Norsk (sprog): Forskelle mellem versioner

'''Norsk''' er et [[nordiske sprog|vestnordisk]] sprog fra den [[Germanske sprog|nordgermanske]] gren af den germanske sprogfamilie og er i lighed med [[svensk (sprog)|svensk]] og [[dansk (sprog)|dansk]], stærkt påvirket af [[nedertysk (sprog)|nedertysk]]. Norsk har to officielle skriftsprog: ''[[Bokmål]]'' og ''[[nynorsk]]''. ''Bokmål'' (bogmål), med den uofficielle konservative form ''[[riksmål]]'' (rigsmål) har sin oprindelse i dansk skriftsprog. Nynorsk er derimod baseret på norske dialekter, primært fra [[Vestlandet]]. Omkring 87 procent af nordmændene skriver bokmål. NorsksNorsk ordforråd og [[grammatik]] er stærkt påvirket af [[Dansk (sprog)|dansk]]. Omkring 20% af nordmændene taler de sproglige varianter [[standard østnorsk]], trønderfint og penbergensisk, der lingvistisk set er danske dialekter. Mens de øvrige 80% taler norske dialekter, dog ofte påvirket af standard østnorsk.

Traditionelt har sproget været klassificeret som et vestnordisk sprog sammen med islandsk og færøsk, mens dansk og svensk har været klassificeret som østnordiske sprog. Dette er baseret på [[fonologi]]ske forskelle som opstod tidligt i [[norrønt|norrøn]] tid. Denne klassificering er problematisk, fordi den tillægger [[dialekt]]forskelle indenfor det fastlandsnordiske [[dialektkontinuum]] større vægt end skellet mellem tydeligt adskilte sprog, fordi de førstnævnte forskelle er ældre end de sidstnævnte. Desuden går en del af skilleneskellene mellem vest- og østskandinavisk tværs igennem det norske sprogområde, og endvidere har skriftsproget bokmål mange østnordiske træk på grund af sit nære slægtskab med dansk og kan i sin mest konservative variant siges at være nærmest rent østnordisk. Det standardiserede talesprog knyttet til bokmål, [[standard østnorsk]], klassificeres heller ikke som en norsk dialekt. Et skel mellem vestnordisk og østnordisk opleves derfor som problematisk og lidet relevant for moderne norsk.

Norsk talesprog er i synkront perspektiv kendetegnet af relativt store dialektforskelle og stærke, livskraftige dialekter. Dialektforskellene kan blandt andet tilskrives store geografiske afstande, og at fjeldandskabetfjeldlandskabet har begrænset kontakten mellem folk i tidligere tider. Det specielle ved Norge er den stærke stilling dialektbrug har fået i nyere tid. Med undtagelse af situationer hvor man er bundet af manuskript, er det relativt usædvanligt for dialekttalende at lægge om til et af «standardsprogene», selv i mere formelle sammenhænge.

Man skelner mellem to hovedgrupper af dialekter i Norge, østnorsk og vestnorsk. De østnorske dialektenedialekter tales på [[Østlandet]], i [[Trøndelagen]] og i [[Nordmøre]]; de vestnorske dialektenedialekter tales i [[Agder]]-fylkerne, på [[Vestlandet]] inklusive [[Sunnmøre]] og [[Romsdal]], og i [[Nordnorge]]. Hovedkriteriet for skilletskellet er den såkalte ''[[jamvekt]]slov'': i østnorske dialekter blev de tryklette endevokaler fra norrønt svækket til ''e'' eller bortfalder i ord med lange (og dermed mere betonede) rodstavelser, men holder sig uændret i ord med korte rodstavelser. Et andet særtræk ved østnorske dialekter er, at de har tykt l, hvor skriftbilledet har «l» eller «rd». Den mest iørefaldende forskelle er imidlertid, at østnorske dialekter har [[lavtone]], mens vest- og nordnorske har [[højtone]], det vil sige, at et ord som «Bergen» har initial lav tone i Østnorge, men høj eller faldende tone i Vest- og Nordnorge.

