Østrig-Ungarn: Forskelle mellem versioner

I efteråret 1908 fremkaldte den østrig-ungarske udenrigsminister, friherre von Aehrenthal, en europæisk krise, idet han, mens Tyrkiet efter genindførelsen af konstitutionen var travlt beskæftiget med at organisere sig, proklamerede Bosniens og Herzegovinas anneksion samtidig med, at fyrst Ferdinand af Bulgarien erklærede sig for uafhængig zar i oktober 1908. Som vederlag rømmede Østrig-Ungarn Novibazar. Forvandlingen af okkupationen af Bosnien og Herzegovina til en anneksion var et egenmægtigt brud på en international traktat (Berlin-traktaten), idet den fandt sted uden samråd med de andre magter og først bagefter meddeltes disse som en fuldbyrdet kendsgerning. Tyrkiet protesterede ved en følelig boykotning af østrigske varer, hvad der tvang Østrig-Ungarn til at udbetale en større erstatningssum for tyrkiske statsdomæner i Bosnien og Herzegovina. Rusland ville have vestmagterne med til en konference om sagen, hvad Aehrenthal dog vidste at forpurre, og [[Serbien]] og [[Montenegro]] anså deres stilling for politisk og økonomisk truet, når stormagten ved indlemmelsen af det af serbere beboede Bosnien skød sig ind imellem dem. I tillid til det panslavistisk sindede Ruslands støtte blev disse landes holdning meget udæskende, men med Tyskland ved sin side fik virkelig Aehrenthal omsider den fuldbragte dåd anerkendt af magterne. Aehrenthal blev som anerkendelse for den heldigt gennemførte udvidelse af rigets grænser ophøjet i grevestanden. Den store indflydelse, Østrig-Ungarn hermed havde fået på Balkanhalvøen, vakte som anført den yderste uvilje hos det serbiske folk, og da Serbiens landområde og anseelse betydelig forøgedes ved [[Balkankrigene]] 1912—13, kunne det med Rusland i ryggen, optræde langt kraftigere end hidtil mod Østrig-Ungarn. I Bosnien, hvor den serbiske befolkning så hen til en forening med stammefrænderne, og hvor landdagens flertal var serbisk, var der fra nu af stadig uro, og betydelige troppemasser måtte til for at holde ro og værne grænserne mod Serbien. Under sådanne forhold blev den østrigske tronfølger under et besøg i Bosniens hovedstad [[Sarajevo]] myrdet den 28. juni 1914. Da den østrigske regering mente, at serbiske embedsmænd var medskyldige, stillede Østrig-Ungarn Serbien et ultimatum, som den serbiske regering hverken ville eller kunne efterkomme i alle punkter, og i tillid til Rusland nægtede den at gå ind på kravene i deres fulde omfang. Dette blev anledningen til verdenskrigens udbrud.

 

 

Trods loyalitetserklæringer fra de slaviske folkeblfthjjgtslag turde Sturgkh ikke indkalde rigsrådet, der ikke havde været samlet siden marts, af frygt for, at dets forhandlinger skulle føre til rigets sprængning. Han kunne således uden kontrol gennemføre et hårdt og hensynsløst politi- og militærstyre, der i forening med en stærk agitation fra fjendens side førte til masserømninger fra de tjekkiske regimenter, oprettelse af tjekkiske troppestyrker i de fjendtlige hære og mod regeringen åbenlyst fjendtlige handlinger fra tjekkiske embedsmænds side. Over for de neutrale naboer var stillingen vanskelig. Italien havde erklæret sig neutral; [[Tripelalliancen]] krævede jo ikke andet af det. Men dets holdning viste, at neutralitetens vedvaren måtte købes med landafståelser fra Østrig-Ungarns side, og da udenrigsminister Berchtold ikke ville rette sig efter Tysklands råd i den retning, gik han af i januar 1915. De landafståelser, hans efterfølger, baron Burian, tilbød, slog imidlertid ikke til, og Italien erklærede krig i maj 1915. På lignende måde forholdt det sig med Rumænien over for Ungarn, hvis faste modstand mod afståelser førte til Rumæniens indtrædelse i krigen på de allierede vestmagters side i august 1916. Disse nederlag for rigets politik i forbindelse med fortsat hårdhed i det indre styre medførte, at minister Stürgkh blev skudt af venstresocialisten Fr. Adler den 21. oktober. Månedsdagen derefter den 21. november 1916 døde den gamle kejser, og hans brodersøns søn besteg tronen under navnet Karl 1. (1916—1918). I disse måneder lededes ministeriet af Körber, der påbegyndte foranstaltningerne mod ernæringsvanskelighederne.