Spanske borgerkrig: Forskelle mellem versioner

Den '''Spanske Borgerkrig''' blev udkæmpet fra [[1936]] til [[1939]] mellem [[Spanien]]s republikanske regering (støttet af [[socialdemokrat]]er, reformister, [[kommunist]]er og [[anarki]]ster) og general [[Francisco Franco]] (støttet af [[konservativ]]e, [[falangist]]er og i et vist omfang den [[katolsk]]e kirke). Borgerkrigen endte med nationalisterne sejrede. Efter at venstrekoalitionen [[Frente Popular]] kom til magten under ledelse af [[Manuel Azaña]] i 1936 blev en periode med stor ustabilitet og konflikt i Spanien indledt. Volden mellem militante grupper kom ud af kontrol efter drabet på den konservative parlamentariske leder José Calvo Sotelo. Samme år forsøgte en gruppe højere officerer at begå et statskup mod den nye regering. Oprøret blev efterhånden støttet af konservative spanske grupper, som ''Confederación Española de Derechas Autónomas'', eller C.E.D.A), og den konservative katolske folkebevægelse Karlistene og den [[royalisme|royalistiske]] [[Falangist]] ''Falange Española de las J.O.N.S.'' Nationalisterne havdemodtog aktiv militær støtte og fik våben fra [[Nazi-Tyskland]] og [[Benito Mussolini|Mussolini]]s [[Kongeriget Italien |Italien]]. Republikken købte militært udstyr fra [[Sovjetunionen]] og [[Mexico]], men den vestlige ikke-interventionspolitik medførte efterhånden, at den lovlige regeringenregering ikke kunne købe våben. De sidste to år af krigen kæmpede republikanerne uden våbenhjælp udefra.

Nationalisterne havde en overvejende [[Konservatisme|konservativ]], [[Romerskkatolske kirke|katolsk]] basis og blev støttet af [[adel]]en, hæren og den [[Kastilien|kastillanske]] kirke, der ønskede at genindføre [[monarki]]et. Venstresiden, som først og fremmest omfattede [[socialisme|socialister]], [[arnarkisme|anarkosyndikalister]] og [[Socialliberalisme|socialliberale]] havde støtte fra de nationale eliter og kirken i [[Baskerlandet]], [[Catalonien]], fattige landarbejdere, og fra mere sekulære og urbane miljøer i hele landet. Nationalisterne, under ledelse af generalerne [[Francisco Franco]], Emilio Mola og José Sanjurjo, indsatte størstedelen af hæren mod den venstreorienterede regering, men mødte stærktstærk modstand fra loyale hær- og marineafdelinger og fra civile, som afvæbnede garnisoner og greb til våben. Mange soldater meldte sig også til folkefronten. Først efter tre års blodige kampe gik nationalisterne sejrende ud af borgerkrigen. Francisco Franco blev Spaniens diktator, og alle partier blev forbudt eller indlemmet i Francos statsbærende parti.

Krigen blev udkæmpet med omfattende terror og massakrer på begge sider, mod fanger, og mod faktiske og formodede modstandere. Krigen fik en bred international pressedækning, som formidlede terror og drab. SærligI tidligstarten iaf krigen var pressedækningen ofte baseret på rygter.

I efterkrigstiden blev den højrevindende side under krigen glorificeret af den højreorienterede regering, som havde magten i landet. Francos udpegede efterfølger kong [[Juan Carlos]] ændrede politikken 1970erne1970'erne, der førte til at Spanien blev et konstitutionelt monarki med parlamentarisk demokrati. Meningerne om borgerkrigen i Spanien er delte og borgerkrigen var længe anset som et tabuområde i alle de store retninger i spansk politik.

Borgerkrigen var et resultat af flere faktorer og århundredelange konflikter. Flere af disse var politiske konflikter i [[Anden spanske republik|den anden spanske republik]]. I tillæg var det internationale politiske klima i 1930-'erne præget af politisk ustabilitet, frygt for kommunistiske revolutioner, fascistiske bevægelser, svage demokratier, stor ulighed, og at stadig flere lande i Europa fik autoritært styre.

I Spanien var det en gammel politisk konfliktlinje mellem regionalt selvstyre og det traditionelle centralistiske styre, som selv kaldte sig «bevare Spaniens enhed». Både kirken og militæret var traditionelt en integreret del af landets ledelse, og kongehuset havde en svag stilling. Da kong [[Alfons 13. af Spanien]] i [[1923]] anderkendte [[Miguel Primo de Rivera]]s magtovertagelse og diktatur, åbnede det vejen for oprettelse af republikken i [[1931]], men både arbejdet med republikkens konstitution og det efterfølgende, nødvendige reformarbejde gjorde at de politiske spændinger kom op til overfladen. Republikken var derfor præget af store konflikter, flere kupforsøg og voldelig uro.

