Forskel mellem versioner af "Albert Camus"

4 bytes tilføjet ,  for 6 år siden
{{nobel|Pris=Nobelprisen i litteratur|År=1957}}
== Forfatterskab ==
Camus kredser i sin [[prosa]], [[dramatik]] og [[essay]]istik om [[eksistentialisme]]ns hovedspørgsmål; hvordan man som menneske forholder sig til livets grundlæggende meningsløshed eller [[absurditet]]. Hans gennembrud kom i [[1942]] med [[roman]]en ''Den fremmede''. I [[1947]] kom ''Pesten'' og i [[1956]] ''Faldet''. I ''Pesten'' er budskabet, at midt i lidelsen gælder det om at vise sine medmennesker godhed. Om end de gode gerninger ikke kan frelse os, er de til hjælp mod tilværelsens meningsløshed. Fællesskabsfølelsen tjener til, at genrejse menneskets værdighed. I modsætning til Sartre, stiller Camus absolutter op, som retfærdighed, lykke og godhed. Sartre troede ikke på disse, og det udartede sig til en [[polemik]] mellem de to, som i [[1952]] satte et punktum for deres venskab.
 
I ''Faldet'' er Camus' budskab et andet. Vi hører om en vellykket sagfører, som en sen efterårsnat bliver vidne til, at en kvinde kaster sig i [[Seinen]]. Lamslået hører han hendes skrig forsvinde nedad floden. Da han senere vender tilbage til stedet, hører han en rå latter, som i lighed med kvindeskriget forsvinder nedad floden. Det tolker han som en forbandelse, fordi han ikke frelste kvinden. Han slår sig ned i [[Amsterdam]]s havnekvarter, hvor han går rundt og bekender for andre, for at få dem til at indse hvordan menneskene er. Vor trang til absolutter som retfærdighed, sandhed og godhed er, ifølge Camus' sagførerskikkelse, kun et skalkeskjul for forfængelighed og egoisme. Beskedenhed er et redskab for at brillere, dyden et redskab til at undertrykke med. Det er dette, der er "faldet", menneskets [[syndefald]]. <ref>Sigmund Hoftun: "Sartres og Camus' dilemma", ''Frisprog – mer enn ord'', Riksmålsforbundet, Oslo 2003, ISBN 82-7050-055-0</ref>
Anonym bruger