkelsesværdig derved, at den bygger på et abnormt stort antal udregninger med udgangspunkt i [[korrelation|korrelationskoefficienter]] - og med tilsyneladende uendelige skiftende rækker af gentagne multiplikationer mellem lutter mangecifrede [[decimaltal]] (via [[Matrix (matematik)|matrix algebra)]] og er derfor i praksis nærmest umulig at gennemføre uden brug af moderne computer-assistance. Før computerens opfindelse kunne en moderne multi-faktoriel faktoranalyse af fx testresultaterne fra en psykologisk undersøgelse over menneskets forskellige [[intelligens|intellektuelle evner]] nemt lægge beslag på en halv snes beregnere på fuld tid igennem mere end 3-4 måneder, før det færdige udregningsresultat omsider kunne foreligge i form af identificeringen af de måske blot 7-8 faktorer, der fandtes skjult i det store datamateriale.
 
Baggrunden for Charles Spearman’s oprindelige to-faktorteori skyldtes iagttagelser af børns skolepræstationer, hvor det dengang som nu var en forholdsvis kendt sag, at præstationerne på en lang række tilsyneladende meget forskellige områder ofte forekom indbyrdes tæt forbundne og dermed muligvis kunne afsløre en relativt høj [[korrelation]]. Det gjaldt fx mentale evner som indlæringshastighed, problemløsning, [[hukommelsesspændvidde]], opfattelsesevne, læsefærdighed, skriftlighed, talbehandling, abstraktionsevne, etc., og hvor det hyppigt viste sig, at hvis skolebarnet fx var rigtig god til at huske en lang række forskellige ting ad gangen (hukommelsesspændvidden[[hukommelsesspændvidde]]n), klarede det sig gennemgående også godt i de andre mentale færdigheder – og vice versa. Dette forhold mente Spearman, at der givetvis måtte være en grund/årsag til. Og til brug for en mulig verificering af sin hypotese om eksistensen af en generel, central faktor (den såkaldte [[Intelligens|"g-faktor"]]) bag disse tilsyneladende forskellige intellektuelle evner, udviklede Spearman i 1904 derpå den faktoranalytiske metodologi med udgangspunkt i krydstabulerede korrelationsberegninger. Det skete som nævnt i form af den særlige to-faktor teori <ref> Spearman, C.: "General intelligence objectively determined and measured". ''American Journal of Psychology'', 15, 201–293 (1904) </ref> på baggrund af hvilken, han efterfølgende erhvervede sig doktorgraden i 1906 ved universitetet i Leipzig, hvortil han en overgang havde henlagt en del af sin studietid inden for det psykologiske fagområde.
 
To-faktor teorien er siden afløst af både gruppefaktor teorien og multifaktor teorien. Men gøres eksempelvis korrelerede faktorer på området til genstand for yderligere faktoranalyse til opnåelse af 2. eller 3. ordens faktorer, fås i reglen en enkelt tilbageværende generel intelligensfaktor, der (som påvist af H.J. Eysenck) ret nøje viser sig at svare til Spearman’s centrale g-faktor. <ref> Året efter Spearman’s påvisning i 1904 af eksistensen af en generel, central g-faktor bag intelligensbegrebet, udgav den franske psykolog [[Alfred Binet]] den første operationelt anvendelige intelligenstest, kaldet ''Binét-Simon Intelligens Test'' (1905). Binét-Simon testen blev herefter internationalt enerådende til langt op i 1940’erne, indtil den gradvist blev afløst af de amerikanske ''Wechsler’s Intelligence Scales'', baseret på bl.a. den moderne multifaktor teori inden for faktoranalysen.</ref> Spearman hævdede, at denne generelle del af alle intelligensmålinger, selve g-faktoren, var neurofysiologisk funderet og skulle rettelig forstås som en målelig fysisk kraft, der var til stede i mere eller mindre omfang hos de forskellige individer, snarere end som et særligt fænomen af mental eller sjælelig beskaffenhed - ikke ulig begreber som fx hestekraft o.lign.
Problemet er langt fra af nyere dato. Helt tilbage i middelalderen diskuterede filosofferne forholdet imellem "universalierne" (de abstrakte begreber) og de umiddelbart direkte sansede fænomener, som de kaldte "partikularierne" (de konkrete begreber). Og problemet diskuteres fortsat inden for moderne filosofi, bl.a. hos Bertrand Russell (1912) <ref> Bertrand Russell: "The Problems of Philosophy", Home University Library, 1912. (Bertrand Russell argumenterede her for ''realismen''). </ref> og hos Ludwig Wittgenstein (1953).<ref> Ludwig Wittgenstein: "Philosophische Untersuchungen", §67, ''Rodopi'', 2004. (Wittgenstein argumenterede her for ''nominalismen''). </ref> Eksempelvis vil det vanskeligt kunne betvivles, at et konkret menneske har en reel eksistens, der bl.a. vil kunne defineres ud fra målinger på bestemte variable som højde, vægt, øjenfarve, [[præference]]r, temperament, osv. Anderledes er det mere til diskussion, om fx udtrykket "''menneskeheden'' som mellemstor pattedyreart" kan siges at eksistere i samme fysiske forstand, eller om "''menneskeheden''" evt. blot er en abstrakt tankemæssig konstruktion, der skyldes den menneskelige hjernes kognitive måde at erkende verden på, og som blot tjener til at gøre det nemmere at skelne, inddele, klassificere og overskue samt håndtere virkeligheden.
 
På samme måde ses problemet jævnligt at dukke op for så vidt angår den rette forståelse af det til tider meget omstridte intelligensbegreb. Er intelligensen som en påvist veldefineret faktor – bl.a. som [[Charles Spearman]]'s såkaldte [[Intelligens|"g-faktor"]] (en international anerkendt forkortelse for "general intelligence") – en selvstændig egenskab ved den menneskelige hjerne, der fx styrer niveauet for bl.a. nogle målbare variable som indlæringshastighed og [[hukommelsesspændvidde]], o.lign.? Eller er intelligensbegrebet blot en samlebetegnelse for en række konkrete kognitive evner af denne og lignende art? I sidstnævnte tilfælde føler mange sig ofte foranlediget til at ville benægte eksistensen af intelligens som en selvstændig reelt forekommende fysisk/psykologisk realitet, hvorefter man bestyrket i sin skepsis vender tilbage til udgangspunktet for atter at kunne få lejlighed til at gentage det retoriske spørgsmål: "Hvad er [[intelligens]]"? (I grunden kunne man om en anden lige så berømt "g-faktor" på samme inkvisitoriske måde stille spørgsmålet: "Hvad er tyngdekraft"? – Men det spørgsmål høres overraskende nok sjældent stillet).
 
Ud fra både en filosofihistorisk og videnskabsfilosofisk betragtning kan der imidlertid gives mindst tre måder at forholde sig til problemet på:
19.749

redigeringer