Videreførelsen af det danske skriftsprog var i hovedsagen identisk med skriftsproget i Danmark indtil 1907, med undtagelse af nogen få enkeltord. Både dansk og norsk gennemgik i 1800- og 1900-tallet en gradvis reform af skriftsproget. Gennem reformerne i 1907 og 1917 gik det sprog, som dengang var kendt som [[riksmål]] og som i 1929 fik det officielle navn [[bokmål]], fra at være nærmest identisk med dansk til at få et mere fornorsket uttrykkudtryk. Udviklingen af dette skriftsprog blev fra 1938 præget af strid mellem de som ville smelte sproget sammen med nynorsk for at skabe et «[[samnorsk]]», og de som modsatte sig denne udvikling. Da [[den norske sprogstrid]] brød ud for alvor tidligt i 1950-erne begyndte [[Det Norske Akademi for Sprog og Litteratur]] at lave en alternativ retskrivning, der blev kaldt [[riksmål]], som blev brugt af store dele af hovedstadspressen anført af [[Aftenposten]]. Efter at samnorskpolitikken havde vist sig mislykket, blev [[Vogt-komitéen]] («sprogfredskomiteen») nedsat, noget som resulterede i en reform af officielt bokmål i 1981 i konservativ retning. I 2005 fulgte endnu en reform som nærmest eliminerede forskellene mellem riksmålsnormalen og (moderat) bokmål.

Norsk har udviklet sig fra det fælles skandinaviske sprog ''[[urnordisk]]'' som blev brugt i perioden 200 til 500. Skriftlige kilder af urnordisk finder vi i [[runer|runeinskripsjoner]]. Urnordisk må have værtværet gensidig forståeligt med de [[vestgermanske sprog]], som blandt andet [[engelsk]], [[Tysk (sprog)|tysk]] og [[nederlandsk]] har udviklet sig fra.

Omkring 500 gik urnordisk ind i en periode med bortfald af stavelser, den såkaldte ''synkopetidasynkopetid''. For eksempel blev de urnordiske navne ''AnulaibaR'' og ''HarjawaldaR'' forkortet til ''Óláfr'' og ''Haraldr'' (i dag ''Olav'' og ''Harald''). Disse forandringene var så omfattende, at sprogene før og efter synkopetidasynkopetid ikke ville vært gensidigt forståelige, men nordisk og vestgermansk adskilte sig ikke fuldstændig på grund af sprogkontakt og parallellparallel udvikling.

Fra omkring 1200 adskilte dansk sig stadig mere fra norsk og svensk. Dansk mistede skillet mellem flere vokaler i grammatiske endelser, sådan at hvor norsk og svensk veksler mellom ''e'', ''a'' og ''o'' har dansk kun ''e''. Dansk fik også en særegen [[fonologi]]sk udvikling, blantblandt andet får dansk sine ''bløde konsonanter'' og det danske ''stød'' opstod på denne tid. Dette dialektskel er større end det ældre skel mellom østnorsk og vestnorsk, og det er først og fremmest dette som gør, at nordmænd har vanskeligere ved at forstå mundtlig dansk end svensk.<ref name="Torp" />

Det norske sprog fra [[Sorte død|sortedødenden sorte død]] til [[reformationen]] i 1536 kaldes ''mellemnorsk''. På ny gik norsk ind i en periode med store forandringer og forenklinger. De samme endringerændringer skete i stor grad i svensk og dansk, sådan at afstanden mellem de skandinaviske sprog ikke øgedes betydeligt. En vigtig drivkraft i sprogændringerne i denne periode var den udstrakte kontakt med hanseatiske handelsmænd, det vil sige nordtyskere, og deres nedertyske sprog. Ikke mindst gælder det ordforråd som i stor grad blev byttet ud. Skandinaver og nordtyskere kunne således forstå hverandre, men med det resultat, at afstanden til de ønordiske sprog islandsk og færøsk øgedes, og det nordiske sprogområde blev definitivt delt.<ref name="Torp" />

Fra 1500-tallet fik de skandinaviske sprog en form, som nutidens skandinaver ville have kunnet forstå. Dette stadie af norsk sprogudvikling kaldes nynorsk. Siden norrøn tid var [[kasus]]systemet blevet stærkt svækket, selv om enkelte norske dialekter fremdeles har bevaret skilletskellet mellem [[nominativ]] og [[dativ]]. De personlige pronomener har også beholdt et todelt kasussystem som i skillet mellom ''du'' og ''deg''.

