Käthe Kollwitz: Forskelle mellem versioner

Kollwitz blev uddannet fra en kunstskole for kvinder i [[Berlin]] og studerede senere ved en lignende skole i [[München]]. Hun blev gift med lægen Karl Kollwitz, og parret bosatte sig i det fattige [[arbejderkvarter]] [[Prenzlauer Berg]] i Berlin. Hendes oplevelser her under og efter [[1. verdenskrig]] resulterede i hendes mest velkendte [[tegning]]er, [[litografi]]er og [[ætsning]]er med kvinders og børns lidelser som det primære motiv. Under krigen mistede hun sin søn, hvilket påvirker hendes billeder stærkt. Hun portrætterede den spirende arbejderbevægelse, krig og død, fortvivlelse og sorg. Efter [[1910]] arbejdede hun mere med [[skulptur]] end grafik, men også senere udførte hun litografier og træsnit. I [[1919]] blev hun medlem af og professor ved [[Akademie der Künste]], men blev af [[Nazi-Tyskland|nazisterne]] tvunget til at forlade sin post i [[1933]]. I [[1936]] fik hun også forbud mod at udstille sine værker. Hun fortsatte dog med produktionen, men flyttede i [[1943]] fra Berlin til først Nordhausen og senere Moritzburg, i nærheden af [[Dresden]].

Hendes breve og dagbøger blev udgivet i [[1948]]. I Prenzlauer Berg findes desuden en gade og en plads opkaldt efter hende, tæt ved hendes tidligere bopæl.

I bydelenBerlinbydelen [[Charlottenburg]] findes desuden Käthe-Kollwitz-Museum, der rummer over 200 af hendes arbejder, bl.a. mange selvportrætter. Men den største samling arbejder har dog Käthe-Kollwitz-Museum i [[Köln]]. Desuden findes et museum kaldet Käthe-Kollwitz-Haus i Moritzburg.