Den republikanske regeringenregering havde sendt de officerer, de var utrygge ved, somfx general [[Manuel Goded Llopis]], [[Emilio Mola]] og generalstabssjefengeneralstabschefen general Franco til poster langt fra Madrid. Mellem 5. og 12. marts var der flere konspiratoriske møder i Madrid mellem en række generaler, blandt dem også [[Gonzalo Queipo de Llano]]. I deres planlagte opstand skulle [[José Sanjurjo]], som havde ledet et kupforsøkkupforsøg i 1932, være frontfigur. Selv om regeringen blev advaret mod disse planer, blev advarslerne ignoreredeignoreret.

Borgerkrigen blev udløst af denne militære opstand af en gruppe højere officerereofficerer. Starttidspunktet var [[17. juli]] kl 05.00 for styrkerne i Afrika og et døgn senere for styrkerne i selve Spanien. Kupmagerne sikrede sig først kontrol i Afrika således, at flest mulig af styrkerne herfra ville kunne sættes ind i [[Andalusien]] så snart som mulig. Franco var på denne tid "forvist" til [[De Kanariske Øer]], men rejste netten til den 17. juli med postbåden fra [[Santa Cruz de Tenerife]] til [[Las Palmas]], og derfra videre med et lejet fly til [[Spansk Marokko]].<ref name= Lindqvistt373>Lindqvist, side 373</ref>

Generalerne planlagde et hurtigt statskup, og aktionerne i Nordafrika gik efter planen således, atså elitestyrkerne her kunne sættes ind i selve Spanien<ref name= Lindqvistt373 /> sammen med 75.000 frivillige [[Marokko|marokkanere]].<ref name= Lindqvistt373 /> Men andre steder i Spanien gik kuppet ikke efter planen, og kupmagerne formåede ikke at sikre sig kontrol over flere store byer, herunder Madrid. Der blev de militære holdt inde i Montaña-lejren, og lejren faldt næste dag efter blodige kampe og en påfølgende massakre. I Barcelona blev oprørerne slåedeslået af væbnede anarkister og syndikalister. General [[Goded}}, som var fløjet ind fra sit tjenestested på [[Balearerne]], blev taget til fange i Barcelona og senere henrettet.

Både inden for hæren og [[Guardia Civil]] gik loyaliteten begge veje, desuden gik også væbnede arbejdergrupper til aktion flere steder og neutraliserede oprørsvenlige enheder og sikrede derved byen for republikken. Den spanske marine var langt mere klassedelt end hæren, hvilket førte til, at de lavere officerere og det menige mandskab var bedre politisk organiseret og havde en større afstand til den højere ledelse.<ref>Beevor 2009, side 116</ref>De gjorde derfor [[mytteri]] og overtog fartøjerne, da de fik besked om at gå til nationalistiske havne, og nationalisterne fik ikke den skibsstøtte, de havde forventet for at sikre transport af soldater fra Marokko til Den iberiske halvø. Karlisterne mobiliserede deres milits til støtte for oprøret. Efter blot to dage, den 19. juli, mødte 8.000 bevæbnede karlister iført sine karakteristiske røde [[baret]]ter klareklar til kamp i [[Pamplona]].<ref>Beevor 2009, side 109</ref>

=== Fronterne etablerer sgetableres ===

I august blev fronterne og deres kontrollerede zoner klarere. I de nationalistkontrollerede områder blev der tidlig etableret en militærstat, mens det politiske kaos, rivaliseringen og modsætningerne fortsatte inden for det republikanske område, som stadig krympede. Republikkens regering blev stadig mere lammet af sammenbruddet i centraladministrationen, nationalisternes oprør, samtidig sommed at venstresiden pressede på for at få gennemført en venstreorienteret revolution.<ref>Beevor 2009, side 154</ref> Desuden havde de republikanske styrker dårligt udstyr, dårligemanglende kunnskaberuddannelse og svag disciplin.<ref>Se for eksempel Beevor 2009, side 231-232</ref>

Den 4. september 1936 blev [[Francisco Largo Caballero]] udnævnt til stats- og krigsminister. Han gik ind for fællesskab mellem [[socialisme|socialisterne]], [[kommunist]]erne, det [[venstresocialisme|venstresocialistiske]] [[POUM]], [[anarkosyndikalist]]erne og venstreorienterede katolikker. Foruden krigsføringen lagde han særlig vægt på at opretholde regeringens autoritet i det republikansk-kontrollerede område. POUM og CNT var imod at opløse [[milits|partimilitserne]] og lade disse styrker gå ind i den republikanske hær, hvor politiske officerer fra PCE efter håndenefterhånden fik stor indflydelse.

