Ockhams ragekniv: Forskelle mellem versioner

'''Ockham's (Occam's) ragekniv''' henviser til et i vore dage universelt accepteret [[Ontologi (filosofi)|ontologi]]sk og dermed [[filosofi]]sk [[princip|grundprincip]], også kaldet ''parsimoni-princippet''.<ref> T. Vogel Carey: "Parsimony", ''Philosophy Now,'' Sep/Oct 2014.</ref> Udtrykket er opkaldt efter den engelske filosof, [[William af Ockham]] (ca. 1288-1347), der - tydeligvis inspireret af bl.a. de spor, Aristoteles m.fl. havde sat sig i europæisk tankegang og idéhistorie, både før og efter renæssancen - var den første, som formulerede princippet. Hans berømte læresætning, ''Entia non sunt multiplicanda sine necessitate'' ("Inddrag aldrig flere forklaringselementer end højst nødvendigt"), er fortsat gældende og i vid udstrækning styrende for hele grundforskningen inden for den moderne naturvidenskab.<ref> Videnskabens udbredte anvendelse af parsimoni-princippet til i en række bestemte situationer at kunne få udpeget den bedste løsning blandt flere andre konkurrerende løsningsmuligheder skyldes, at fremgangsmåden gennemgående erfaringsmæssigt har vist sig både holdbar og frugtbar - uden at man i øvrigt hidtil har været i stand til nærmere at kunne forklare årsagen til dette grundlæggende metafysiske princips uomtvistelige anvendelighed.</ref> Og det selv om ophavsmanden til grundprincippet egentlig var uddannet teolog og derfor med et lidt andet sigte havde brug for argumentet til at begrunde afvisningen af en mængde overflødige og ofte tilmed forvirrende religiøse antagelser og forestillinger, som på den tid efterhånden havde sneget sig ind i kirkens lære, hovedsagelig på gejstlighedens egen foranledning - en afvisning, der i øvrigt vakte pavens vrede og nær havde kostet ham livet.<ref>William af Ockham blev med denne på daværende tidspunkt helt uhørte udfordring af pavens autoritet den første i verdenshistorien, der tillod sig at anfægte pavestolens eneret på formuleringen af religiøse sandheder. Og det blev samtidig startskuddet til en række andre efterfølgende protester imod den katolske lære i løbet af de næste to hundrede år - bl.a. ved [[John Wycliffe]], [[Jan Hus|Johan Huus]], [[Martin Luther]], [[Jean Calvin]], [[Ulrich Zwingli]], samt danske [[Hans Tausen]] m.fl. - kulminerende til sidst ved det endelige brud med pavedømmet under [[Reformationen]]s indførelse i 1517. Af disse seks nævnte lykkedes det for de fem af dem, tillige med William af Ockham, med nød og næppe at undslippe pavens repressalier. Kun tjekken Johan Huus havde paven held til under et løfte om frit lejde at lokke til et forsoningsmøde i 1415 i den sydtyske grænseby Konstanz ved Schweiz, hvor han omgående efter sin ankomst blev taget til fange, forhørt og brændt på bålet.</ref>