Cubas historie: Forskelle mellem versioner

I 1812 udbrød den første af de store negeropstande, der fra nu af blev kroniske og bekæmpedes med stor grusomhed, men heller ikke de indfødte hvide, [[kreol]]erne, var tilfredse. I 1818 havde Spanien ophævet monopolerne og givet en handelsfrihed, men særlig ved embedsbesættelser følte kreolerne sig tilsidesat, og der rejste sig blandt dem en stemning for tilslutning til USA, der ivrig støttede denne bevægelse. I 1854 tilbød USA at købe Cuba for 120 million dollars, hvilket Spanien dog afslog, og kun den amerikanske borgerkrigs udbrud forhindrede en krig mellem USA og Spanien. Imidlertid opstod det ene oprør efter det andet.<ref>Vahl (1916), s. 334</ref>

Særlig stor var opstanden i 1868, hvor de revolutionære snart bemægtigede sig hele äens østlige halvdel. I 1869 modtog oprørerne forstærkning af frivillige fra USA. I de følgende år fortsattes en guerillakrig, som det først i 1878 lykkedes at bringe til afslutning. Modstanden mod kolonialismen endte med en aftale om øget selvstyre som kompromis - en aftale som Spanien ikke opfyldte - og afskaffelsen af [[slaveri]]et. Urolighederne vedblev stadig, og der pustedes til ilden fra USAs side. I 1894 opsagde USA handelstraktaten med Spanien, hvoraf fulgte lave sukkerpriser, som næsten ganske ødelagde Cubas sukkerproduktion. Under disse forhold var et oprør selvfølgeligt. Under ledelse af Maximo Gomez og Antonio Maceo dannedes en sammensværgelse over hele øen.<ref>Vahl (1916), s. 334</ref>

Allerede under krigshandlingerne 1868-1878 fremstod [[José Martí]] som en ledende person, og han var allerede en folkehelt, da han i [[1895]] erklærede Spanien krig igen. Af handelsstrategiske grunde og i overstensstemmelse med [[Monroedoktrinen]] gik USA med i krigen i 1898, og der efter var det [[spansk-amerikanske krig]] snart afsluttet. Krigen havde kostet 250.000-350.000 kubanere livet (befolkningen talte da omkring 1,5 millioner). Fredsaftalen blev underskrevet i [[Paris]] samme år.<ref>Vahl (1916), s. 334</ref>

Efter fredsslutningen styredes øen først af en midlertidig amerikansk guvernør. I 1900 sammentrådte en forsamling for at udarbejde en forfatning, og en sådan vedtoges 1901. Cuba blev der efter en republik, som dog kom til at stå i et vist afhængighedsforhold til USA. Den konstituerende forsamling havde ikke klargjort forholdet til USA, hvorfor USAs kongres tog sagen op og formulerede sine betingelser, at Cuba ikke skulle kunne overlade nogen tredie magt noget af sit landområde og ikke måtte optage statslån uden samtykke af USA, og at USA ligeledes skulle have ret til at have kulstationer på øen og til at gribe ind i republikkens styrelse i tilfælde af uroligheder. Da USA ikke ville trække sine tropper bort, før disse betingelser var antagne, måtte cubanerne gå ind på dem. Disse betingelser blev kendt som ''Platt Amendement'' ([[Platt-tillægget]]).<ref>Vahl (1916), s. 334</ref>