=== Styrkefordeling ved borgerkrigens indledningstart ===

Da statskuppets plan om en hurtig magtovertagelse ikke kunne gennemføres måtte den nationalistiske side, i en situation, som gik over til en mere langvarig borgerkrig, samle sig om en politisk platform og en mere helhedsrettethelhedsorienteret politik. Samtidig, som nationalisterne kontrolleredtekontrollerede omkring halvdelen af landets territorium og befolkning, måtte dette styres og økonomien stables på benene igen, især eksporten som kunne sikre international valuta nødvendig for finansieringen af krigsføringen. Særlig eksporten af [[sherry]], [[oliven]] og [[citrusfrugt]]er var vigtige indtægtskilder. Handelsaftaler med [[Portugal]] var vigtige, og de militære myndigheder førte streng kontrol med alle eksportindtægter.

Nationalisterne var en uensartet gruppe med de traditionalistiske og monarkistiske [[Karlisme|karlister]], som ønskede [[Alfonso Carlos de Borbón]], og senere, da han døde den 29. september 1936, [[Xavier af Bourbon-Parma]] på tronen, andre monarkister, som ønskede [[Alfonso 13.]] tilbage, den fascistiske og republikanske [[falangist|falange]]n. Blandt de centralecentralt placerede højere officerereofficerer var detder også politiskpolitiske afstandforskelle, når dethvad gjaldtangår synet på monarki eller republik, forholdet til frimurere, kirken med mere.

Løsningen blev et monarki uden konge, fordi ingen aktuel tronprætendent kunne samle nationalisterne. Videre stod tanken om politisk centralisme og modstand mod regionalt selvstyre stærkt. Rivaliseringer blandt de højere officerer gjorde magtstrukturen i begyndelsen noget uklar, men to vel planlagte træk fra Francos side skulle sørge for, at han sikretsikrede sig fuld kontrol.

Den [[29. september]] [[1936]], to dage efter triumfen i [[Toledo (Spanien)|Toledo]], proklamerede Franco sig selv som ''[[generalissimo]]'' og ''[[caudillo]]''. Denne proklamation gik ud over radioradioen og stillede de andre oprørsledere over for et ''[[fait accompli]]'' med hensyn til lederskabet.<ref>Meningen var, at han skulle udnævnes som ''leder for den spanske regering så længe, krigen varede'', som det stod i manuset, mens det blev læst op ''leder for den spanske stat''</ref> Franco etablerede en hovedstad for det nationalistiske styre i [[Burgos]]. I denne by, hjembyen for [[El Cid]] holdt han sin første tale fra balkongen i rådhuset, hvor han erklærede "Den nye stat har ikke brug for parasitter".<ref>Lindqvist, side 380</ref>

[[Romersk hilsen|Fascistisk hilsen]] blev indført, slagordet var ''Por el imperio hacia Dios'' ("For imperiet frem mod Gud") og der blev indført ens uniformer for den nationalistiske side. Det raskehurtige træk fra Francos side gjorde det vanskeligvanskeligt at protestere tidsnok uden at fremstå som forræder, og med sine to vel planlagte aktioner, i september 1936 og april 1937, sikrede han sig en diktatorisk kontrol, som skulle vare livet ud.<ref>Beevor 2009, side 341-343</ref>

Magtkoncentrationen blev videreført med udnævnelsen af en formel regering den 30. januar 1938 og ny lov for statens centraladministration, hvor regeringen hverken sværgede loyalitet til hverken konge eller republik, men til Franco. Eden lød således:

DervedHerved fik krigen en stor symbolkraft, også i eftertiden. Den blev set som konfrontation mellem kirken og [[ateisme]], mellem diktatur og demokrati, mellem [[kommunisme]] og [[fascisme]].<ref name=lindqvist377 /> Slagordet for venstrefløjen i Europa var at gøre "Spanien til fascismens grav i Europa" i en periode med Mussolinis og Hitlers fremvækst.<ref name=lindqvist377 />

FordiDa de fleste lande havde nedlagt forbud for sine borgere mod at støtte nogen af parterne i krigen, blev nogennogle af demde, som kæmpedehavde kæmpet for regeringen retsforfulgt efter, at de vendte hjem. Dette skete blandt andre med en del norske borgere.

[[Folkeforbundet]] holdt sig i hovedsagen neutral i forhold til det, som skete i Spanien, og formåede ikke at begrænse den enorme indførsel af våben og andet militært udstyr, som gik til de stridende parter. Folkeforbundet oprettede en ikke-indblandingskomiteindblandingskomité, og den vedtog et forbud mod udenlandske frivillige med virkning fra 21. februar 1937. Den internationale ikke-interventionspolitik styrkede stort set alenekun nationalisterne, da den hindrede hvervning til "de internationale brigader" og forhindrede import af materiel til republikken. Den tyske og italienske militære tilstedeværelse var ukendt og formelt set ikke-eksisterende.<ref>Beevor 2009, side 380</ref>