I 1852 skabte Aasen målstrid, da han udtrykte ønske om at lave en normalform af folkesproget til almen brug. Nogen skriftnormal fandtes endnu ikke, og Aasen var derfor ikke klar til kamp og prøvede at afdramatisere sagen. Den første skitse til en normal kom i 1853 med ''Prøver af Landsmaalet i Norge''. Den første virkelig store strid opstod i efteråret 1858, da journalisten og digteren [[Aasmund Olavsson Vinje]] startede ugebladet [[Dølen]], det første [[tidsskrift]] på det nye landsmål.<ref name="Hoel" /> Aasen fuldførte landsmålsnormalen med publiceringen af [[Norsk Grammatik]] i 1864 og [[Norsk Ordbog]] i 1873. Partiet [[Venstre]] tog [[målsaken|målsagen]] op, og i 1885 blev landsmålet sidestillet med det danske skriftsprog, eller ''vort almindelige Skrift- og Bogsprog'' som det hed i stortingsvedtagelsen. Den første officielle retskrivning kom i 1901, og i 1907 blev der indført obligatorisk eksamen i landsmål ved [[studentereksamen]].

Med reformationen og [[bogtrykkerkunsten]] øgedes skriftsprogets betydning, og mange af Europas skriftsprog fik sin moderne form i arbejdet med bibeloversættelserne på denne tid. I SkandinaviaSkandinavien fikkfik vi to standardskriftspråkstandardskriftsprog, et svensk basertbaseret på dialektenedialekterne i og omkring [[Stockholm]], og et dansk baseret på dialekterne omkring [[Øresund]] og i [[Nordsjælland]]. I Norge befæstede dansk sin stilling.

I 1600-tallet udviklede der sig et ''højtidssprog'' i Norge med skriftsproget som rettesnor. En skriftret læseudtale af dansk blev brugt som prædikesprog i kirkerne og senere i [[konfirmation]]sundervisningen og skoleneskolerne. I skoleneskolerne varede dette til Stortinget i 1878 vedtog, at undervisningen skulle gives på «Børnenes eget Talesprog». At tale sådan blev ifølge [[Jonas Ramus (historiker)|Jonas Ramus]]' ordliste fra [[Ringerike]] i 1698 kaldet at ''knote'', med «hand har lært at knote» som eksempel. ''Klokkerdansk'' er også brugt om dette talesprog.<ref name="Hoel">{{Hoel,Oddmund Løkensgard: Nasjonalisme i norsk målstrid 1848-1865http://www.krundalen.no/artiklar/hovudoppgaave.rtf, Oslo, 1996, Noregs Forskingsråd}}</ref>

Ved siden af højtidssproget udviklede der sig en dansk-norsk dagligtale, som efterhånden blev modersmål for den norske overklasse. UtviklingenUdviklingen begyndte i 1600-tallet, men så sent som i 1800-tallet kunne der fremdeles være stærkt dialektpregdialektpræg i denne såkaldte ''dannede dagligtale''. Det dansk-norske talesprog var mest dansknært i slutningen af 1800-tallet. Dansk-norsk var et [[koinéspråk]], det vil sige en blanding af gensidigt forståelige dialekter, men ''transplanteret'' ind i et område hvor det skiller sig ud fra dialektenedialekterne som omgiver det.<ref name="Hoel" /> For eksempel havde dansk-norsk i modsætning til dialekterne i Oslo og området rundt om Viken ikke noget ligevægtsystemligevægtssystem, kun én vokal ('e') i grammatiske endelser, monoftonger for de fleste gammelnorske diftonger, lille brug af [[retrofleks]]er og [[tykt l]], og det havde i nogen grad bløde konsonanter.

