Det Nye Testamente: Forskelle mellem versioner

Processen omkring samlingen og afgrænsningen af den nystestamentligenytestamentlige [[Kanon (religion)|kanon]] strakte sig over 300 år fra skrifternes tilblivelse i sidste halvdel af det [[1. århundrede]] til langt ind i det [[4. århundrede]]. Kanontanken var kendt af kirken fra GTs kanon, der i de første århundrede fungerede som de kristnes eneste bibel.

Allerede i det [[2. århundrede]], hvor den kristne kirke gennemlevede en dogmatisk og organisatorisk konsolideringsproces voksede behovet for en afgrænset autoritativ skriftsamling. Selv om visse skrifter stadig var omdiskuteret, var der forholdsvis konsensus om denne afgrænsning blandt de fleste af oldkirkens [[biskop]]per. Denne samling og afgrænsning skulle ruste mainstream-kirken mod andre typer af kristendom, der ikke nød samme tilslutning, heriblandt [[gnosticisme]] og [[montanisme]].

Først i det 4. århundrede blev afgrænsningen af den nystetamentligenytestamentlige kanon endelig vedtaget. I forbindelse med [[Konstantin den Store|Kejser Konstantins]] accept af og konvertering til kristendommen opstod kravet om uniformietetuniformitet i kristendommen herunder en endelig afgrænsning af dens helligskrift.

Kanondannelsen betød dog ikke, at kristendommen helt mistede sin mangfoldighed, hvilket tilstedeværelsen af fire evangelier bevidner. NT repræsenterer en mangfoldighed af kristendomsformer og formåede stadig, kanondannelse til trods, at tilfredsstille en række forskellige lokale behov og teologiske særinteresser. Først og fremmest er kanondannelsen et udtryk for en fælles teologisk ramme omkring fortolkningen af den kristne tro.

I forhold til den klassiske græske litteratur er Det Nye Testamente karakteriseret som 'folkelig' litteratur, med enklere former og et mindre ordforråd. Formen er upræcis og flydende imellem skiftende genregenrer: fortællinger, breve og formaninger, modsat fx [[Dødehavsrullerne|Dødehavsteksterne]] fra [[Qumran]], der er samtidige med NTs tekster, og som har mere karakter af teologisk afhandling og ritual.

NT'sNTs mest særprægede litterære bidrag er evangelierne, som der ikke eksisterer nogen direkte modeller for i klassisk litteratur.

På sin vis er NTNTs stofområde også særpræget. Påstanden om, at den historiske person Jesus fra Nazaret er Guds [[inkarnation]] udgør en bregrebsmæssigbegrebsmæssig udfordring til den klassiske adskillelse mellem det [[fysik|fysiske]] og det [[metafysik|metafysiske]] (det naturlige og overnaturlige). Det Nye Testamentes fortællinger er en slags '[[Narrativ|narrative]] [[prædiken]]er' med de historiske begivenheder som basis, men med et budskab der transcenderetranscenderer (overskrider) de historiske begrænsninger. Hvad der skete i tid og sted, er underordnet i forhold til, hvad det betyder teologisk, men kristen teologi er dog alligevel bundet til disse narrative prædikener fra Det Nye Testamente og kan næppe tænkes uden.

Endvidere fremgår det ingen steder i NTs skrifter, at de er blevet til med henblik på, at blive en del af den kristne kirkes kanon. Man kan derfor sige, at Det Nye Testamente er kritisk overfor skrift som højeste autoritet i spørgsmål om Guds sandhed. Skrift afvises ikke, men behøver en højere autoritet, og det frelsende budskab (evangeliet) ligger i selve proklamationen (se [[kerygma]]). Det frelsende udtryk ''"Ordet"'' ([[Logos]]) knytter sig først og fremmest til Kristus og ikke til skrifterne om Kristus. Endelig er der en særpræget tone af påtrængende nødvendighed i Det Nye Testamentes tekster – de præsenterer sig som meddelelser i en kritisk fase af verdensforløbet mellem Kristi korsfæstelse og opstandelse på den ene side og den kommende dommedag på den anden. Nogle af skrifterne bærer meget præg af den forfølgelse og trængselstid som de første kristne menigheder erfarede.