|
[[Fil:Grevgerhardssegl.jpg|thumb|200px|Grev Gerhards segl]]
'''Gerhard 3. af [[Holsten]]''' ([[1292]]–[[1340]]) blev i Danmark kaldt '''Grev Gert''' eller '''Den kullede (skaldede) greve'''. Han regerede fra [[1312]] i [[Holsten]] sammen med fætteren [[Johan 3.]]. Da kong [[Christoffer 2.]] brød sin [[håndfæstning]] og begyndte at udskrive store skatter, søgte danske stormænd hjælp hos grev Gerhard til at fordrive ham. Han fordrev i [[1326]] [[Christoffer 2.]] og blev [[rigsforstander]] for [[Valdemar 3.]] , [[hertug]] af [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] og efterhånden Danmarks største [[pant]]herre. Fik i [[1329]] [[Fyn]] i pant og i [[1332]] også [[Jylland]] efter at have besejret Christoffer. Under et jysk oprør blev han [[1340]] dræbt i [[Randers]] af [[Niels Ebbesen]]. {{autoritetsdata}}
== Liv og gerning ==
[[Greve (rang)|Greve]] Gerhard "den store" blev i 1326 den første [[schauenburg]]ske [[hertug]] af [[Hertugdømmet Slesvig|Slesvig]] ([[Sønderjylland]]).
Efter faderen Henriks død 1304 satte sig den unge Gerhards farbroder, [[Gerhard den Blinde|Gerhard 2. "den blinde"]], i besiddelse af hans arv, og unge Gerhard synes at være opdraget hos sine mødrene frænder. 1312 måtte han forsvare sine arvekrav på [[Stormarn]] mod farbroderen, og først efter dennes død samme år optrådte Gerhard som [[Greve (rang)|greve]] af Rendsborg (tysk: ''Rensburg''), hvilket var hans retmæssige fædrenearv i [[Holsten]].
I 1315 kom Gerhard i besiddelse af Segeberg slot, detta efter at Hartwig Reventlow af personlige grunde havde overfaldet og dræbt den der residerende [[Greve (rang)|greve]] Adolf. Omtrent samtidigt samlede Gerhard under sig en del af den kielske linjes land. Som anfører for lejetropper bistod han 1316-1317 kong [[Erik Menved]] i striden med [[markgreve]]n af [[Mark Brandenburg|Brandenburg]] og fik for sin medvirken delvis [[Fyn]] i [[pant]].
Med sine lejetropper deltog Gerhard i alle nabolandenes kampe: i [[Danmark]], [[Sverige]] og Nordtyskland, og derved skaffede han sig ikke kun formue og indflydelse, han blev tillige kendt som en enestående hærfører. I 1317 måtte han kæmpe mod sin fætter Adolf, som forsøgte at vinde den myrdede greve Adolfs land, og besejrede denne fuldstændigt. I [[1319]] foretog Gerhard et hærtog mod [[Kreis Dithmarschen|Ditmarsken]] og vandt en stor sejr, men blev kort efter drevet på flugt og sluttede fred i 1323.
I 1325 kom Gerhard i kamp med den danske [[konge]] [[Christoffer 2.]]. Anledningen til striden var spørgsmålet om formynderskabet for [[hertug]] [[Valdemar 3. af Danmark| Valdemar af Sønderjylland]], som var Gerhards søsters søn. Da Valdemar i 1326 blev valgt til dansk konge, blev Gerhard hans formynder, rigets forstander og fik [[Sønderjylland]] som arveligt len i [[Nyborg]] den [[15. august]] [[1326]]. Gerhard tog tillige [[Vordingborg]] i besiddelse.
I 1328 nedkæmpede Gerhard et bondeoprør på [[Sjælland]], og 1329 nedkæmpede han et angreb af jyderne på Hesterbjerg ved [[Gottorp Slot]].
