Påskeopstanden 1916: Forskelle mellem versioner

[[General Maxwell]] gav kort tid efter opstanden udtryk for sin intentionhensigt om "at arrestere alle farlige Sinn Fein-mænd". Det var "alle dem der havde taget aktiv del i bevægelsen, også selv om de ikke havde engageret sig i opstanden"<ref>Townshend, ''Easter 1916'', page 273</ref>. Det afspejlede det udbredte synspunkt i offentligheden at [[Sinn Féin]], en separitistisk organisation, der hverken var militant eller republikansk, stod bag opstanden.

I alt blev 3.430 mænd og 79 kvinder arresteret, men de fleste blev løsladt kort efter. I forsøget på at arrestere medlemmer af Kent-familien i [[County Cork]] 2.maj, blev en ledende konstabel skudt i en våbenkampildkamp. Richard Kent blev også dræbt, mens Thomas og William Kent blev arresteret.

En række militærretsdomme begyndte denfra 2.maj og medførte, atdømte 90 personer blev dømt til døden. Femten af dissedem fik deres dødsdom bekræftetstadfestet af Maxwell (heriblandtfx alle 7syv underskrivere af uafhængighedserklæringen) og blev henrettet af en henrettelsespeloton mellem 3.maj og 12.maj (heriblandt også den hårdt sårede Connolly, der grundetmed en knust ankel blev bundet til en stol). Ikke alle de henrettede var ledere: [[Willie Pearse]] beskrev sig selv som "personlig attaché for min bror Patrick Pearse": [[John MacBride]], der ikke engang havde bemærket at der var en opstand, men som havde kæmpet mod briterne i [[Boerkrigen]] femten år tidligere: Thomas Kent blev også henrettet for mordet på en politibetjent under ransagningen af hans hus en uge tidligere. Den mest prominente, der undgik at blive henrettet var [[Éamon de Valera]], der var kommandant i 3.bataljon.

McKenzie udgav i London sammen med C. Arthur Pearson ''The Irish Rebellion: What Happened and Why'', hvor han noterede "Jeg har været igennem mange beretninger om den offentlige holdning i Dublin i disse dage. De er alle samstemmendesamstemmer i, at befolkningens utvetydige sympati lå hos de britiske tropper. Der skal ikke herske tvivl om at disse beretninger stammer fra den rigere del af byen, imidlertid stemmer detmen ikke overensstemmer med den stemning jeg oplevede i de fattigere dele af byen. Det tydede tværtimod på en overvejende sympati med rebellerne, specielt efter at de var besejret." Beresford Ellis citerer en passage, hvor McKenzie noterer folkemængdens begejstring, da en engelsk garnison ankom og at han kommenterer til sin kammerat at de hylder soldaterne. Da han opdagede at soldaterne eskorterede irske fanger indså han at det var oprørerne, der blev hyldet. Oprørerne kom gående i militær formation, hvor de højt og triumferende sang deres oprørssange. McKenzie interviewede en gruppe kvinder og mænd på et gadehjørne, "selvfølgelig, hylder vi dem" sagde en kvinde, "Hvorfor skulle vi ikke, er de ikke vores eget kød og blod?". Da McKenzie var klædt i gulbrunt på sin færd rundt i Dublin, blev han forbandet åbent af mange, da de tog ham for at være en britisk soldat og "alle lignendeder lignede mig blev også forbandet". Den britiske officer J.W.Rowath havde en lignende oplevelse, da han konstaterede at "horder af mænd og kvinder takkede os med knytnæver og forbandelser"<ref>T''he Impact of the 1916 Rising: Among the Nations'', Edited by Ruán O’Donnell, Irish Academic Press Dublin 2008, ISBN 978-0-7165-2965-1, pg. 196-97</ref>.