Selv om det også før 1814 var kendt blant sproginteressertesproginteresserede embedsmænd, at norsk kunne kaldes et eget sprog med lige så stor ret som dansk og svensk, og selv om norske dikteredigtere siden midten avaf 1700-tallet havde benyttet særnorske ord i det danske skriftsprog, er det først påi 1830-tallet1830erne at ønsket om et norsk skriftsprog bliver klart udtrykt. Det begyndte med [[Henrik Wergeland]], som forsvarede brugen af norske ord i digtning og folkeoplysning med det mål at udskille et selvstændig norsk skriftsprog. Mens Wergeland begrænsede sig til en [[leksikografi|leksikalsk]] fornorsking, tog først [[Ludvig Kristensen Daa]] og senere særlig [[Knud Knudsen (sprogforsker)|Knud Knudsen]] til orde for [[ortofoni|ortofone]] eller ''lydrette'' retskrivingsprincipper efter inspiration af den danske ortofonibevægelse. Et centralt spørgsmål var hvilket talemål som skulle ligge til grund for den lydrette skrivemåde. Knudsen argumenterede mod højtidsspråket, fordi ingen havde det som deres naturlige talemål, og kom frem til princippet om at basere skriftsproget på «den almindeligste Udtale af Ordene i de dannedes Mund», med andre ord den dansk-norske dagligtalendagligtale. Knudsen så for sig en gradvis fornorsking i denne retningaretning, men fik ikke mulighed for at opleve det selv. Den første retskrivning baseret på hans principper kom i 1907 og grundlagde det som i dag hedder bokmål. Han kaldes derfor ofte ''bokmålets far''.<ref name="Hoel" />

Hvis Knud Knudsen er bokmålets far, må [[Moltke Moe]] være ''[[samnorsk]]s far''. Han var en af mændene bag retskrivningsreformen af 1907, men allerede i 1900 skrev han, at han så en retskrivning basertbaseret på Knudsens principper som «det første store steg henimot en målform som én gang kan ''samle'' vort land, med rum for ''alt'' norsk, for by som for bygd, mot et mål som med rette kan kaldes ''<nowiki> 'riksmål'</nowiki>'', med rette '' 'landsmål' ''– ''fordi det er Norges lands, Norges rikes mål''.»<ref name="Moe 1900">{{cite book|last=Moe|first=Moltke|title=Moltke Moes samlede skrifter, bind 1|chapter=Retskrivning og folkedannelse|editor=Liestøl, Knut|year=1900|url= http://www.dokpro.uio.no/litteratur/moltkemoe/}}</ref> Inspireret af succesen i 1907 fortsatte Moe med at arbejde for nye sprogreformer med tanke på en fremtidig sammensmeltning. I 1909 brugte han ordet ''samnorsk'' om dette fremtidssprog.<ref name="Moe 1909">{{cite book |last=Moe|first=Moltke|title=Moltke Moes samlede skrifter, bind 2|chapter=Nationalitet og kultur|editor=Liestøl, Knut|year=1909|url=http://www.dokpro.uio.no/litteratur/moltkemoe/}}</ref> Traditionelt er han derfor blevet regnet som ophavsmannenophavsmanden til samnorskbegrebet, men [[Arne Garborg]] brugte det allerede i 1877 i omtrent samme betydning.<ref name="Hanto 1986">{{cite book |last=Hanto|first=Kristian Ihle|title=Ideologiar i norsk målreising, |year=1986}}</ref>

Moe døde i 1913, men ideeneideerne blev videreført af [[Stortinget]], som dette år på regeringens anmodning bevilgede 6&nbsp;000 kroner til en komité «til at ta under overveielse spørsmaalet om en revision av saavel landsmaalets som riksmaalets retskrivning». Komiteens mandat er det første stortingsvedtaket som kan sies å underbygge den kommende samnorskpolitikken: «Endelig kan det kanske ogsaa være spørsmal om en viss tilnærmelse i grammatisk henseende mellem de to maalformer, forsaavidt en saadan tilnærmelse kan bygge paa levende taleform.»<ref name="Lundeby">{{Kilde artikel

I Stortinget faldt forslaget om at afvise reformen med 58 mod 68 stemmer, et forslag om udsættelse faldt med [[stortingspræsident|stortingspræsidenten]]s dobbeltstemme.<ref name="Lundeby" />

