Åger: Forskelle mellem versioner

Omtrent samtidig med loven af 1855 havde de fleste andre europæiske stater (undtagen [[Frankrig]]) udstedt love, der gav rentefoden fri. Ågerlovgivningen var nemlig blevet ivrigt angrebet fra slutningen af det [[18. århundrede]]. Det blev hævdet, at et mere tæt, økonomisk samkvem ikke blot nødvendiggjorde, at man havde adgang til at tage en vis højere rente end tidligere tilladt, men man måtte – blev det sagt – efter omstændighederne have ret til at tage en hvilken som helst rente. Argumentet var nemlig, at det ikke alene var umuligt at fastsætte en maksimumrente, fordi prisen på penge nødvendigvis måtte være skiftende. Men desuden var det også umuligt bare at fastslå en passende maksimalrente for de enkelte typer af kontraktforhold. Bl.a. måtte større eller mindre risiko ved at yde lånet motivere en stærkt vekslende rentefod. På den anden side virkede ågerlovene alligevel ikke, som de skulle, for de var lette at omgå. Den tvang, som loven pålagde kreditor, førte kun til, at man lavede sig smutveje, (gennem store forudbetalinger eller ved at påtage sig større gæld, end det man havde lånt, gennem høje provisioner, når lånet skulle fornyes, eller påtvingelse af varekøb til urimelige priser), så på den måde blev låntagerens vilkår endnu hårdere.

 

 

Også den skandinaviske obligationsretskomités forslag af 1913 til lov om aftaler med videre indeholder i §32 tilsvarende regler: Når nogen har