Versionen fra 28. jun. 2015, 08:35 redigér CommonsDelinker (diskussion \| bidrag) Autopatruljerede, Udvidede bekræftede brugere 26.040 edits Fjerner filen Saimaa_Canal_Finland.jpg, som er blevet slettet fra Commons af INeverCry med begrundelsen: Per c:Commons:Deletion requests/File:Saimaa Canal Finland.jpg ← Gå til forrige forskel		Versionen fra 28. jun. 2015, 09:28 redigér fjern redigering Amjaabc (diskussion \| bidrag) Administratorer 72.289 edits m småret, et par flertydige links rettet Gå til næste forskel →
Linje 173: * [[Åbo og Björneborgs län]], hovedstad [[Åbo]] * [[Nylands län]], hovedstad [[Helsingfors]] * [[Vasa län]], hovedstad [[Vaasa\|Vasa]] * [[Viborgs län]], hovedstad [[Vyborg\|Viborg]] Linje 197: Finlands eneste universitet lå i Åbo frem til 1828, men efter en storbrand i byen blev institutionen flyttet til Helsingfors og udviklede sig der til periodens vigtige politiske forum. [[Adolf Ivar Arwidsson]] var en af pionererne inden for finsk politik. Fra 1820 stod han hårdt på krav om, at der blev opbygget en finsk statsidentitet og givet større frihed til borgerne, og han måtte i 1823 betale for det med sin stilling som docent. Arwidsson emigrerede til Stockholm, hvor der i tidens løb samlede sig en række finske immigranter, de fleste yderst skeptiske over for Rusland. Blandt de, som var påvirkede af Arwidsson, var [[Johan Vilhelm Snellman]], som fra 1840~~-årene~~'erne blev en forløber og inspirator for den såkaldte [[fennomani]]bevægelse. For fennomanerne var udvikling af Finlands eget sprog og kultur centrale anliggender således, at det finske folk kunne finde sin egen plads sammen med andre folk. Til forskel fra Arwidsson havde Snellmans virksomhed ikke brod mod Rusland; han stræbede i stedet efter at bevare finsk selvbestemmelsesret inden for rammerne af zardømmet. For at opnå dette arbejdede de aktivt for folkeoplysning og udvikling af finsk til et kultursprog. Da zar Alexander 2. udnævnte den baltiske tysker [[Friedrich Wilhelm Rembert von Berg\|F. W. R. Berg]], fik Finland for første gang en generalguvernør, som foragtede finner og alt finsk. Allerede i [[1858]] afsatte han senatets viceleder og mangeårige finansminister [[Lars Gabriel von Haartman]]. Men også Berg endte ret hurtigt med at føre en politik, som i praksis var pro-finsk, som bolværk mod svensk påvirkning. Dette var under pan-skandinavismens guldalder, og Berg forstod snart, at fennomanerne var de bedste garanter for fortsat russisk herredømme. Linje 209: Zaren tøvede først med at indkalde rigsdagen, fordi polske og russiske liberale samtidig krævede tilsvarende demokratiseringer. Men efter finsk pres genopstod rigsdagen i september 1863, og derved fik politikken indpas i det almindelige samfundsliv. I perioden 1863–1898 signerede zaren ikke en eneste lov, som ikke fik flertal i den finske rigsdag, og Riksdagsloven af 1869 definerede grænserne for zarens magt i Finland.<ref>Jutikkala, side 330-331.</ref> Den nye lederskikkelse, [[Yrjö Koskinen]], skabte i 1860-'erne Fennomanibevægelsen om til en politisk bevægelse, som snart fik navnet ''[[Finska partiet]]''. Grundlaget lå hos akademikere med fennomanske sympatier og store dele af den finsksprogede befolkning. De arbejdede for, at finsk skulle blive officielt embedssprog, for gennemførelse af økonomiske og sociale reformer, men også for ubetinget loyalitet over for den russiske monark. I stænderforsamlingen var det finske parti dominerende blandt bonde- og præstestanden, mens de fleste af adel og borgerskab var tilhængere af det svenske parti. En række forsøg på at udvide stemmeretten faldt på det svenske partis bekymringer for, at den rådende magtbalance ville blive afgørende ændret, hvis den finsksprogede bybefolkning fik stemmeret. I 1870-erne dannede der sig en modreaktion mod de politiske fennomaner, ''[[svekoman]]ene'' forsvarede det svenske sprogs stilling. Desuden tenderede de under sin leder [[Axel Olof Freudenthal]] mod [[konservatisme]], og enkelte lod sig lede af reaktionær raceteori inspireret af Sohlman. Blandt andet påvirkede af det forrige århundres [[skandinavisme]] indtog tilhængerne en distanceret og til dels fjendtlig holdning over for Rusland, men også over for fennomanerne.<ref>Virrankoski II, s. 512 f.</ref> Skandinavismen fik en vigtig og afklarende rolle i finsk åndsliv. Linje 327: De finske kystområder blev krigsskueplads under [[Krimkrigen]]. Efter, at vestmagterne var gået ind i krigen, sejlede en britisk flåde i marts 1854 ind i [[Østersøen]] med ordre om at kapre alle skibe under russisk kommando og alle skibe, som befandt sig på russisk område. Finland tabte dermed næsten hele sin handelsflåde.<ref>Klinge, s. 167 f.</ref> Det finske forsvar blev i 1854 forstærket med 10.711 nye rekrutter ved på ny at tage det gamle ''indelningsverket'' i brug igen<ref>Klinge, s. 273</ref>, og de russiske landtropper blev i løbet af krigen forstærkede med omkring 70.000 mand.<ref>Klinge, s. 173</ref> I foråret 1854 angreb den britiske flåde flere steder langs kysten og anrettede store skader. Den 7. juni forsøgte den at gå i land i [[Karleby (Finland)\|Karleby]], men lokalbefolkningen greb til våben og slog forsøget tilbage. Den 8. august gik franske tropper i land på [[Åland]] og efter 8 dages belejring og bombardement kapitulerede besætningen på [[Bomarsunds festning]]. Fæstningen blev fuldstændig ødelagt, og efter krigen blev Åland demilitariseret. Sommeren 1855 indfandt britiske og franske styrker sig igen langs den finske kyst. I juni ødelagde de Fort Slava uden for [[Kotka]], i juli [[Svartholm festning]] ved [[Lovisa (Finland)\|Lovisa]]. I det sidstnævnte angreb brændte også store dele af byen. Flere andre kystbyer blev bombarderede. Fra 9. august beskød angriberne fæstningen [[Sveaborg]] uden for Helsingfors uden at formå at indtage den, men anlæggene blev svært skadede. Selve byen kom uskadt fra angrebet.<ref>Klinge, s. 177–179</ref> Dette var de sidste krigshandlinger på finsk jord under Krimkrigen. === Værnepligtsspørgsmålet og opløsning af styrkerne ===

Storfyrstendømmet Finland: Forskelle mellem versioner