Brian Barton og Michael Foy citerer Frank Robbish fra Irish Citizen Army, der registrerer at have set en gruppe dublinborgere, der var samlet for at hylde oprørerne, mens de marcherede ind i Richmond Kasernen.<ref>''Under the Starry Plough'', Frank Robbins, Academy Press (Dublin 1977), ISBN 0-906187-00-1, pg. 127</ref> De kunne endvidere rapportere at da De Valera overgav [[Boland´s Mill]] stod der folk på brolægningen i [[Grand Canal Street]] og [[Hogan Place]] og bønfaldt dem om ikke at overgive sig, men i stedet at søge beskyttelse i deres huse. Heraf konkluderede Foy og Barton at "Den offentlige holdning var alt andet end entydig fjendtlig overfor oprørerne i et område som politiet i månederne forinden havde kontrolleret gradvist mere militant i. Flere af de britiske soldater der kæmpede noterede en stærk antipati imodmod dem." I området South Dublin Union noterede borgmester de Courcy Wheeler, at der ikke var nogen antipati mod oprørerne at spore: "Der var ingen tvivl om, at al deres beundring tilhørte de overgivende oprørere"<ref>''The Easter Rising'', Brian Barton & Micheal Foy, Sutton Publishing Ltd. Gloucestershire, UK, ISBN 0-7509-3433-6, pg.206</ref>.

Beresford Ellis mener, at ovennævnte beretninger er i direkte modsætning til hidtidig opfattelse.<ref>''The Impact of the 1916 Rising: Among the Nations'', Edited by Ruán O’Donnell, Irish Academic Press Dublin 2008, ISBN 978-0-7165-2965-1, pg. 197</ref> Dette syn deles af Barton og Foy der specielt vægter den begejstring der tilstrømmede de fanger der blev eskorteret væk.<ref>''The Easter Rising'', Brian Barton & Micheal Foy, Sutton Publishing Ltd. Gloucestershire, UK, ISBN 0-7509-3433-6</ref> Henvisende til detailhandlerens John Clarkes dagbog der skriver: "Her ender det sidste forsøg for stakkelse gamle Irland. Sådan nogle prægtige fyre. Cremen her til lands. Ikke som jer andre gadedrenge<ref>Foy & Barton cited in John Clarke Diary, National Library of Ireland, MS 10485</ref>

Foy og Barton mente, at der var andre faktorer, der kunne vise modsætninger i den hidtidige opfattelse af borgernes ensidige begejstring for opstandens udfald. En faktor deDe undersøgte var den rute, hvoraf de britiske soldater bragte de irske oprørere. Michael Mallins kolonne blev sat til at marchere to mil igennem området ved Richmond barakkernekasernerne, som var kendt som "stærkt loyalistisk og protestantisk håndværksklassedistrikt". Området var kendt for, at Royal Dublin Fusiliers og andre irske regimenter i den britiske hær hentede deres rekrutter her. Det blev sagt, at folk rundt om Richmond Kasernen var økonomisk afhængige af militæret. Så giver det mening at de kvinder, hvis sønner kæmpede i Frankrig, ikke havde forståelse for dette oprør. Fangerne har siden kunnet fortælle, at de så præsterne i Church Street irettesatte oprørerne og de sårede. At disse faktorer har været kraftigt medvirkende til at oprørerne ikke blev hyldet i byen er sjældent nævnt, det er derimod nævnt gennnem mange år, at Dublins borgere ytrede deres mishag mod oprørerne, så det til sidst er blevet den kollektive erindring om hvad der skete.<ref>''The Easter Rising'', Brian Barton & Micheal Foy, Sutton Publishing Ltd. Gloucestershire, UK, ISBN 0-7509-3433-6, pg.203-9</ref>

Beresford Ellis konkluderer, at opstanden i 1916 ikke er et udtømt forskningsfelt, og at vi heraf må have lavet flere undersøgelser før at vi kan vurdere perioden i "dens rette historiske kontekst". Påstanden om at det var en upopulær opstand gennemført af en lille forsamling, der blev hånet i deres fængsling er blot en af mange myter der er blevet udbredt.<ref>''The Impact of the 1916 Rising: Among the Nations'', Edited by Ruán O’Donnell, Irish Academic Press Dublin 2008, ISBN 978-0-7165-2965-1, pg. 198</ref>