[[Norges Lærerlag]] støttetstøttede reformen og havde påforud forkant affor debatten opfordret Stortinget til ikke at kalde den tilbage. Efter afgørelsen tog indførelsen af de valgfrie tilnærmingsformenetilnærmingsformer i skoleneskolerne fart. Efteråret 1920 fremlagde [[Østlandsk reisning]] en liste over de 305 af landets 674 [[kommune]]r som havde vedtaget at tage dem i brug, 86 af disse havde landsmål i mindst én kretskreds.<ref name="Jahr">{{cite book|last=Jahr|first=Ernst Håkon|title=Østlandsmåla fram!|publisher= Universitetsforlaget|year=1978|isbn=82-00-01672}}</ref>

I forbindelse med ændringer i [[lærerskoleloven]] i 1929 kom spørgsmålet om navnet på målformene opp. Landsmålet byttetskiftede navn til ''nynorsk'', mens navnet ''bokmål'' blev videreført fra tidligere lovpraksis, selv om skriftnormen siden 1907 havde været kaldt ''riksmål''. Forslag om at bruge ''riksmål'' eller ''dansk-norsk'' i stedet for ''bokmål'' faldt med henholdsvis 13 mod 22 og 17 mod 18 stemmer i [[Lagtinget]]. Dette har siden været regnet som den offisielleofficielle avgørelsenafgørelse på navnespørsmåletnavnespørgsmålet.<ref name="Lundeby" /> Efter dette har riksmålsbevegelsen brugt navnet ''riksmål'' om sin private norm i modsætning til den officielle bokmålsnorm.

I 1938 kom [[Rettskrivningen av 1938|rettskrivingsreformene i bokmål og nynorsk]] som i dag blir husket som de store samnorskreformenesamnorskreformer. Hovedarkitekten var historikeren, målmanden og [[Arbeiderpartiet|arbeiderpartimanden]] [[Halvdan Koht]]. Principperne reformen byggede på var som i 1917 samordning af skrivemåder i målformene og fælles tilnærmelse til østlandsdialektene. For åat rydde oppop i den store valgfrihetenvalgfrihed som 1917-retskrivningen havde indført, blev de tilladte former delt i to: hovedformer og sideformer. Hovedformene skulle brukesbruges i lærebøkerlærebøger, mens sideformene var tilladt at brukebruge for elever. For bokmålets del var det nyt at mange former uden basis i den «dannede tale» eller ''standard østnorsk'' blev eneformer eller eneste hovedformer. Bl.a. blev ''ramn'', ''vatn'', ''botn'' og ''fram'' eneformer, mens ''mjøl'' og ''mjølk'' ble hovedformer (med ''mel'' og ''melk'' som sideformer). Dette vakte meget stærke reaktioner i riksmålsbevægelsen. I nynorsk var det også de traditionelle former som blev fjernet eller sat i klammer. I Noregs mållag var man delt i synet på reformen, og der udbrød intern strid. Det endte med et kompromis som i praksis accepterede tilstanden.

NynorskenNynorsk haddehavde siden begyndelsen avaf 1900-tallet værtværet på frammarsjfremmarch i Norge. I forbindelse med at lærebøkenelærebøgerne måtte skiftes ud efter 1938, valgte endnu flere skolekredse at gå over til nynorsk. I 1943 brugte halvparten af landets skolekretserskolekredse nynorsk, noget som omfattede en tredjedel af eleveneeleverne.

Efter [[den andre verdenskrig|krigen]] intensiverede Riksmålsforbundet under ledelse af [[Arnulf Øverland]] kampen mod det de kaldte «samnorskretskrivningen». De organiserede [[Foreldreaksjonen mot samnorsk]] i 1951 og stiftede [[Det Norske Akademi for Sprog og Litteratur]] i 1953. Denne motstandenmotstand må siessiges åat hahave værtværet en hovedårsakhovedårsag til at myndighetene etter hvertmyndighederne gaefterhånden oppopgav tilnærmingatilnærmingnerne fra bokmålets side.

