Muammar Gaddafi: Forskelle mellem versioner

Gaddafis eneste datter, [[Aisha al-Gaddafi]], er sagfører og var med til at forsvare [[Saddam Hussein]].

 

Gaddafi fik magten, da han som leder af en gruppe [[officer]]er begik [[statskup]] mod det pro-[[vestlig]]e [[monarki]] [[1. september]] [[1969]]. Før dagen var omme havde de afsat kongen, som var under medicinsk behandling i Tyrkiet og sat kongens nevø Sayyid Hasan ar-Rida al-Mahdi as-Sanussi, i husarrest, afskaffet monarkiet og erklæret den nye ''Libyske [[Araber|Arabiske]] [[Republik]]''. Gaddafi blev herefter Libyens [[de facto]]-[[præsident]], men han antog ingen højere formel titel – hverken militær eller politisk – end ''[[oberst]]''. I stedet påstår han, at Libyen »regeres af folket«. I officielle dokumenter kaldes han for »[[Revolution (politik)|revolutionens]] leder og guide«.

 

Gaddafi støttede [[Uganda]]s diktator [[Idi Amin]], og da [[tanzania]]nske tropper væltede Idi Amin i 1979, havde Gaddafi sendt 2.-3.000 libyske soldater til Uganda, for at beskytte ham.

 

Internationalt har Gaddafi længe været en kontroversiel person; f.eks. menes han at have stået bag bombeattentatet på diskotek La Belle i Berlin den 5. april 1986. USAs præsident [[Ronald Reagan]] gav Gaddafi skylden, og hævnede attentatet ved at lade den amerikanske flåde sænke to libyske krigsskibe. Derefter gav Reagan ordre til at bombe Tripoli og Benghazi: Under [[Operation El Dorado Canyon]] bombede amerikanske [[kampfly]] den 15. april 1986 Tripoli, hvormed 36 civilister blev dræbt, derunder Gaddafis adoptivdatter.

Denne adoptivdatter blev dog først adopteret af Gaddafi efter sin død ifølge journalister, der undersøgte sagen.

Gaddafi støttede oprørsbevægelser i nabolandene, herunder [[Tchad]]. I 1986 vendte de tchadiske oprørsbevægelser sig dog imod Gaddafi i 'Toyota-krigen'.

 

Fra midt-halvfemserne har han imidlertid i stigende grad forsøgt at ændre sit dårlige renommé. F.eks. har han støttet en fredelig løsning af den [[israel]]sk-[[Palæstina|palæstinensiske]] konflikt og han har købt en fodboldklub i Italien.

 

I februar 1996 mislykkedes et bombeattentat på Gaddafis eskorte. Han blev ikke såret, men i stedet døde flere af dem der fulgte ham. For at slippe for FN's sanktioner og den amerikanske handelsembargo på grund af La Belle (1986), Pan Am Flight 103 over Lockerbie (1988) og UTA Flight 772 over Niger (1989), oprettede Gaddafi i 1999 fonden ''Gaddafi International Foundation for Charity Associations'' (GIFCA) på 2,7 milliarder dollars til ofrenes familier, dog uden at påtage sig ansvaret. Han udleverede også attentatmændene Abdul Baset Ali al-Megrahi og Al-Amin Khalifa Fhimah til en domstol i Holland. Sidstnævnte blev dog frifundet af retten.

 

[[Fil:G8 summit in L'Aquila, family photo.jpg|thumb|250px|G8 møde i [[L'Aquila]], Italien, juli 2009]]

 

I oktober 2008 besluttede han at trække alle Libyens interesser ud af Schweiz <ref>[http://www.b.dk/verden/libyen-traekker-milliarder-ud-af-schweiz Libyen trækker milliarder ud af Schweiz]</ref>, dette uden godkendelse i nogen demokratisk forsamling.

 

I februar 2011 begyndte et [[Oprøret i Libyen 2011|oprør i Libyen]] der forsøgte at vælte Gaddafis regime. Flere steder i landet og flere større byer blev overtaget af oprørerne. Der var flere store demonstrationer mod regimet på Den Grønne Plads i Tripoli{{kilde mangler|dato=Uge 35, 2011}}, og i forbindelse med dette brød det østlige Libyen fra Gaddafis diktatur, og mange lande har sendt fly til Libyen i en NATO-ledet operation. <ref>[http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-37589283:%C3%B8stlige-libyen-bryder-med-gaddafi.html Østlige Libyen bryder med Gaddafi – TV 2 Nyhederne<!-- Bot genereret titel -->]</ref>