Forskel mellem versioner af "John Coltrane"

4 bytes tilføjet ,  for 4 år siden
ingen ændringskommentar
m (Bot: Fjerner {{Link GA}} og {{Link FA}} da Wikidata nu bruges i stedet for.)
Coltrane fik sit store gennembrud på [[Miles Davis]]' ''Kind of blue'' og gik derefter i gang med den række plader i eget navn, der skulle give ham status som periodens store stilskaber i jazz og gøre ham til den saxofonist, som alle senere saxofonister står i gæld til. Coltranes modne spil er karakteriseret ved en vilje til at drive udnyttelsen af temaernes harmoniske islæt og de afledede akkorder til det yderste. De nidkære undersøgelser giver ikke alene usædvanligt lange soli med varrierede gentagelser af melodiske indslag, men også en spændvidde i toneomfanget, som ikke var set hos nogen anden tenorsaxofon. Det giver også Coltranes spil en overvældende udtryksfuldhed, som han tager med sig også i de indspilninger, hvor han inspireret af indisk og afrikansk musik fjerner sig stadig mere fra det tematiske spil og det lyriske udtryk. I stedet nærmer han sig, især på sopransaxofonen, gennem en inciterende afstumpet temabehandling og en ny statisk swing Dolphy, [[Ornette Coleman]] og [[Don Cherry]]s free jazz. Som eksempel på denne udvikling kan nævnes indspilningen af ''India'', hvor den sine steder brutale stakato også kan bringe mindelser om en tidlig inspiration fra Sonny Rollins.
 
Sine største triumfer fejrede Coltrane i arbejdet med sin berømte kvartet, hvor medspillerne var [[McCoy Tyner]] (Piano), [[Elvin Jones]] (trommer) og [[Jimmy Garrison]] (bas). Kvartetten dannedes i 1960, dog oprindeligt med Steve Davis på bas, og fungerer frem til 1966. Blandt de mest kendte indspilninger kan nævnes ''My Favorite Things'' og ''Naima'' samt albummet ''[[A Love Supreme]]''. Undervejs spiller Coltrane også med stort orkester, hvor [[free jazz]]-kunstneren [[Eric Dolphy]] optræder, især på tværfløjte. Coltrane turnerer i perioden meget i Europa. Han indspiller også plader med sangeren Johnny Hartmann, fx numrene ''My One and Only Love'' og ''Lush Life''.
 
I 2005 udsendtes et album under titlen ''Thelonious Monk Quartet with John Coltrane at Carnegie Hall''. Det er nyopdagede optagelser fra en koncert den 29. november 1957, hvor Coltrane spiller hos en af sine store inspirationskilder, [[Thelonious Monk]]. Ikke mindst skæringen ''Bye-Ya'' står tilbage som prægnant udtryk for det fascinerende, omend kortvarige, samarbejde mellem to af de mest originale kunstnere inden for rytmiske musik.
Anonym bruger