I 1952 blev [[Norsk språknemnd]] oprettet med mål om at fremme tilnærmingtilnærmning mellem de to skriftmåleneskriftmål på folkemålets grunngrund. I 1959 kom den nye [[Læreboknormalen av 1959|læreboknormalen]] for begge målformer. For nynorskensnynorsks del betød den en ytterligereyderligere tilnærmingtilnærmning til bokmål. Denne gjelder fremdeles for nynorsk, bare med mindre ændringer. For bokmålets del ønsket nævnet at være mere forsigtig på grund af den stærke modstand efter 1938, og noen traditionelle riksmålsformer kom tilbage. Men samtidig blev valgfriheden i læreboknormalen reduceret ved at flere riksmålsformer blev gjort til sideformer. Derfor møttemødte også denne reformenreform sterkstærk motstandmodstand fra riksmålsbevegelsen.

I 1959 blev [[Landslaget for språklig samling]] stiftet, og i 1966 lansertelancerede de det første fullstendigefulstændige forslagetforslag til en samnorsknormal eller samlenormal, men denne fikkfik aldrialdrig noennogen stor betydning.<ref>{{cite book|title=Framlegg til samlenormal|series=Språklig samlings småskrifter |publisher=Landslaget for språklig samling|year=1966|url= http://www.sprakligsamling.no/samlenormalen/framlegg_til_samlenormal.pdf}}</ref>

I 1972 tog [[Norsk Språkråd]] over for Norsk språknemnd. I 1981 blev tilnærmingspolitikken i praksis opgivet ved at mange traditionelle riksmålsformer igen blev hovedformer i bokmål. Samme år overtog [[Det Norske Akademi]] ordbogs- og normeringsarbejdet fra Riksmålsvernet. TilnærmingspolitikkenTilnærmningspolitikken ble offisieltofficielt opphevetophævet avaf Stortinget i 2002, og i bokmålsretskrivningen af 2005 blev skilletskeillet mellem hovedformer og sideformer ophævet.

Der er en del variation dialektenedialekterne imellem når det gælder realisering af vokalenevokalerne, men variationen når det gælder diftonger er større. De seks diftongenediftonger bliver skrevet ''ei, øy, au, ai, oi, ui''. De tre første er vanlige, de går tilbage til urnordiske diftonger, og flere østlige dialekter har monoftong i stedet for diftong her (for eksempel ''stenrøs'' for ''steinrøys''. Østlandsk bymålsudtale af diftongene er æi øy æʉ ɑi ɔy ʉi, trøndersk udtale av de tre første er ei øy øʉ. Diftongene har en del fællestræk, for eksempel er alle stigende, bortset fra den sidste, som er afvigende både ved at have to høje vokaler, og ved at den er repræsentertrepræsenteret i ordforrådet med kun et par ord: ''(å) huie'' og ''(i) hui (og hast)''.

Norske vokaler kan være korte eller lange. Fonologisk settset har norske konsonanter ikke lengdeforskjelllængdeforskel. Selv om det er muligmuligt åat måle en litenlille forskjellforskel i lengdelængde mellommellem konsonanter, er dette alltidaltid avhengigafhængigt avaf vokallengdevokallængde, og forskjellenforskellen er langt mindre ennend den er det for lange og korte vokaler.

ForskjellenForskellen mellommellem lette og tunge [[stavelse]]r er avhengigafhængig avaf lengdelængde. En tung stavelse i norsk er en stavelse med konsonant og/eller med lang vokal i [[rim]]et i stavelsen.

I de fleste norske dialekter blirbliver hovedtrykkhovedtryk realisertrealiseret på en avaf to ulikeforskellige måtermåder, enten som ''tonelag 1'' eller som ''tonelag 2''. Tonelag 2 går historisk tilbaketilbage til ord som haddehavde to stavelser i gammelnorsk. Dermed har de fleste flertallsformeneflertalsformer tonelag 2 (''²hester, ²piler''). Omlydssubstantiv haddehavde flertallsendingflertalsendelse utenuden konsonant, og har dermed tonelag 1 i dag (''¹føtter, ¹hender'').

