Pierre-Narcisse Guérin: Forskelle mellem versioner

'''Pierre-Narcisse Guérin''' (født [[13. marts]] [[1774]] i [[Paris]], –død [[16. juli]] [[1833]] i [[Rom]]) var en [[Frankrig|fransk]] [[historiemaler]].

Guérin, der var elev af [[Jean Baptiste Regnault|Regnault]], repræsenterede ganske den [[Jacques-Louis David|davidske]] [[klassicisme]]s grundsætninger og drev disse ud i deres yderste spidse ved en udpræget antik skulpturstil og en stærkt patetisk teatralsk [[komposition]], der vel en tid skaffede ham stor yndest, men også bidrog til at fremkalde tilbageslaget hos den nye skoles mænd. Guérin, der 1796 havde vundet en pris for ''Catos Død'', vakte formelig furore med ''M. Sextus, der ved sin hjemkomst finder sin hustru død'' (1799, Louvre); som ofte senere havde han her givet sit arbejde en væsentlig biinteresse ved hentydninger til aktuelle stemninger: her emigranternes hjemkomst; ''Hippolyt anklaget af Fædra'' (1802, Louvre), efter [[Jean Racine]], skylder delvis sit held til dets nøje tilslutning til [[Comédie-Française|Théâtre français]]' fremstilling af samme emne. 1802—05 opholdt han sig i [[Italien]], hvor han senere kom til at virke som direktør for det franske akademi i [[Rom]], 1822—29. Hans mange øvrige værker (en del i [[Louvre]]), flittigt gjorte med omhyggelig beregning af kompositionens linjer, mangler med deres kolde tillærte arrangement gennemgående følelse, liv og fantasi: ''Offer til Æskulap'', ''Andromache og Pyrrhos'' (1810), ''Æneas beretter Dido sine tildragelser'' (1813), ''Klytaimnestra'' (1817) med dets pirrende motiv (det forestående mord) og effektfulde kunstige belysning, samt ''Aurora og Kefalos''; fra tidligere tid ''Napoleon tilgiver oprørerne i Kairo''. De mange dygtige elever, han uddannede: [[Théodore Géricault]], [[Eugène Delacroix]], [[Ary Scheffer]] etc., brød alle med hans kunstprincipper. I 1829 blev han udnævnt til [[baron]].