Storfyrstendømmet Finland: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
Amjaabc (diskussion | bidrag) m →Reorganisering af styrkerne og Krimkrigen: Linkfix |
Amjaabc (diskussion | bidrag) m linkfix |
||
Linje 80:
Efter, at Rusland havde lidt nederlag i [[Napoleonskrigene]]s [[Den fjerde koalition|fjerde koalitionskrig]], indgik zar [[Alexander 1. af Rusland|Alexander 1.]] en aftale med Napoleon ved [[Freden i Tilsit]] den 7. juli 1807, hvorefter Østeuropa blev delt i en fransk og en russisk interessesfære. Rusland skulle presse England og Sverige til fred med Napoleon, mod, at Frankrig pressede [[Det osmanniske rige]] til at indgå fred med Rusland og sikre den fransk-russiske deling af [[Balkanhalvøen|Balkan]]. I denne aftale spillede hverken Finland eller Sverige næppe nogen vigtig rolle for den russiske zars strategiske interesser, men da den engelske forbundsfælle Sverige ikke efterkom de fransk-russiske ønsker, gik zaren til værks mod Sverige via Finland.<ref>Jutikkala, side 276-277.</ref> Det var således næppe med langsigtet okkupation i tankerne, at Rusland gik til angreb på Sverige den 21. februar 1808 og derved startede den [[Finske krig]].<ref>Jutikkala, side 277.</ref>
Finnerne præsterede en folkelig modstandskamp mod de russiske besættelsestropper, og poeten [[Johan Ludvig Runeberg]] trak siden højdepunkterne i denne kamp og en modoffensiv i juli i sine ''Fänrik Ståls sägner'' (Historier om fenrik Stål). Men overladte til sig selv var {{22.000}} finske soldater i længden ikke i stand til at bekæmpe russernes invasion, og krigen var ovre i løbet af et og et halvt år. Napoleon forsøgte at få zaren til at invadere Sverige, men forgæves. Men den finske kampglød fra felttoget og bøndernes pro-svenske guerillakamp på [[Åland]], i [[Österbotten (historisk landskab)|Österbotten]] og [[Karelen]] kan have bidraget til, at Rusland valgte en forsigtig linje og bevilgede finnerne en betydelig autonomi.<ref>Jutikkala, side 280.</ref> Siden der fortsat blev ydet militær modstand og på grund af faren for [[guerillakrig]], forsøgte zaren at få ro i Finland.<ref>Virrankoski I, s. 404 f.</ref> I et manifest udstedt [[17. juni]] [[1808]], under finnernes modoffensiv, bekræftede han, at Finland var indlemmet i Rusland men lovede at beholde landets gamle love og stændernes privilegier. Samtidig befalede han Finlands stænder at komme sammen til en forhandling om landets fremtidige status. Det hører også med, at Napoleon ikke anerkendte russerne herredømme over Finland før, han mødte zaren i [[Erfurt]] i november 1808.<ref>Jutikkala, side 286.</ref>
=== Storfyrstendømmet bliver til ===
Linje 671:
Den virkelige mekanisering af landbruget skød næppe fart før omkring [[1900]], trolig som følge af hårdere konkurrence med industrien om den billige arbejdskraft, som jordløse husmænd udgjorde. Flere gik nu over til mekaniseret mælkeproduktion. Fra denne tid sank andelen, som var sysselsat i landbrug og skovbrug, relativt hurtigt. Imens forøgede handels- og transportsektorerne deres sysselsætning, efterhånden også industrien. Landbrugets andel af BNP sank fra 60% i 1860 til 49% i 1900 og endelig 40% i 1913. Ved århundreskiftet var landbrugets andel af BNP næsten dobbelt så høj i Finland som i Sverige.<ref name=autogeneret4>Hjerppe, side 68.</ref> Inden [[1910]] blev en tredjedel af landbrugsproduktionen omsat i markedet, anført af mejeri- og skovprodukter, og sådanne indtægter skaffede kapital til yderligere mekanisering.<ref>Hjerppe, side 76.</ref>
De aller fattigste samfundslag var arbejdskraft uden jordejendomme: [[statare]], [[dreng]]e og [[tjenestepige]]r. Andelen steg fra omkring 10% til 15–20% i 1875 og 40% så tidlig som ved århundredeskiftet.<ref>Klinge, s. 94–96; Virrankoski II, s. 552</ref> Den langsomme industrialisering kunne ikke afhjælpe forarmningen af landbefolkningen, og mellem 1870 og 1914 emigrerede i alt omkring 300.000 til Amerika, de fleste fra [[Österbotten (historisk landskab)|Österbotten]].<ref>Virrankoski II, S. 550</ref>
[[Husmand|Torparbefolkningen]] udgjorde et mellemlag, som forpagtede et lille stykke land mod at udføre arbejde på marker, som tilhørte bonden, som bortforpagtede bort husmandsstedet. Betingelserne var ofte ikke helt entydigt fastlagte, husmændene var aldrig sikrede mod ensidige ændringer eller ophævelse af aftalen. Selv om husmændene sædvanligvis var bedre stillede end ren arbejdskraft, udviklede spørgsmålet om deres retslige stilling sig til et af de mest brændende socialpolitiske spørgsmål i Finland omkring århundredeskiftet.<ref>Klinge, s. 96–99</ref>
| |||