Francesco Foscari: Forskelle mellem versioner

Foscari blev 1423 valgt til doge i Venedig og bidrog meget til, at republikkens politik rettedes mod det italienske fastland. Han førte krig mod [[Filippo Maria Visconti]] af [[Milano]], der 1427 måtte afstå [[Cremona]], [[Bergamo]] og [[Brescia]]; 1433 udbrød krigen på ny, og Milano, der understøttedes af [[Neapel]] og [[Mantua]], kæmpede i begyndelsen heldig mod Venedig, hvis forbundsfæller var pave [[Eugen IV]], [[Firenze]] og [[Genova|Genua]], men fra 1439 vendte lykken sig, og ved freden 1441 erhvervede Foscari [[Peschiera]] med flere omliggende distrikter og bemægtigede sig kort efter på svigefuld vis [[Ravenna]]. Han stiftede et stort, norditaliensk Forbund mod kong [[Alfons 5. af Aragonien|Alfons I af Neapel]] (1443), men flere af de allierede gik efterhånden over til fjenden, og selv om fredsslutningerne 1448 og 1454 (i [[Lodi]]) var fordelagtige, havde dog de idelige krige været til stor skade for republikken; de vakte også megen misfornøjelse i Venedig og skaffede ham mange fjender. [[Sørøveri]]et i [[Adriaterhavet]] var steget, og i [[Osmanske rige|tyrkerne]] havde man fået en mægtig fjende, der alt havde erobret flere af de venetianske besiddelser. Foscaris modstandere, hvoriblandt admiralen [[Loredano]] var den farligste, benyttede sig heraf til 1457 at afsætte dogen, der døde få dage efter. Forinden var også Foscaris søn blevet dømt til [[landsforvisning]]. Foscaris og hans søns skæbne er poetisk behandlet af [[Byron]] i ''The two Foscaris''.