Irlands historie 1801-1922: Forskelle mellem versioner

I periodenFra 1801 til 1922 udgjordevar Irland en bestanddeldel af [[Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland]](UK). Irland blev i næsten hele periodentiden styret direkte fra [[det britiske parlament]] i London. Irland kæmpede med store økonomiske problemer, tydeligst illustreret undersom [[kartoffelpesten]] i 1840´'erne. Der foregik i den sidste del af det 19. århundrede, en energisk, men forgæves kamp for irsk [[hjemmestyre]], der efterfølgende blev overskuggetoverskygget af en moderat nationalisme ført an af militante separatister.

I ''1922'', efter afslutningen på [[Den irske uafhængighedskrig]], udtrådte de 26 sydlige og vestlige grevskaber fra det Forenede Kongerige og dannede [[Den Irske Fristat]]. De 6seks nordøstlige grevskaber, der blev til [[Nordirland]], forblev indenblev fori [[Det forenede Kongerige]].

Irland begyndte det 19.århundrede stadig tydelig påvirket af [[den irske opstand i 1798]]. Fanger blev stadig deporteret til [[Australien]] og der var stadig sporadiske kampe i [[Wicklow]] foregik stadig. I [[1803]] var der sågar endnu en mislykket opstand anført af [[Robert Emmet]]. Unionsloven i 1800, der forfatningsmæssigt gjorde Irland en del af den britiske stat, var et forsøg på at imødekomme kritikken bag opstanden i 1798<ref name='1798 Rebellion'>{{cite encyclopedia

I 1800 vedtog det irske-, såvel somog det britiske, parlament Unionsloven, der, fra 1.januar 1801, nedlagde den lovgivende forsamling i Irland og i stedet forenede [[kongeriget Irland]] med [[kongeriget Storbritannien]] og i stedet dannede det forenede kongerige Storbritannien og Irland. Efter et mislykket forsøg, blev loven endelig vedtaget, endskønt det skete via en masseefter bestikkelse af parlamentsmedlemmer i begge kamre, der blev givet engelske og Kongeligefik adelstitler og andre "opmuntringer".<ref>Alan J. Ward, The Irish Constitutional Tradition p.28.</ref>

Irland blev efterfølgendenu regeret af myndigheder der blev udpeget i det britiskeLondon. Det gjaldt den [[stedfortrædende premierløjtnantvicekongen af Irland]] (''Lord Lieutenant of Ireland''), der blev udpeget af kongen. og derudover valgte denDen engelske premierminister denvalgte ledende premierministerpremierministeren i Irland (''Chief Secretary of Ireland''). I løbet af det 19. århundrede, overtog det britiske parlament kongens tidligere udøvende såvel somog lovgivende funktion i forhold til regeringen. Af denne grundDerfor blev den ledende premierminister vigtigere end den stedfortrædende premierløjtnantvicekongen, der blev en mere symbolsk figur. Efter atnedlæggelsen man havde nedlagtaf det irske parlament, blev irere valgt til at sidde i parlamentet i Westminster. Den britiske administration – der i forskønnende tale kendtes som "[[Dublin Castle]]" – forblev domineret af protestanter frem til den irske uafhængighed i 1922.

Grunden til, at Unionen forekom mange katolikker tiltrækkende, var, at der blev lovet dem en afskaffelse af de tilbageværende straffelovestraffeloven, (der diskriminerede katolikker), og at man blev lovet [[katolsk frigørelse]]. Kong [[George III]] satte imidlertidig en stopper for detteløfterne, da han ikke ville godkende katolsk frigørelse da han mente detder gik imodmod hans kroningsed, hvor han havde lovet at beskytte den anglikanske kirke i England. En kampagne anført af advokaten og politikeren [[Daniel O´Connell]] og hans Katolske Selskab førte til, at den katolske frigørelse opnåede indrømmelser i 1829 så katolikker kunne sidde i parlamentet. Efterfølgende fortsatte en bevægelse der kaldtesEt Ophævelse-Selskabet, under ledelse af samme O´Connell, med atfortsatte arbejdearbejdet for ophævelse af unionsloven og for en reetablering af irsk selvstyre, – men uden succesheld. O´Connells politiske midler var overvejende fredelige, hvor han arrangerede storemed masseforsamlinger for at vise dentilslutningen. offentlige tilslutning.Selv Selvomom O´Connell ikke fik genetableret det irske selvstyre, høstede han politiske frugter i kraft af etableringen af lokalt selvstyre i provinser og grevskaber og fik indført fattigdomslove.<ref name=Daniel O'Connell'>{{cite web

Omend at nationalisme var det dominerende tema i irsk politi, var sociale og økonomiske spørgsmål langt fra fraværende og blev stærkt aktueltaktuelle i de første årtier af det 20. århundrede. [[Dublin]] var en by der var præget af store ekstremer afekstrem fattigdom og rigdom, havendemed nogle af de værseværste slumområder i det britiske imperieimperium. Byen havde et af verdens største "Red-Light-districtsluderkvarterer" kendt som [[Monto]](efter dets centrale gade Mountgomery Street, i den nordlige del af byen).

Arbejdsløsheden var høj og lønninger og arbejdsforhold generelt ringe i Irland. Som reaktion dannede [[socialister]] som [[James Larkin]] og [[James Connolly]] fagforeninger efter [[syndikalistiske]] principper. I [[Belfast]] oplevedevar mander i 1907 en omfattende strejke, blandt havnearbejderne og organiseret af Larkin, med 10.000 strejkende og et politi, der gjorde mytteri,. etEt sjældent tilfælde af mobilisering på tværs af nationalister og unionister i Ulster.