Unionsopløsningen: Forskelle mellem versioner
Content deleted Content added
m sprog, direkte link til vallgret |
mNo edit summary |
||
Linje 1:
'''Unionsopløsningen''' betegner den periode, hvor opløsningen af [[Den svensk-norske union]] fandt sted], som oftest afgrænset til november 1904 til 26. oktober 1905. Unionen blev først opløst ensidigt af [[Norge]] den [[7. juni]] [[1905]] og derefter formelt af begge parter den [[26. oktober]] samme år. Unionsopløsningen kom i stand efter flere år med uenigheder mellem Norge og [[Sverige]] om flere forhold. Norske politikere ønskede unionsbrud, mens flere svenske mente, at Norge havde for mange friheder inden unionen. Unionsopløsningen kom i stand i en proces, hvor øget [[nationalisme]] og økonomiske uligheder fremkaldte udbredt unionsskepsis fra norsk side. Flere svenskere så også med bekymring på smitteeffekten fra det radikale Norges indførelse af almen [[valgret]], [[parlamentarisme]] og [[Konstitutionelt monarki|begrænset kongemagt]] kunne have på Sverige.
Allerede fra begyndelsen i [[1814]] var unionen formel, og Norge havde i høj grad varetaget sine [[grundlov]]sbestemte rettigheder. Unionen bestod formelt af, at den [[Norges regenter|norske]] og den [[Sveriges regenter|svenske konge]] var samme person, om end med to særskilte titler, og at norsk [[Udenrigspolitik|udenrigs-]] og handelspolitik var underlagt [[Utrikesdepartementet|det svenske udenrigsministerium]]. Militæret skulle også have være en samlet enhed, men der var kun i mindre grad samarbejde mellem de to landes [[hær]]e og [[flåde]]r. Det relativt løse unionsbånd var i begyndelsen uproblematisk, men efterhånden blev en række symbolske sager vigtige for [[nordmænd]]ene. Blandt disse var ønsket om at fjerne den sjældent brugte [[Rigsstatholdere i Norge|rigsstatholder]] og ønsket om et rent [[Norges flag|norsk flag]]. I tillæg fik politiske sager som parlamentarismen og konsulatsagen større betydning, og den sidstnævnte, økonomisk motiverede sag blev afgørende for unionsbruddet.
| |||