Theodosius 2.: Forskelle mellem versioner

== Storpolitik i kejser Theodosius regeringstid ==

I begyndelsen af 400-tallet havde [[goterne]] været en stadig urofaktor i østromersk politik. Fra omkring år 400 opstod der en kraftig anti-gotisk stemning i Konstantinopel, og kombineret med det magttomrum, der opstod i det Vestromerske rige, da general Stilicho blev henrettet i 408, kan det have været årsagen til, at de fleste af goterne brød op og søgte vestpå under ledelse af [[Alarik]].<ref>Haywood, side 316-317.</ref> I stedet begyndte [[hunnerne]] at dukke op, og de nævnes som en væsentlig grund til, at de nye mure omkring Konstantinopel blev gjort ekstra kraftige, samtidigt med, at flådestyrkerne på [[Donau]] blev styrket fra 412.<ref>Heather, side 203.</ref> Det østromerske rige havde en stærk interesse i at opretholde fredelige forbindelser med hunnerne, og af kilderne fremgår det, at der fra omkring år 430 blev betalt en årlig ydelse på 350 pund guld til hunnerne, i et forsøg på at fastholde freden.<ref>Norwich, side 152.</ref>

 

Omkring 438 døde den hunniske konge, og magten gik videre til brødreparret [[Attila]] og Bleda. De to nye konger gik straks i gang med at genforhandle den eksisterende aftale med det østromerske rige. Forhandlingerne foregik uden for byen Margus (det nuværende [[Požarevac]] i [[Serbien]]) i vinteren 439.<ref>Kelly, side 97.</ref> Den østromerske embedsmand og historiker [[Priscus]], der senere besøgte Attilas hof, fortæller, at hunnerne insisterede på at forhandle siddende på deres heste - alt andet var umandigt. Da romerne ikke ville sidde lavere end hunnerne, måtte de også til hest. Traktaten indebar, at den årlige betaling blev fordoblet til 700 pund guld, at der blev aftalt løsesum for romerske fanger hos hunnerne, at hunnerne fik adgang til visse romerske markeder og at fremtidige flygtninge fra hunnerne skulle sendes retur, hvis de nåede ind på romersk område.<ref>Heather (2005), side 300-301.</ref> Attila og Bleda havde imidlertid fået blod på tanden, og deres timing var oplagt: En stor del af den østromerske felthær var i 440 blevet sendt til [[Sicilien]] for at forberede en invasion af Nordafrika, hvor [[vandalerne]] havde sat sig fast. En fælles øst- vestromersk invasion skulle erobre de rige provinser tilbage, og der var derfor relativt fri bane på Balkan. Kort efter - [[Peter Heather|Heather]] tidsfæster det til vinteren 440-441 - opfandt hunnerne en anklage mod biskoppen af Margus. Han blev beskyldt for at have krydset Donau og plyndret en hunnisk høvdingegrav. Den skrækslagne biskop slap ud af klemmen mod til gengæld at åbne byens porte for hunnerne.<ref>Heather (2005), side 301.</ref> Efter at have skaffet sig dette støttepunkt på den romerske side af Donau, indledte hunnerne et regulært felttog mod sydøst, langs romernes gamle hærvej gennem Balkan. De erobrede Viminacium (nær nutidens Kostolac i Serbien) og derpå den vigtige by Naissus ([[Niš]]) i 442. Normalt var de "barbariske" invasionshære ikke i stand til at erobre store, befæstede byer - bortset fra at sulte dem til underkastelse - men hunnerne havde tilegnet sig viden om belejringsmaskiner, og havde bygget deres egne. Hermed var det lykkedes hunnerne at forrykke den strategiske balance, idet romernes herredømme over landområder i høj grad var baseret på befæstede byer, som kunne modstå ethvert angreb fra omkringboende stammer.<ref>Heather (2005), side 302-304.</ref> Østromerne var nu parate til en genforhandling af traktaten. I 442-443 blev der lavet en ny aftale, hvor den årlige betaling til hunnernes blev sat yderligere op, og fra 443 var der igen fred på Balkan.<ref>Heather (2005), side 307.</ref>