Nye lånordlåneord får som regel tonefald 1 (''¹kajakk, Tim¹buktu''). Tonelag i sammensatte ord er fordelt etterefter et komplisertkompliceret mønster, derhvor tendensen er at hvis konsonantene rundtomkring sammensetningsfugensammenføjningen er [[ustemt]]e og/eller [[obstruent]]er, er det mermere sannsynligsandsynligt med tonelag 1. Det er som om en stor hindring er med og deler ordet i to, sliksåledes at det blirbliver tonelag 1, mens stemte konsonanter er med og holder ordet sammen, prosodisk settset. Således heter det ''¹ferskfisk'' men ''²villaks''.

I dialektenedialekterne bliver tonefaldene realiseret forskelligt, men den leksikalske tilordning er stort set den samme fra dialekt til dialekt. HovedinndelingaHovedinddelingerne går mellommellem lavtonedialekter (Østlandet og Trøndelag) og høytonedialekterhøjtonedialekter (Vestlandet og Nord-Norge). Lavtonedialekter realiserer tonelag 1 som lavtone og tonelag 2 som fallendefaldende tone, mens høytonedialekterhøjtonedialekter realiserer tonelag 1 som høytonehøjtone og tonelag 2 som stigende tone. Dette er en forenkling; særlig i grenseområdenegrænseområderne mellommellem de to hovedsystemenehovedsystemer er forholdene mermere komplekse.

Ikke alle dialekter har tonefald. Tonefald mangler i dialekterne omkring Bergen, og i Nordnorge fra Nord-Troms og nordover. Begge disse områder har haft stor grad af sprokontaktsprogkontakt med andre sprog, og i alt fald for Nordnorge er nok [[finsk]] og [[Samiske sprog|samisk]] substrat grunden til det manglende tonefald.

Bøjningen af regelmessigeregelmæssige substantiver afhænger af kønnet. Fra og med 1. juli 2005, kan alle hunkønssubstantiver på bokmål bøjes som om de var hankøn.<ref>[http://www.sprakrad.no/Sprakhjelp/Rettskriving_Ordboeker/Rettskrivningsendringer-2005/ Språkrådet – Rettskrivningsendringer 2005]</ref> PåI nogle varianter af nynorsk er der et stærkt og et svagt bøjningsmønster for hunkøns- og intetkønssubstantiver.

Norske substantiver kan bøyesbøjes på 8 forskellige måder (detder findes nogle undtagelser):

Norske [[adjektiv]]er bliver bøjet i [[grad]] (''fin – finere – finest'') og genus. Med undtagelse af ''liten'' (''lita, lite''), og i nogen dialekter andre adjektiver på -en, er opposition mellem [[maskulinum]] og [[femininum]] neutralisertneutraliseret, og bare [[neutrum]]sformen er afvigende. Bøjning i køn gælder kun adjektiver i positiv ubestemt ental, gradbøjede adjektiver, og adjektiver i flertal og/eller bestemt form (''finere, finest, fineste, fine'') har ikke genusbøjning.

Adjektiverne bliver bøjet i bestemthed og numerus, som substantiver. De adskiller sig alligevel fra hverandre ved, at de ved substantivenesubstantiverne er inherente kategorier, hvor adjektiveneadjektiverne retter sig etterefter substantivet. Eksponenterne for de ulige træk i hver kategori er også helt forskellige fra de eksponenteneeksponenter som findes indenfor substantivbøjningen. Flertal bliver udtrykt med ''-e'' for adjektivene, men med blandt andet ''-er'' for substantivenesubstantiverne (''gul'''e''' sol'''er''''').

DetDer er to bøjningsparadigmer for adjektiverne; den svage bøjning bruges når argumentet er bestemt, og den stærke bruges når argumentet er ubestemt:

Regelmessige norske [[verb|verber]] har syv bøjingsformerbøjningsformer, med verbet ''leve'' som eksempel er det disse formene: fire [[finitthet|finitte]] former: ''lever'' ([[presens]]), ''levde'' ([[preteritum]]), ''leve'' ([[optativ]]), ''lev'' ([[imperativ]]) og tre [[finitthet|infinitte]] former: ''leve'' ([[infinitiv]]), ''levende'' ([[partisipp|presens partisipp]]) og ''levd'' ([[participium|perfektum participium]]). I skolegrammatikken bliver den imperfektive partisippenpartisippel kaldt «præsens participium».

