Østrig-Ungarn: Forskelle mellem versioner

=== Østrig-Ungarn under 1. verdenskrig ===

 

 

Den nye kejser, der var stærkt påvirket af sin ægtefælle, den entente-venlige bourbonske prinsesse Zita, var ivrig for at fremme de fredsbestræbelser, som allerede havde taget deres begyndelse før hans tronbestigelse. Burian havde søgt at formå Tyskland til sammen med Østrig at stille konkrete fredsforslag, men det førte kun til en almindelig erklæring af 12. december om centralmagternes fredsvillighed. Den bøhmiske adelsmand, grev Czernin, der nu blev udenrigsminister, arbejdede for en fred, hvorved Østrig-Ungarn kunne bestå som stormagt, selv om det måtte gå med til afståelser, men søgte forgæves at få det af militærkredsene beherskede Tyskland med til samme politik. De allieredes svar på fredstilbudet af december 1916 var imidlertid så afvisende, at Østrig-Ungarn om end modvilligt gik med til den uindskrænkede ubådskrig. Også indadtil fik de allieredes svar betydning. Der var blandt andet blevet krævet anerkendelse af de undertrykte folkeslags selvbestemmelsesret. Alle de slaviske folkegrupper afviste denne indblanding i de indre anliggender, og på grundlag af disse tilkendegivelser sammenkaldte førsteminister Clam-Martinitz rigsrådet den 31. maj 1917. Folkegruppernes selvstændighedstrang var imidlertid til trods for ovennævnte erklæringer vokset under krigen. Ministeriet afløstes af [[Ministeriet Seidler]], der satte sig som mål at bygge riget op på grundlag af hver nations selvstændighed som stat, men det var for sent. Fra begyndelsen af 1918 gik bestræbelserne hos hver enkelt nation ud på fuldstændig løsrivelse fra riget. Allerede den 12. januar erklærede de tjekkiske deputerede på et møde i Prag, at deres fremtidige stilling skulle afgøres på den kommende fredskonference, altså som internationalt anliggende, hvad der førte til et krav den 22. januar fra tyskerne i Böhmen om en særlig tysk provins i Böhmen. Den [[9. februar]] sluttede centralmagterne fred med den nye ukrainske stat. Det af østrigerne fra Rusland erobrede Cholm-område blev tildelt [[Ukraine]], hvorover polakkerne, til hvis stat området tidligere havde hørt, følte sig krænket. De afholdt sig fra deltagelse i rigsrådsarbejdet og truede med at hindre levnedsmiddeltilførslen til den øvrige del af Østrig-Ungarn. Den 3. marts krævede ruthenerne i [[Østgalicien]] at blive anerkendt som særskilt [[kronland]]. Da nu Tyskerne også opstillede deres krav, derunder en deling af Böhmen i tyske og tjekkiske dele, og Seidler gik ind herpå, opstillede et tjekkisk nationaludvalg under ledelse af den nylig frigivne Kramar dagen før rigsrådets sammentræden efter halvanden måneds udsættelse programmet om »en suveræn og uafhængig tjekkoslovakisk stat« den 15. juni, et krav, der førte til Englands anerkendelse af tjekkoslovakerne som en allieret nation den 17. august. Da var Seidler allerede den 22. juli gået af og erstattet med baron Hussarek, der opnåede tilslutning af polakkerne ved at gå bort fra planerne om Galiciens deling, men ellers opnåede han intet.