Da kong Kristofer 2. genindsattes i 1330, fik Gerhard [[Fyn]] som arveligt len mod tilbagegivelse af [[Sønderjylland]], hvilket overdroges til den afsatte kong Valdemar. Vilkåret for dette var, at hvis Valdemar døde uden arvinger, skulle Gerhard genfå [[Sønderjylland]] og gilbagegive [[Fyn]]. Gerhard fik ydermere Nørrejylland som pant for sine krigsomkostninger, og Christoffers ældste søn, Erik, skulle ægte Gerhards søster Elisabet.
Som følge af en strid mellem Gerhard og hans fætter [[Johan den Milde|Johan "den milde"]], en halvbroder til kong Christoffer 2., udbrød striden mellem Gerhard og Christofer på ny i 1331. Erik forskød Elisabet og angreb sammen med faderen [[Sønderjylland]]. Ved Dannevirke led Erik imidlertid et totalt nederlag og døde umiddelbart efter af sine sår. Kort efter sluttedes en fred i [[Kiel]] i januar 1332, hvorved Gerhard fik Nørrejylland og [[Fyn]] i pant for 100.000 mark sølv. Da så kong Christoffer 2. selv døde i 1332, gik den formelle ret til kronen tilbage til [[hertug]] Valdemar, hvilken fortsat stod under Gerhards formynderskab. Kong Christoffers anden søn, Otto, gjorde i 1334 et forsøg på at genvinde sin faders land, men Gerhard besejrede ham på Tapheden ved Viborg og førte Otto som fange til Segeberg.
Gerhard, der havde begyndt som [[Greve (rang)|greve]] i en fjerdedel af [[Holsten]], var nu herre over det halve [[Danmark]]. Umiddelbart efter kom han imidlertid i strid med søstersønnen [[hertug]] Valdemar, som var blevet træt af på det lange formynderskab (til 1336), og med indbyggerne i Nørrejylland, som rejste sig mod det tyske åg (''den kullede greve'' var deres øgenavn på Gerhard, sigtende til hans skaldede isse). For at redde sig ud af disse vanskeligheder indgik Gerhard et forlig i [[Lübeck]] den 11. februar 1340 med [[hertug]] Valdemar og [[Valdemar Atterdag|prins Valdemar]], Kristofer 2.s yngste søn. Nørrejylland overdroges til [[hertug]] Valdemar mod en indløsning af 43.000 mark sølv, og for en del af denne sum fik Gerhard indtil videre [[Sønderjylland]] i pant, men hertug Valdemar var berettiget til at genindløse dette.
Men trods overgivelsen af Nörrejylland til [[hertug]] Valdemar forsøgte Gerhard selv at underkue oprøret der. Han samlede en stor hær af tyske lejeknægte og for hærgende frem i landet lige til [[Randers]], hvor han natten til den [[1. april]] [[1340]] blev overfaldet og dræbt af den danske [[ridder]] [[Niels Ebbesøn]]. Gerhard var på detta tidspunkt under bedring efter en svær sygdom, da han blev offer for drabet. Gerhards lig førtes af sønnerne Henrik og Claus til klosterkirken i [[Itzehoe]].
Om Gerhard lyder eftermælet at han var en dygtig [[feltherre]] og en klog statsmand men hård og hensynsløs i valget af midler. Holstenerne gav ham senere tilnavnet ''den store'', mens han i [[Danmark]] vedvarende kaldtes for ''den kullede greve''.
Gerhards store vælde faldt sammen ved hans død, men satte sig varige spor i Sønderjylland.
== Ægteskab ==
Han blev gift med [[Richiza]], datter af [[Erik Glipping]] og [[Agnes af Brandenburg]] og blev således stamfader for [[Oldenborgske kongeslægt|det oldenborgske kongehus]].
{{anetavle2|Grev Gerhard|Henrik 1. af Holsten|Hedvig af Bronkhorst|Gerhard 1. af Holsten|Elisabeth af Mecklenburg|Vilhelm af Bronkhorst|Irmgard af Randerode|Holsten, Gerhard 3}}
{{FD|Ukendt|1340}}
{{autoritetsdata}}
[[Kategori:Skandinaver fra middelalderen]]
| 