Norske verber kan også inddeles i [[hovedverber]] og [[hjælpeverber]]. Hjælpeverberne er en lukket klasse af verber som bliver brugt dels til at lave sammensatte tidsformer (''Vi har gått''), og dels til at markere talerens indstilling til indholdet i sætningen (''Vi må gå nå''). Syntaktisk adskiller hjælpeverbenehjælpeverberne sig fra andre verber ved at de tartager [[infinitiv]]er som komplement uten infinitivsmerkeinfinitivsmærke, jf. ''Vi prøver '''å''' gå nå'', der ''prøver'', til forskjell fra ''må'', ikke er et hjælpeverbum.

De [[Personlig pronomen|personlige pronomener]] bøjes i to [[kasus]]: [[nominativ]] og [[akkusativ]]. Nogen dialekter har [[dativ]] i stedenstedet for akkusativ. Adjektiv samsvarsbøjes med pronomen på samme måde som med substantiv. Af pronomenenepronomenerne er det kun de personlige, som har bøjning.

Sprogsamfund låner ord fra mere prestigefulde sprogsamfund via tosprogede. Studier af lånordlåneord i norsk afspejler dermed samfundsmæssige forhold i Europa op gennem århundrederne. Med indførelsen af kristendommen kom der en god del lånordlåneord ind i norrønt. Af lånordenelåneordene i Fritzners ''Gammelnorsk Ordbog'' er cirka 61 % fra latin, 25 % fra gammel- og mellemhøjtysk, 7 % fra gammelfransk og under 5 % fra gammelengelsk. De fleste latinske lånordlåneord er knyttet til kristendommen, mange tyske ord til handel, og mange franske ord til hofliv. Hovedtyngden af låneordene i mellemnorsk kom fra [[nedertysk]]. Det er anslået at halvdelen af ordforrådet i norsk kommer fra nedertysk<ref name="Torp" />.

Umiddelbart før 2. verdenskrig registrerede filologen [[Aasta Stene]] omkring 530 engelske ord som var i brug i norsk.<ref>{{cite book |last=Stene |first=Aasta |title=English Loan-words in Modern Norwegian |publisher=Oxford University Press og Johan Grundt Tanum Forlag |year=1945}}</ref> Lignende undersøkelserundersøgelser er foretaget senere, og det blev klart, at trendentendensen var, at stadig flere engelske ord kom i brug. ''Anglisismeordboka'' fra 1997 har omkring 4000 opslagsord, det vil sige omkring syv og en halv gang så mange som Stene fandt. Engelske ords andel blandt låneord er også steget markant, og udgør i ''Bokmålsordboka'' og ''Nynorskordboka'' henholdsvis cirka 10 og 12 procent af lånordene.

Norvagisering er at give lånordlåneord norsk skrivemåde. De aller flesteallerfleste gamle lånordlåneord har norsk skrivemåde, men for nye lånordlåneord kan detder være betydelig modstand mod at fornorske skrivemåder etterefter at den utenlandskeudenlandske skrivemåtenskrivemåde først er etableret. Mens skrivemåter som ''sitron'', ''sjåfør'' og ''kul'' for ''citron'', ''chauffeur'' og ''cool'' ikke skaber særlig opmærksomhed, blev forslag om norvagiseringer som ''sørvis'', ''sirka'', ''beiken'' og ''pøbb'' til dels latterliggjort, da Språkrådet foreslog dem i 1996.<ref>{{Cite web|author=[[Norsk Språkråd]]|date=August 1997|title=Lånte fjører eller bunad? Om norsk skrivemåte av importord.|url= http://www.sprakrad.no/upload/567norvb.pdf}}</ref>

Fornorsking er at finde et afløsningord i stedet for låneord. Eksempler er ''idémyldring'' for ''brainstorm'', ''nettleser'' for ''(web) browser'' eller ''kringkasting'' for ''broadcasting''.